tirsdag den 24. november 2009

Thanksgiving























I denne uge er det Thanksgiving.
.......eller retteligt er Thanksgiving, den sidste torsdag i november.
Det falder i denne uge, hvor skolerne enkelte steder holder lukket hele ugen op til højtiden -  og her i Texas, holder lukket onsdag og ugen ud.
Traditionelt er dette ugen, familier over hele USA samles til en overdådig Thanksgiving-middag, hvor højdepunktet er den ovnstegte og fyldte kalkun, der troner midt på bordet omgivet af et overflødighedshorn af tilbehør.

Traditionen Thanksgiving bliver også fejret i skolerne, som i dagene op til ferien lærer børnene at være "thankful" (taknemmelige) så de kommer hjem og siger ting som: "Mor og Far, jeg er taknemmelig for Jer og vores familie" -hvilket et kort sekund får Verden til at dreje lidt langsommere og giver vasketøjsbunkerne mening....også selvom det er en (meget voksen) frase, som de har lært udenad og bragt med hjem fra skole.
De lærer også legenden/historien om den første Taksigelses-fest på amerikansk jord.
Om "Mayflower" - det gode engelske skib, der bragte pilgrimmene over Atlanten i deres søgen efter religionsfrihed.
Om pilgrimmene, der gik i land i Plymouth, Massachusetts og havde en hård tid med sult og sygdomme, indtil en lokal indianer-stamme (Wampanoag) hjalp og lærte pilgrimmene med at fange ål, gro majs og andre afgrøder, hvilket var altafgørende for deres overlevelse og som tak afholdte pilgrimmene deres første høstfest til ære for indianerne.
Og børnene har rollespil, på skolen hvor halvdelen udklædes som pilgrimme og den anden halvdel, som indianere og det går nok lidt mere stille for sig, end det rollespil, der senere blev til Cowboy og indianere-legen (men det er en helt anden historie og den nævner man helst ikke i disse taknemmelige dage)





Thanksgiving er i høj grad det tidspunkt, hvor man tager hjem og samles med familien. Her udkonkurrerer det julen, som familie-højtid herovre.
Ligesom man derhjemme i tiden op til jul, kan høre kloge mennesker udbrede sig om hvorledes man undgår hjerteproblemer og andre overspisnings-ubehagligheder - så runger de samme toner, fra fjernsynet eller som igår, da Sigurds læge satte mig på pause-musik i telefonen. Her var det ikke pausemusik - men venlige formaninger fra en myndig kvindestemme, der fortalte at man skulle stoppe med at spise, så snart man følte at man var mæt.
Thanksgiving er ligeledes kendt for at generere tumultiske rejsesituationer - da stort set havldelen af USA's befolkning vælger at flytte på sig og rejse afsted mod mavepine og overspisning.
Her bliver vi ingen undtagelse.
Vi rejser mod Boston imorgen og udover at vende tilbage mod arnestedet for den store festligholdelse og udover at vi flytter os fra de nuværende sølle 18 grader til 5 grader i Massachusetts, så tager vi først og fremmest op og besøger Torstens bror Stephen.

Den lille tegning er hentet fra denne hjemmeside.

2 kommentarer:

Kelli Nørgaard sagde ...

Have some turkey, watch some Dallas Cowboys football, and enjoy the Macy's Thanksgiving Day parade... all on my behalf! LOL! :o)

Annemette Kuhlmann sagde ...

Will do our best to be a part of all the Thanksgiving traditions - and send you a satisfied thought in the midst of it all;o)