(Måtte ændre min vrangforestilling om at der var tale om en "orlovsmand" efter at nogen her i huset rystede højlydt, hånligt og meget længe på hovedet.....altså er det en orlogsmand, hvilket skyndsomt er blevet rettet igennem hele indlægget!!)
På stranden ved Port Aransas lå der, mellem tang, muslinger og gamle gummistøvler, utallige underlige lyseblå, lilla og lyserøde oppustede poser og virrede i vinden.
Et eller andet fik os til at tro at det var døde vandmænd (og vil det være at beskrive det for indgående, hvis jeg fortalte at vi tænkte at det var gasserne fra en forrådnelse, der fik noget til at puste sig op?) Men ved nærmere eftersyn kunne vi se at de oppustede poser bevægede sig....langsomt, som trak de vejret.
Aha, vi havde altså, at gøre, med noget.......fra det ydre rum....?!
Jeg havde et eller andet sted, for lang tid siden, hørt noget om nogle selvlysende gopler i Florida, der var giftige og skyndte mig at formane ungerne om at de skulle holde fingrene fra disse.....indrømmet....meget, meget spændende og farvestrålende poser med indbygget vejrtrækning, indtil vi fandt ud af om de var ufarlige.
Hvorefter Torsten kom og fortalte at han engang havde hørt om en Portugisisk Orlogsmand, der kunne være så giftig at den slog mennesker ihjel....men det kunne ikke være sådan een, fordi de var meget større......
Umiddelbart var jeg sikker på at han tog gas på os, fordi der er vel ikke nogen, der kalder en gople for en Potugisisk Orlogsmand.........og noget der tog livet af mennesker kunne vel ikke ligge i hobetal på en strand, hvor folk grillede, spillede bold og badede med deres små børn....
Vi forlod stranden og invasionen fra det ydre rum til fordel for Akvariet i Corpus Christi.
Et utroligt fint akvarie, hvor vi tilbragte et par gode timer.
Akvariets sidste udstilling, inden udgangen var med deres fantastiske gopler....og den allersidste planche, der næsten hænger i selve udgangen, omhandler en "Portuguese Man-o-war"(!!!!!)...........som planchen fortæller ikke er en gople men en symbiose af flere forskellige levende organismer, der har har fundet sammen i et arbejds/interessefællesskab. På billedet ser vi den selvsamme selvlysende pose, som vi havde set på stranden kort forinden og kan læse nærmere, at denne man-o-war, på dansk: orlogsmand, har en gift i dens lange tråde, der svarer til cobraslangens gift. Heldigvis er det meget små doser orlogsmanden opererer med, men smertefuldt skulle det være og dødbringende i det omfang at man svømmer ind i en stime af orlogsmænd eller hvis man på svømmeturen, besvimer af smerten fra det første møde.....
Desuden advarer planchen om at man skal lade være med at punktere orlogsmanden, da "eksplosionen" vil sprede de giftige tråde over et større område og gerne op på den bestialske punkteringsmand.
Tilbage ude på stranden er der dog en noget afslappet holdning til de utallige strandede orlogsmænd. Selvom stranden er fyldt af selvlysende blå, lilla og lyserøde pølseformede balloner og vidner om at vandet må indeholde en pæn mængde (må man formode), så er der ingen der lader sig skræmme væk fra at lege i de store bølger fra en lun Mexicansk Golf.
Små børn drøner sorgløse rundt og det samme gør vores hurtigt.
Med grundige formaninger i lommen løber ungerne afsted og vi bruger en hel dag på stranden uden problemer.
Måske har Aksel dog alligevel, sidst på dagen, fået noget af en tråd på sine fingre, da han kommer løbende og pivende fortæller at han har rigtigt ondt mellem to fingre. Der er ikke noget at se, andet end en let rødmen og med lidt pust og et plaster (!!!!! - det uovertrufne vidundermiddel til næsten alle smerter!) er han på farten igen.
Men sikke væsner!
Jeg fotograferede løs, fuldstændigt betaget af disse væsener. Kunne slet ikke stå for deres fantastiske farver og udformning - der overhovedet ikke ligner noget, som jeg nogensinde har set før (måske en ballon fra en af børnenes fødselsdage, der har ligget en månedstid og er blevet slatten og runken).......så smukke og mærkelige......og komplet ufarlige og hjælpeløse ser de ud, strandet der i sandet......men bag det hjælpeløse og smukke ydre gemmer sig giften fra en cobraslange!
(Tilføjelse: Lidt flere billeder af Portugisiske orlogsmænd findes nederst i dette indlæg fra Julen 2010)
Tilsidst vil jeg lige vise dette billede af en rigtig gople, der også var skyllet i land. Som et gennemsigtigt, mælkehvidt spøgelse.

4 kommentarer:
Aj, hvor fantastisk og fascinerende! :-)
Jep, det var næsten "The Abyss"
Helt osett! Fantastiskt och super med mjölkvita gobler...också om du stöter på andra vita fenomen. Så en hälsning från Carl Chr.
I er faldet godt til. Forskellen på Torsten og jr. er nede på 23%! Men skal du ikke have lidt större hår, Annemette?
Hej Jessica og Carl Chr.
Jo, jeg er simpelthen ikke høj nok i håret herovre;o)Er vist høj nok i forvejen og behøver ikke at føje til med luft under pandehåret;o)! Heldigviis!
Jeg burde selvfølgelig at have tænkt på dit projekt Jessica, jeg har ikke så mange billeder af de mælkehvide spøgelser, som jeg tog af de andre farvestrålende.....men I må komme over og selv få syn for sagen;o)
Godt at høre fra Jer!
Send en kommentar