Søndagstrummerum....

I søndags var vi på en lille gåtur i den nærliggende skov.
Vi har en fundet en skøn tur, der går ned langs vores nærliggende bayou og ind i skoven, hvor al den texanske natur udfolder sig omkring os.
Selvom vi alle går rundt og skutter os i det uberegnelige januar-vejr, hvor dagene skiftevis byder på blæst, regn, sol og frostskader på planterne om natten, så varmer solen trods alt de gode dage op til 22-23 grader, og får alt til at summe omkring os, med tropiske insektlyde og frydefulde fuglelyde, såsom spættens hakken efter biller og søvnige larver og vi hører puslen i krattet og spejder til stadighed efter de vildsvin, som er blevet spottet af mange bekendte og familiemedlemmer (inkl. Torsten) - men endnu ikke af ungerne eller undertegenede.

Turen igennem skoven er skøn og vild og byder på skønne, sjove og endda drabelige opdagelser, sådom slangeskeletter og igår en forholdsvis stor udefinerbar dyreknogle.....med undren over hvilket stort rovdyr der havde efterladt det på sit spisebord.....

Skoven bliver ikke som sådan passet. Faldne, rådne træer får lov til at ligge og slyngplanter af anselig størrelse tvinger andre træer i knæ.
Der hænger lianer ned overalt og mange af dem er som skabt til Tarzan-lege for ungerne.




Der mangler vist lidt tro på sin egen Tarzan-formåen....der er ikke rigtigt samme kraft og rumklang som i Weissmüllers signatur-kald!

Søndagens tur var min første gåtur i 5 dage, efter at have været sat helt og aldeles ud af spil i et par dage på grund af en forstrukket muskel nederst i ryggen.
(Jeg fortæller altså ikke at det skete nede i Fitness-centeret, hvor der ved indgangen burde hænge et avarselsskilt til folk over 40 - jævnf. tidl. indlæg!!! "Her tages ikke ansvar for indbildt ungdommeligt vovemod, for folk over 40!"......Nej, jeg nægter at fortælle at jeg måtte humpe yderst uelegant ud af Fitnesscenteret, efter et utroligt grimt smæld i ryggen, for - om muligt - at komme hjem, inden at smerterne ramte for alvor, men nåede kun til bilen, hvor jeg måtte ringe efter min kære mand, der sad i møde, fordi jeg på ingen måde ville være i stand til at transportere mig selv hjem....endsige til den læge, som senere heldigvis konstaterede at der IKKE var tale om en diskuspolaps, men derimod nok en fibersprængning eller en forstrukket muskel)
Jeg måtte bide i det sure æble og erkende at jeg INGENTING kunne: jeg kunne ikke ligge ned, sidde ned, stå op eller gå.....jeg kunne bare spise en ekstra stærk smertestillende (ordineret af lægen) og en ekstra stærk muskelafslappende (ordineret af samme læge....med formaninger) og så gå ud som et lys og håbe på at det gik over af sig selv! (og at jeg ikke-aldrig-nogensinde skulle nyse igen, efter det enkelte nys, som fik ryggen til at føles som "huggeblokken-lige-i-det-øjeblik-at-arbejdet-er-overstået-og-øksen-knaldes-ned-i-huggeblokken-for-at-blive-der..........permanent!"
Dét gik stort set over af sig selv, efter et par trælse dage. Jeg er stærkt på vej op af alderskalaen igen, efter at have følt mig som 127 årig. Jeg kan stort set bevæge mig rundt uden problemer og har kun ømhed og træthed tilbage i den nederste del af ryggen.....så hvem ved, med lidt held har jeg snart fat i selvbedraget igen og er atter på løbebåndet....
Nå, man skal kravle.....før man kan gå......før man kan løbe....før man kan selvbedrages, så turen i skoven var en gåtur i den rigtige retning og ungerne fandt ovenikøbet også et par Geocaches, (en skøn leg vi fik genoptaget en smule mens vi havde familiebesøg over julen).