De 5 på nye eventyr i Houston

Happy Valentine's

2012-02-14T18:03:00.001-06:00

Happy Valentine's, a photo by annemette kuhlmann on Flickr.

Konventioner......

2011-10-19T11:14:00.002-05:00

Aksel udfordrer i den grad konventionerne......og behageligt ser det ikke ud! Men ikke desto mindre, så er jeg sikker på at han synes at dette er helt oplagt og meget naturligt......!

Her sad/stod/placerede han sig med sit Nintendo spil, da vi for nyeligt skulle med flyet til Florida og selvom balancen ind imellem drillede, så blev han stående/siddende/eller noget sådan her længe.
Egentlig er det en skam at man efterhånden bliver så ensporet, at man kun kan finde ud af at bruge stole på den let kedelige måde. Forestil dig engang, hvor spændende ventesale på togstationer, i lufthavne eller oppe ved lægen ville tage sig ud, hvis folk rummede samme foragt for tyngdeloven......
Eller.....

Spejdere på lejr

2011-10-18T10:38:00.001-05:00

En vejrmæssigt, helt perfekt weekend i telt ude i den texanske natur er overstået.....og på trods af en overhørt samtale, om et telt, der i nattens løb var blevet revet op af en vaskebjørn, på jagt efter natmad og på trods af en lille bitte, helt perfekt - MEN meget skræmmende skorpion, som vi en aften så i lommelygtens skær, ved det ikke eksisterende lejrbål (der er forbud mod åben ild, på grund af den ekstreme tørke her i Texas) og på trods af fulgespor i søkanten, så store som en menneskefødder, så gav udendørlivet blod på tanden for os alle.
Vi ankom til lejrpladsen, en campingplads ved Lake Texana State Park 1½ times kørsel syd herfor, sent fredag aften og måtte i buldermørke slå det nyindkøbte telt op.....hvilket kunne have givet en masse sjove historier, at fortælle over et lejrbål, langt ude i fremtiden, når stresshormonerne havde fortaget sig, hvis ikke det havde vist sig at teltet var ekstremt nemt og ukompliceret at slå op, selv i billygternes skær, med meget trætte unger.
Det klarede primært Sigurd og Torsten og vi kunne efterfølgende putte, trætte og glade, i soveposerne til lyden af tudende ugler, snøftende armadillos og hikstende insekter.....og vågne til en stille morgen med tågedis over søen.

Vi måtte starte helt fra bunden igen - med vores campingudstyr, da vi har opmagasineret den smule som vi i forvejen har, i Danmark. Vi havde holdt os på et niveau, der ikke ruinerede vores budget, men alligevel ville kunne holde os komfortable i en weekend......og egentlig syntes jeg at vi var ganske godt kørende......indtil jeg i dagslys så nabo-campisterne pakke deres udendørskøkkener ud.....
Lad os bare sige, at de i modsætning til os, levede op til spejdernes motto om at være beredte.....til at kunne bespise....Dronningen?
Det var ikke campingvogne og den slags luksus, der herskede på pladsen - det var telte og luftmaddrasser, ligesom vores - men dér hvor vi tabte terræn, var de medbragte køkken- og udendørs-faciliteter.

Vi havde lykkeligt erhvervet os en enkelt gasbrænder og et lille enkelt primussæt og en livsvigtig kaffekande, der snildt kunne gøre det ud for vores køkken og opfylde vores behov.....men nu snakker vi allerede om at optimere til næste gang.....bare to blus....

Jeg vil tro at spejderlivet her i USA er en smule anderledes fra Danmark.....jeg ved det ikke, da jeg jo kun har mine egne erfaringer at tale udfra og de er hm hm....lidt uddaterede efterhånden. Men denne spejderlejr, gik primært ud på at få hastet en masse teori og discipliner igennem, så drengene kunne tjene point til deres mærker og badges....vi syntes at det blev til meget teoretisk undervisning og meget lidt praktisk sjov til ungerne.
De skulle bla. tjene deres fiske-badge hvilket foregik via en timelang undervisning i hvordan man binder de rigtige knuder, for at sætte lod og krog på snørren. Derefter blev ungerne undervist i at læse søkort, med de forskellige dybder i søen og hvor gode fiskepladser ville findes.....osv.
Altsammen meget godt (ihvertfald superfint for en fiskeignorant som mig) hvis ikke det var fordi, der ikke rigtigt var sat tid af til at fiske.....
Det er måske at køre en flok drengespejdere i aldergruppen 6 - 12 år lidt hårdt.
Vi fik dog fisket lidt, i den - på grund af tørken - kraftigt reducerede sø.....dog uden at se andet i vandet end små alligatorere.

Lejrbålet var som sagt, desværre aflyst på grund af tørken og blev erstattet af en gloende varm grill, som ungerne kunne riste de obligatoriske S´mores over, mens der blev udført sketches i god gammeldags fjollet stil!

Vi kørte hjem, uden lugten af bål hængende i tøjet, fyldt med lysten til at komme afsted med teltet igen.
Vores (MINE) forbehold overfor at ligge i telt, omgivet af den kriblende, kravlende og giftige texanske natur, har fortaget sig en del.....selv på trods af skorpionen, som vi så og visheden om at der højst sandsynligt var giftige slanger og giftige edderkopper i krattet ved siden af teltet.
Vi tog hjem og tændte bål i vores bålfad, her i haven, for lige at afslutte på en ordentlig måde og ristede pølser, mens hundredvis af gæs fløj sydpå i formation over hovederne på os og næsten ligeså mange guldsmede (de store "Green Darner" eller "Kejser-guldsmed") jagtede myg og fluer over poolen.
Det er blevet "ude-tid" her i Texas!

Denne Kejser Guldsmed ramte desværre flammerne i bålet og faldte død ned (et brændt hul i hovedet) men smuk er den!

Grand Teton National Park

2011-10-14T12:37:00.002-05:00

Sporadiske beretninger fra pelsjægere og andet eventyr-søgende godtfolk, om et område der sydede af ild og svovl, blev i mange år afvist som værende pure opspind, myter eller syner, der måtte være opstået som følge af delirium etc.
Men et par videnskablige ekspeditioner i begyndelsen af 1870'erne, til det afsidesliggende område i Wyoming, gav dog endelig syn for sagen - eller bare lagt videnskablig vægt bag de utrolige beretninger.
En meget fremsynet amerikansk geolog, Ferdinand Hayden, besøgte også stedet og var så overvældet over områdets karakter at han advarede den daværende amerikanske Congress om, at der var ....dem, der ville komme og slå plat på områdets enestående natur og at stedet skulle være så frit som luften eller vandet.
Præsident Grant gav i 1872 stedet status af National Park.
Verdens første nationalpark!
Yellowstone National Park.

Langt senere, i 1929 fik den meget spektakulære bjergkæde, der ligger syd for Yellowstone, The Grand Tetons (en del af The Rocky Mountains), der rejser sig 4000 meter over havets overflade, også status som National Park, et område der i 1950 blev udvidet betragteligt via generøs økonomisk hjælp fra oliemagnaten og philantropen John D. Rockelfeller.

Tilsammen udgør disse fredede 7.3 mill. (!!!) hektar land en af de største intakte økosystemer i den tempererede del af Verden.

Lidt historie og tørre tal for at beskrive hvad det var vi begav os ind i.
Yellowstone har længe stået på min imaginære liste over steder, som jeg umådeligt gerne ville opnå at se og opleve, mens jeg knapt havde hørt om The Grand Tetons.
Nu lå kun Teton National Park mellem os og Yellowstone og den viste sig at være en uhyre overvældende oplevelse.

Et stykke inde i Teton stoppede vi bilen og vandrede - efter at ungerne ivrigt havde krydsforhørt en lokal kunstner, der sad i den stille morgensol i vejsiden og malede landskabs-klatter - ud i naturen, til søen Taggart, for foden af Grand Teton-bjerget.
Det var en skøn vandretur over brusende elve, gennem blomstrende enge og duftende skove, med stedvise prægtige udkig til de majestætiske snedryssede bjerge.
Vi stoppede ved Taggart Lake og lod ungerne soppe i det iskolde vand, mens vi nød udsigten og stilheden......det vil sige stilheden, der konstant blev sønderrevet, makuleret og flået op af den gennemtrængende lyd af bimlende bjælder, som synes at være obligatorisk udstyr blandt visse typer af midaldrende hikere, der har udstyret, vandrestaven og mærkevarerene iorden.
Bjælderne fæstnes på rygsækken, eller i bæltet og anbefales som værn mod bjørne, og er som sådan et vældigt godt og anbefalelsesværdigt værn.
En forskrækket bjørn er et livsfarligt bekendtskab og med bjælderne er man sikker på at få fortalt bjørnene at der kommer besøg og give dem tid til at gemme sig eller flygte med poterne for ørerene.
Vi blev dog hurtigt enige om at bjældefolket måske havde sin berettigelse langt ude i vildnisset.....laaangt væk fra den jævne strøm af småsnakkende og i forvejen småstøjende hikere, der bevægede sig på stierne......
Bjælderne kan med fordel erstattes af sporadiske højlydte klap i hænderne, hvilket på mange måder virker meget, meget, !meget! mindre støjforurenende, men det kan selvfølgelig være besværligt at klappe i hænderne, med sin 3-delte kulfibervandrestav fastgjort til højre hånd og når man nu alligevel står inde i udstyrsbutikken med kreditkortet i hånden og ser bjælderne, der ligner juleaften.......
Hmpfr!

I Taggart Lake balancerede drengene rundt på sten ude i søen og til moderens skræk, så vi en slank og elegant slange glide fra søkanten og ud i vandet og ind under en af stenene, som drengene måtte ned i vandet og stå på, for at komme iland igen.
Jeg bliver en smule elektrisk ved synet af slanger og specielt, når det er en slange, som ingen af os har set før og ikke har den fjerneste anelse om, er giftig eller ej.
Jeg var heldigvis den eneste der fik lette nervøse tics. Drengene fik beked om slangen og at de ikke skulle grave tæerne ned i gruset omkring stenen, når de ville ind igen og det gjorde de uden at det skabte panik hos andre end mig.....og efter dagens ture, kunne vi i ro og mag slå slangen op og konstatere at der var tale om en ganske ugiftig "Garter Snake" og iøvrigt konstatere at der ikke fandtes giftige slanger i området!
Til gengæld er det meget farligere at løbe ned ad bakke.
Ved Jackson Lake Dam, en dæmning på Snake(!) River, legede drengene med at løbe op og ned ad dæmningssiden - og på vej i susende fart ned ad siden snubler Aksel og for indkorpereret en skarp sten, på størrelse med en halveret 1-krone, i sit knæ!
Helt ind i knæet!
Aksel sørgede stædigt, vredt og højt vrælende, for selv at få stenen ud af sit knæ. Vi andre måtte slet ikke røre ham og kun knapt kigge på hans knæ og inde i bilen sad Sigurd, ligbleg og skidt tilpas. Han havde set sten, Aksel og blodig pincet, hvorefter hans indlevelsesevne løb af med ham.

Vi overnattede i parken, efter at have overværet den smukkeste solnedgang bag Teton-bjergene, set Elk (ikke elg) mosle rundt i krattet under os, mens multimilliarder myg, på trods af at luften var tyk af myggespray, nød et festmåltid siddende i kager på vores ankler og skuldre.
Vores efterfølgende festmåltid (nu let tappede for blod) inkluderede til gengæld smør, der var passende udformet som en elg.

I bulderravende mørke klokken 5 næste morgen, stod Sigurd og jeg op, lod resten af familien snue og kørte ud og så solopgangen ved Jackson Dam.
En skøn, skøn morgen.

Vilde våger

2011-10-09T00:25:00.002-05:00

Ind imellem indlæggene fra vores forlængst......alt . for . længst.....overståede roadtrip anno 2011- som jeg kæmper lidt med at finde tid til at få skrevet, så foretager vi os andre vanvittige ting.....
....såsom idag, at haste ud og købe telt, soveposer, kogegrej og myggespray - fordi vi i næste weekend skal på spejderlejr med drengene....
.....eller at kaste os ud på en forlænget weekend til Orlando, Florida- for at lade sanserne bombardere i en fuldstændig kunstig og plastificeret Verden, som vel nærmest er den diametrale modsætning til den kommende spejderlejr.

Nå men....
I Orlando har man samlet ALLE de gigantiske forlystelsesparker, såsom DisneyWorld (der inkluderer et hav af forskellige parker), SeaWorld og Universal Studios.

Blandt udklædte superhelte, pastelfarvede forlystelserog skjulte højtalere, der lod en lind strøm af passende muzak udfylde alle resterende, uoptagede atomer i luften omkring dig (hvilket ikke var mange sølle ioner) fejrede vi Sigurd's 10 års fødselsdag, med en gave til os alle 5: Et sansebombardement af en anden Verden, i Universal Studios.

Vi har nølet! Vi har nølet meget, med at tage turen til disse afsindigt store parker i Orlando, af flere grunde.
Selvom det næsten er en obligatorisk tur, for alle familier med børn, der bor i relativ kort afstand af Florida, så har det på en måde virket helt uoverskueligt, på vi voksne, at skulle bruge hele dage, indhyllet i popcorn- og candyfloss-lugt, med sukker-speedede børn på jagt efter Micky eller Spiderman, mens man befandt sig som sild i en tønde og brugte alt for mange penge....hvilket er hvorfor vi har tilbragt næsten 3 år i Houston med at tage tilløb...men NU skulle det være!
Vi greb chancen og tog til Universal Studios, primært for at se Harry Potter og hans Hogwarts-verden, da drengene har taget denne unge troldemandslærling til sig med føn og klem og det var en helt utrolig fantastisk oplevelse!!

Harry Potters Verden var utroligt gennemført og sådan en fornøjelse at komme igennem, med bøgerne og alle de små detaljer i frisk erindring. Her kom vi igennem Dumbledores kontor og så talende malerier. Vi besøgte butikken, hvor der blev solgt tryllestave og så dem i funktion, mens der udenfor blev solgt Butterbeer og Every Flavour Beans. Vi kom på flyvetur på et kosteskaft med Harry og Ron og så bidende bøger, flyvende nodeark etc. etc.
De andre verdener var mindst ligeså gennemførte og utrolige......
....og vi voksne fik mindst lige så meget ud af de dage, som ungerne.

INTET er overladt til tilfældigheder i de to parker, som Universal Studios består af. Her er alt gennemtænkt ned til mindste detalje og man bliver taget vare på, mens man - uden at bemærke det - bruger langt flere penge end tiltænkt og har det skægt, mens man med jævne mellemrum må samle underkæben op fra fortorvet, i selskab med Harry Potter, The Simpsons, Shrek, Dr. Seuss, ET, Spiderman etc. etc.
Dagene forsvandt alt for hurtigt og vi blev alle mindst et par centimeter lavere af at trave og traske rundt og stå og gå i kø. Vi fik udfordret alle vores sanser på den bedste facon - hvilket faktisk ikke indbefattede pocorn- eller candyfloss-lugte, jeg vil faktisk tro, at der er fuldstændigt styr på selv lugtene inde i disse parker......som sagt ingenting er overladt til tilfældighederne....

Jackson Hole

2011-09-29T21:45:00.001-05:00

Som den sidste bastion eller indgangs-port når man kommer syd fra, ligger byen Jackson, eller populært kaldet Jackson Hole, inden man kommer til de enorme nationalparker, Grand Teton national Park og Yellowstone National park.
Jackson er et kæmpe turist-knudepunkt, hvor hoteller ligger side om side.
Om vinteren, fyldes sengene af ski-entusiaster, der finder op til en række meget udfordrende løjper og et meget pålideligt snefald.
Om sommeren, tumler alle, med bare lidt trang til storslået natur, på alle tilgængelige transportmidler, rundt i byen - med håbet om snart at se bjørne, ulve, bison, elk og så videre malet i ansigterne og luften svirrer af utrolige historier om nærkontakt med vilde dyr af 27. grad (!!).

Elk-gevirer var et gennemgående tema i byen.
Jeg var i grunden en smule frastødt af de enorme mængder af elk-gevirer, der var brugt til at udsmykke byen. Hovedsagligt fordi, jeg var overbevist om at disse gevirer stammede fra nedlagte dyr og udsmykningen dermed blev en anelse morbid.
Men det viste sig jo - selvfølgelig- at det blot var mig og min uvidenhed, der så døde dyr i hobetal da elk, i lighed med så mange andre gevir-bærende dyr, hver vinter smider deres enorme gevirer. Elken fortsætter derefter sit forhavende, sprællevende og kortvarigt gevirløs indtil, et nyt gevir moser sig frem i panden på dem og vokser sig til fuld størrelse på 3/4 år og historien gentager sig....
Områdets drengespejdere har så til opgave, hver vinter/forår at tage ud i det nærliggende National Elk Refuge og indsamle alle gevirerene......
En lille del er, som sagt, blevet brugt som udsmykning i byen, mens størstedelen udloddes ved storstilede auktioner - og lokale skilte fortalte at langt de fleste gevirer ender i Asien - på det noget alternative medicinmarked.....
En anden fantastisk oplysning er det faktum at disse gevirer er opbyggede af nogle af de hurtigst voksende celler. Gevirerne ender på 3/4 år ofte i størrelsesordnen 1,5 meter høje og 20 kilo, og de kan vokse med 2,5 cm om dagen, hvilket næsten skulle være nok til at man kunne se dem vokse.
En alternativ udsmykning, lavet og vedligeholdt af byens Rotary-klub, der som adspredelse i de lange, barske og mørke vintre tilbyder gevir-fletning?

Fantastisk udsmykning.........
........skøn???.....tjah....mjah....neeeej........Nej!....men superinteressant og spændende, når man løber rundt med et kamera for øjnene!

Boyscouts

2011-09-27T10:20:00.001-05:00

Tjikkerlikker tjikkerlikker chow chow chow......
....eller hvordan den nu går.
Drengene er startet til spejder og igår fik jeg endelig købt deres uniformer og straks efter skole og lektier, smed de deres civile tøj og iførte sig uniformerne.
Aksel spurgte Olga med et meget alvorligt udtryk i ansigtet og en vældig rank ryg, om han ikke bare var flot nu.....
Olga og undertegnede nikkede bekræftende og hev de to spejderdrenge ud i haven til dokumentering af fine nye uniformer.
Nu hænger det jo så på "moren" i familien.....jeg vender og drejer desperat hovedet for at finde hende......at sy et hav af mærkater og ting på uniformerne......fordi der nævnes ingen steder at "faren" kan sådanne nyttige ting.

Aksel er Wolf (Ulveunge) og Sigurd er Webelos (forkortelse af WE will BE LOyal Scouts)

Til spejdermøderne hersker der underligt nok totalt støj-kaos i hver af de små lokaler, hvor drengene er - og det på trods af at 90% af de tilstedeværende spejdere har deres fædre og/eller mødre siddende lige ved siden af - eller måske er det fordi.....?
Det skal nok blive fint og sjovt - specielt fordi der er indlagte lejre i løbet af året, som hele familien skal deltage i.....og så er det at jeg skal overkomme en fobi mod at ligge i telt i skovbunden ved siden af giftige slanger, store edderkopper (og de små giftige edderkopper), snusende natdyr og sultne Texas myg.
Jeg husker faretruende scenerier fra min egen spejdertid, hvor en leder, på en lejrtur måtte hastes på hospitalet, fordi hun havde slugt en hveps - så selv i DK kunne lejrture blive spændende......men slanger og edderkopper ér og bliver i en HELT anden boldgade...
Det er vel det spejderlivet også handler om, at overskride sine egne grænser (og ynkelige husmoderlige fobier)

Store vidder i "range lands"

2011-09-25T00:24:00.000-05:00

Der findes vidder så store og ubeskrivelige.......
Vidder, så bjergtagende - ærefrygtindgydende - fantastiske - betagende - mageløse - fabelagtige - og tusindvis af andre superlativer......
.......kort sagt, enorme vidder af frugtbart, uberørt land, og så ubeskriveligt for os......måske fordi vi kommer fra et lille afgrænset og kompakt land, som Danmark, hvor hver en lille kvadratcentimeter nogengange synes at være redegjort for og pusset og plejet med ukrudtsbrændere, RoundUp og/eller traktorere af enten haveejere, landmænd eller af Staten.
I dette land, findes der simpelthen så enormt mange tusinde kvadratkilometer urørt natur, hvor man kan køre og køre i timevis uden at se andre tegn på menneskelig indgriben end vejen man kører på.
Vi kørte igennem smukke bjerg- og steppe-områder i staterne Colorado, Utah og Wyoming på vej nordpå og så farver og landskaber ændre sig. Her kom vi bla. igennem Dinosaurusland (Dinosaur-Triangle)...som er et stort område, der strækker sig ind i alle tre stater, hvor jordlag og formationer fra en flod, der løb i Jura-tiden ("Jurassic-tiden" på engelsk) er afdækket, og har afsløret tusindevis af fossiler fra dinosaurere, der (med forskernes ord: "Højst sandsynligt.....") i sin tid er druknet i en stor oversvømmelse......som har ført fortidsøglerne med strømmen og har stedt dem til hvile, i dette område.
Antallet af flodbølge-dræbte-kæmpeøgler er så stort, at området, millioner af år senere, får "National Monument"-status og dette allerede i 1915.
Blot som en lille tilføjelse, så læste jeg at udover de millioner-af-år-gamle dinosaur-fossiler, så findes der her også klippestykker og dele af bjerge, der fremviser materiale, der spænder over (hold fast!!!) 1.1 MILLIARD år.....pyha, hvis man lige synes at stenalderen skete for mange år siden.....
Nå.....dette skulle blot være et lille kort indlæg om de store vidder - men sådan endte det desværre ikke.....fordi jeg kom til at læse - gjorde jeg - ja, jeg gjorde....længe.....
Jeg læste interessante indlæg og historier om, at der i 1940'erne og '50erne udbrød en sand krig (på det verbale plan) mellem dem, der kunne se det bevaringsværdige i naturen og de tilsandede øgleknogler og så dem, der havde blikket rettet mod fremskridt og det voksende behov for billig energi.
Som Oscar Chapman (USA's indenrigsminister under Truman) påpegede ".....desværre har de samme naturlige processer, som har skåret storslåede kløfter og skabt smukke landskaber, også skabt dæmnings- og resevoir-egnede områder, der er enhver ingeniørs veritable (våde) drøm."
I 1956 postede Eisenhower 760 millioner dollars i en beskyttelse af parken for at afgøre det slagsmål!

Vi kørte igennem området uden at stoppe ved Dinosaur National Monument-Museet, der var lukket pga ombygning og nød blot naturen og de 70'er-agtige påmindelser om at vi befandt os i dinosaurus-land og tog os nogle stop i ny og næ, for at se på naturen og hilse på nutiden øgler.....

Som en passende afslutning, med den nyerhvervede viden om dæmnings-krigen i området, så kørte vi på vejen ud af Dinosaur-Triangle og videre op i Wyomings meget mere åbne og grønne landskab, over Flaming Gorge Dæmning. Denne dal/kløft blev så begravet under metervis af vand i jagten på billig energi. Den henligger nu som en fin sø, med masser af rekreativ udfoldelse i form af bla. fiskeri og vandski.

....jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det, der er under vandet.....alt det druknede.
Måske man skulle lære at dykke?

Black Canyon of the Gunnison

2011-09-16T15:33:00.002-05:00

På vores ferier har vi som tidligere nævnt, ikke ret meget planlagt på forhånd.
Vi nyder at kunne lade ting dukke op og lade os overraske og det er smaddersjovt at køre på opdagelse.
Denne dag løb vi fingeren hen over kortet over Vest Colorado, mens vi kørte ad vores anslåede rute nordpå og så "Black Canyon of the Gunnison" nævnt.
Da ingen af os havde hørt om stedet før, slog vi det hurtigt op på nettet og blev oplyst om flg.:"...den smalleste, stejleste kløft i USA...."
Vi har efterhånden lært at tage store ord som "...den største..." "...den bredeste...." "....den bedste...." osv med et gran salt, herovre - men syntes at dette sted måske lige skulle undersøges.....det lå jo nærmest på vejen.

Vi havde jo Grand Canyon at sammenligne med og Black Canyon kan sagtens være med i dét fine selskab. Et selskab af kløfter der gennem millioner af år er blevet udgravet af brusende floder, der med stor appetit har ædt sig dybere og dybere ned i underlaget og efterladt prægtige huller, der sagtens kunne fungere som støbeforme for alverdens bjergkæder.
Black Canyon var dog en helt anden oplevelse end Grand Canyon og på sin vis en meget større oplevelse. -Sandsynligvis fordi vores forventninger var uforberedte på hvad vi ville stå på kanten af.
Black Canyon National Park er en mavepumper af en svimlende og dramatisk kløft at besøge.
Sikke et sug i maven, når stedets størrelse og dybde og omfang går op for én mens fodfæste og balance pludselig synes at svigte og man griber efter noget at holde fast i.

Hvor Grand Canyon måske virker mere tæmmet og plastret til i asfalt og trådhegn og gelændere, ved de mest turist-trafikerede udsigtspunkter(således at man havde en eller anden form for "efterhånden rusten, gennemtæret og måske falsk" tryghed, mens man bevægede sig rundt) så var der ikke meget asfalt, gelænder eller trådhegn over udsigtspunkterne i Black Canyon.
Her var lavet enkelte platforme, men ellers havde man fornemmelsen af at være ude på kanten af afgrunden med ansvar for eget liv og levned i egne skridsikre skosåler.
Grand Canyon blev også udnævnt til Nationalpark allerede i 1917 og har været en turistmagnet i de sorte perioder i historien, hvor man var en anelse mere ufølsom - hvad bevaring af natur og omgivelser angik - når turistfaciliteter skulle bygges.
Black Canyon har været et "National Monument" siden 1930'erne men fik først Nationalpark-status i 1999.

Klipperne var stejle og stod som lodrette vægge ned mod Gunnison-floden der, på det dybeste sted, løb 700 meter nede.......hvilket måske ikke virker så voldsomt (sammenlignet med Grand Canyon, der på sine steder er 1800 meter dyb)......men det er lodret nede!

Det var en øvelse i balancegang på flere niveau'er - da ungerne skulle holdes i en rimelig stram tøjle mens man selv skulle holde den indre balancenerve og katastrofe-fantasi i kort snor og der skulle jo også studeres i kikkert og kamera....I ved, på bedste jubel-turist-vis, balancerende....bare liiiiidt længere ud for at få et enkelt kig eller billede af de svimlende dybder og dimensioner mens ungerne susede alt for hurtigt rundt med klatre-fantasier der kun svært lod sig stække.....

Filmen her er en lille bitte (og ikke særlig spændende) bid af slutningen på en længere diskussion med Aksel, der virkeligt ikke kunne se det rimelige i at han FØRST måtte klatre på ydersiden af klipperne, NÅR han havde øvet sig OG var blevet voksen - der var alt for længe til......selv Olga havde forstået at det er godt med sikkerhedsudstyr.

Navnet Black Canyon har kløften fået fordi, kløften er så snæver og stejl at solen ikke når ned og oplyser klipperne, de fremstår derfor ikke særligt farvestrålende og er meget mørke, næsten sorte i skyggerne. Kløften har dog mange "kulørte" steder, hvor klippevæggene er "malet" med andre klippe/stentyper (lava der i tidernes morgen har tvunget sig vej ned i klippesprækker og er størknet og nu står som fine striber)

En flot, flot oplevelse i en smuk Nationalpark som vi simpelthen ikke kan anbefale nok.

Million Dollar Highway

2011-09-11T15:49:00.002-05:00

Stykket af U.S. Route 550, der går fra Silverton til Ouray, kaldes "Million Dollar Highway" - navnet har den meget snoede og smukt beliggende vej fået, måske fordi at den kostede en million dollars pr.mile at bygge - dengang i 1920'erne hvor den blev bygget - andre mener at den fik navnet fordi, der ligger guldstøv for en million dollars, som underlag for asfalten.
Bjergene som vejen snor sig gennem var/er fyldt med ædle metaller og har været udsat for heftigt minedrift igennem tiderne. Der ligger sønderdelt bjergmateriale i store massive bunker ned ad alle bjergene, som sandsynligvis er gennemhullede som schweizer-oste.....flere mine-tunneller går op til 10 km ind i bjergene. Som nævnt i et tidligere indlæg, så er stort set al minedrift i disse majestætiske bjerge lukket ned - nogen blot indtil markedsprisen måske igen når et niveau, der kan retfærdiggøre det store og ressourcekrævende arbejde, det er at få bragt guldet ud i dagens lys. Men nu står og ligger sporene fra minedriften spredt langs turen fra Silverton til Ouray.

Vi var ikke kommet langt udenfor Silverton før vi så den første forladte og lukkede mine, som vi naturligvis måtte undersøge. Minen havde været lukket længe og rester af gamle rustne minevogne, kabler og rustne tandhjul lå spredt omkring i området og nede ved et nærliggende vandløb.
Ungerne var straks meget optagede af, at minen havde udvundet guld og sølv af de smukke klipper og gik straks igang med en intensiv guldjagt i området, hvor hver og én af de mange smukke sten måtte vendes.....dog var det eneste guld de blev beriget med, en omgang guldfeber og det, der kaldes "Fools gold" (narreguld eller pyrit) som vi fandt som små glimtende nister i stenene.....eller måske er det guld???

Turen langs "Million Dollar Highway" er som sagt meget snoet, (så snoet at vores GPS var ved at slå knude på sig selv) og smuk og foregår på en smal, smal vej, hvor der på den ene side står en lodret klippevæg og på den anden side - med jævne mellemrum - er udsigt til en dyb og svimlende afgrund. Vi kørte heldigvis i den rigtige retning, om man vil, da vi havde den inderste kørebane, med klippevæggen som nabo, mens de forbipasserende modkørende havde afgrunden under højre forhjul.
Vi passerede mange motorcyklister i større grupper (indtil flere med én hånd på et slingrende styr - mens den anden hånd forsøgte at forevige ruten på videokamera!!) - ruten er meget eftertragtet blandt motorcyklister og ruten byder også på små tætpakkede parkeringspladser, hvor biler med tomme trailere stod og ventede tålmodig på ejernes tilbagekomst. Et af områdets mere populære tilbud til turister er 4WD (4-hjulstræk)-ekspeditioner ind i bjergene, oftest på de små ATV'er (4 hjuls-trukne motorcykler, som ikke må køre på vejene, men transporteres på dertil indrettede trailere) hvorpå man kan forcere udfordrende bjergterræn, mens bjergluft og stilhed efterlades ligeså sønderknust, som de underminerede bjerges indmad.
Når det er sagt, så skal det dog nævnes, at bjergene rummede mere end rigeligt plads til også at finde skønne, smukke, rolige pletter med ophøjet stilhed og monumental skønhed.

Byen Ouray, som markerer endestationen for "Million Dollar Highway" kalder sig selv for "Switzerland of America" på grund af byens placering, i en snæver dal, med høje stejle bjerge på tre af byens sider (og sandsynligvis ikke fordi de omgivende bjerge, som tidligere nævnt, er gennemhullede som Schweizer-oste)
En anden ting, der for os, svagt mindede om Schweiz - ud over den varme chokolade, som gled foruroligende nemt ned, på en hyggelig kaffebar, var priserne(!) i byen, alle ski-stativerne udenfor alle hotellerne og så hovedgadens mærkevareforretninger.
Vi skyndte os videre.

Texas brænder

2011-09-07T19:21:00.002-05:00

Det brænder overalt i Texas.
En kombination af lang tids benhård og udmarvende tørke og så en ubamhjertig tør vind, (fra den tropiske storm Lee, der giver oversvømmelser i Louisiana og Georgia) fik i weekenden mange skovbrande til at vokse sig umanerligt store og altfortærende.
Brandene æder skove, græsstepper og beboelser....indtil videre er der gået ubegribeligt mange hjem til - mens folk i stort antal blive haste-evakueret og ilden er ikke mæt endnu.
Jeg sad og så nyhederne igår, hvor et område ved Austin, var blevet beordret til at evakuere og man så enkelte bruge kræfter og tid på at bære deres fladskærms-tv'er ud i bilen, mens andre blot havde nået at få kæledyret med.
Vi kan lugte og se røgen her i Katy, selvom de brændende områder, omkring Houston, er mange miles herfra (endnu). (Her er et interaktivt kort, der pt viser brandene)
I mandags var vi på besøg hos gode venner og kunne se store flager af aske, der dalede ned i poolen, mens solens farve var farvet smukt rød af røg, men farven var også ildevarslende mørk og truende.Der blusser brande op overalt og langt de fleste bliver hastigt slukket - men brandmændene kæmper mod dårlige odds og selvom vinden er stilnet af, så er der stadig knastørt overalt og der skal ingenting til, for at sætte fut i fejemøget.
Videoen viser, hvor utroligt hurtigt ilden breder sig, når vinden har fat.
Videoen er ikke manipuleret på nogen måde.
Bemærk hvor hurtigt et træ blusser op og alt løv er forsvundet. De er så knastørre at de nærmest fungerer som tændstikker.Det er vanvittigt og oveni alle disse naturkatastrofer, der for tiden hagler ned over USA og lægger folks liv i ruiner, så skal man lytte til et par Republikanske præsidentkandidater, der antyder at det er Gud's måde at lade Washington og Verden vide at det er tid til systemskifte......( her placeres kraftig hovedrysten!!!!)

Durango og Silverton

2011-09-04T12:05:00.000-05:00

Er der nogen der har set den formidable animationsfilm "Rango"
Filmen var det første jeg tænkte på da vi ankom til Durango, en gammel mine/stationsby der ligger i Colorado's sydvestlige hjørne imellem de smukke bjerge i Rocky Mountains.
Filmens hovedperson, en kamæleon skal i en scene i filmen, hurtigt opfinde et navn til sig selv og læser så navnet på en flaske kaktussaft: Durango, hans hånd glider ind over de første bogstaver i navnet på kaktussaften og han beslutter sig for at kalde sig selv "Rango"
Durango havde faktisk et bryggeri (som enhver lille flække med selvværdet på plads) og jeg MÅTTE ind og købe en "sixpack" af deres ganske udemærkede bryg (rigtig øl og ikke politisk korrekt kaktussaft) - blot for det faktum at det lugtede lidt af Johnny Depp som lægger stemme til figuren "Rango" i filmen!

Durango er som nævnt en stationsby og vel nok mest kendt for at være den ene af de to stationer på "Durango-Silverton Narrrow Gauge Railroad"'s tur igennem Rocky Mountains. Denne jernbane, med dets damplokomotiv blev bygget i 1882, for at betjene guld/sølvminerne og har faktisk kørt lige siden - eftersigende uden afbrydelse!
Turen er idag ikke for at betjene minerne, som i stort omfang er lukket ned - (det skyldes ikke at bjergene er tømte for værdifulde metaller, det skyldes at dagens markedspriser ikke kan stå mål med besværet og arbejdet med at finde frem til godterne) - den smukke rute køres idag af damplokomotivet, for turisternes skyld.
Vi valgte dog de asfalterede veje fra Durango til Silverton, og kørte igennem et smukt bjerglandskab, hvor vi stoppede kort ved en enkel af flere varme kilder, der findes i området. Denne havde sit udspring i vejsiden og var meget svær at overse, med sit organiske udseende, der uværgeligt mindede os hver især om forskellige utiltalende kropslige funktioner.....
Jeg vil lade Jer selv bedømme....

Silverton er en lille hyggelig by, som man ankommer til oppe fra bjergene. Her bor godt og vel 500 mennesker med tilbagelænet gæstfri attitude, der imødekommer turister året rundt med ikke mindre end 15+ hoteller i selve byen (og her er B&B's ikke talt med)
Hovedgaden hvorom hele byen er centreret er den eneste gade, der er asfalteret, resten af byens gader er brede grusveje, som sikkert ikke koster videre at udbedre for skader forårsaget af frost og tøbrud, men som uværgeligt må være utroligt mudrede store dele af året.
Der var et eller andet utroligt sympatisk ved Silverton, hvad enten det var de tilbagelænede mennesker, vi talte med eller det var byens smukke multifarvede victorianske udseende med de prægtige bjerge hele vejen omkring......eller var det bare grusvejene der gav lidt lejrbålssteming til dele af byen.......Vi følte os ihvertfald utroligt godt tilpas.

På en dejlig tidlig sommermorgen, gik jeg en tur rundt i den skønneskønne friske og dejligt duftende bjergluft, mens byens beboere langsomt fik startet byen op og morgenluftet deres hunde i sutsko (ikke hundene).
Ned ad en gade/grusvej kom en kaffebutiks-indehaver vandrende med en plade fyldt med nyligt hjemmebagte blueberry muffins i lag, på vej mod sin kaffebutik....jeg fulgte efter hende og duften fra hendes muffins og fik mig en utroligt vellavet økologisk cappuchino og en tripple espresso til Torsten, som stadig lå og snuede med ungerne hjemme på hotellet, Grand Imperial Hotel.
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at på det utroligt hyggelige hotel, der blev bygget i 1800-tallet, sad der stadig bly-kugler i væggene fra dengang guld-og sølv-feberen rasede.


Vores hotelværelse inklusiv småblomstret tapet og Monet

Mesa Verde

2011-08-28T21:44:00.004-05:00

Vi havde faktisk en noget snobbet forestilling om at vi HAVDE set Indian Dwellings (Indianer-boliger/byer bygget ind i klippevægge og huler) og endda nogle meget fine nogen af slagsen i Gila, så dét der Mesa Verde-turist-helvede behøvede vi ihvertfald ikke.....
.......har man set en dwelling, har man set dem alle.....eller?

Men pludselig stod vi jo og skulle køre lige forbi "Mesa Verde National Park" i det sydvestligste hjørne af Colorado og selv vores halvsnobbede forestillinger kan være eventyrlystne, specielt når det nævnes at det er den største "Indian-dwelling" i Nordamerika!

"Mesa verde" er spansk for "grønt bord" og området fik navnet på grund af bjergene, der er flade på toppen og fyldt med skove af enebær. Bjergene rejser sig højt over det omgivende land og det giver en helt formidabel udsigt til alle sider, når man har bevæget sig opad på en længere køretur igennem skovområder.

Områdets skove bære mange steder præg af skovbrande, som opstår som følge af lynnedslag......nogle skovbrande skete tilbage i 1970'erne, men på grund af områdets langsomt voksende vegetation, står rester af nedbrændte træer stadig højere end den nye bundbevoksning og det kan være svært at se forskel på det, der brændte for 5 år siden og det, der brændte for 35 år siden.

Områdets rangere fortalte os, at de fuldt udvoksede områder havde rundt regnet 400 år på bagen, så en skovbrand har virkeligt store konsekvenser for området.

De berømte indian-dwellings, som der ligger omkring 600 stk. af i området, blev bygget af områdets Anasazi-indianere for 1000 år siden. Det har jo næsten været en metropol! Man mener at området i Mesa Verde var beboet i omkring 700 år frem til 1300-tallet, hvor området af uvisse årsager blev forladt og glemt.
Sidst i 1800-tallet blev stedet genopdaget og igennem flere årtier blev de nænsomt byggede landsbyer inde i klipperne udplyndret og vandaliseret i datidens søgen efter rigdomme, inden at Roosevelt endelig i 1906 udråbte stedet som Nationalpark til bevaring af "værker udført af mennesker".

Cliff Palace

Vi fik set flere dwellings, bl.a den vel nok mest berømte, "Cliff Palace" udefra og tog en guidet tur til "Balcony House" for at se den indefra.
Det var en utrolig skøn oplevelse.
"Balcony House" ligger på en skjult og noget utilgængelig klippe. Man skulle klatre ned ad huggede trappetrin i klipperne og op ad adskillige stiger, for at komme op til en fint bevaret dwelling hvori vi på sædvanlig entusiastisk vis, af en ranger, fik fortalt og beskrevet indianernes daglige og barske tilværelse.

Deres tilværelse indbefattede f.eks hverken huggede trappetrin eller stiger, de måtte klatre til og fra "Balcony House" på den næsten lodrette klippevæg.....men sikken udsigt de har haft!!

Det var en superspændende klatretur og oplevelse for ungerne og turen ud af "Balcony House" foregik igennem en smal, lang og mørk tunnel, som vi skulle kravle igennem på alle fire, for derefter at skulle klatre op ad endnu en stige, der næsten hængte ud over afgrunden og dét passede også lige i ungernes kram.

Det er altid godt med lidt klatring og spænding til at gøre en gåtur interessant.
Mesa Verde National Park er et fantastisk sted!
Et meget smukt område og med spændende og meget imponerende dwellings. Vi drog derfra godt opløftede over den skønne oplevelse og som et "kirsebær på toppen".....hvilket vist er en noget amerikansk udgave af "prikken over i'et" så fik vi også lov til at se en Bobcat (en Los) trisse rundt på en skrænt lige ved siden af vejen, hvor vi kørte.....
.......på vanlig vis greb jeg efter kameraet - mens jeg forsøgte at stoppe bilen ved at trampe min fod ned på den imaginære bremsepedal, som vi "bagsæde-chauffører" har i passagersiden og fik moslet min fod op under en plastik-beklædning, nede ved gulvet, som skar et anseeligt hul i min storetå, da jeg ville have foden UD igen!! Men et par ynkelige billeder af lossen (måske en rødlos) fik jeg da!

Roadtrip 2011- Afsted og Four Corners

2011-08-24T17:45:00.003-05:00

Igen i år valgte vi at holde vores familie-ferie her i USA.
Vi har de sidste par år delt ungernes skoleferie op i en Danmarks-tur, hvor jeg tager afsted med børnene, mens Torsten arbejder. Han planlægger så at de arbejdsrelaterede ting, der skal klares i Danmark, møder etc. så vidt muligt foregår i den periode, så han kan støde til os og tilbringe lidt tid sammen med os og se venner og familie, mens han også klarer arbejdet.
Senere, i ungernes 3 måneders sommerferie, tager vi så ferie allesammen i et par uger her i USA.
Der er så meget at se i dette kæmpe land og vi arbejder med næsten indædt målrettethed på at få gennemtrawlet de mest eftertragtede seværdigheder mens vi befinder os herovre og mens tilgængeligheden er lige ud ad landevejen i vores trofaste Volvo.
Dette års 14 dages roadtrip tog os over 4700 miles rundt i et *her indsættes superlativer i overflod* område af USA, hvor nationalparker ligger som perler på snor og befolkningstæthed....tjah....her tælles vist kun i turister, bison og elk...
Vi havde som hovedmål at komme hele vejen til Yellowstone......som lå små 30 timers ren kørsel nordvest for Houston.....hvis man tager den direkte vej på motorvejene.....hvilket vi naturligvis ikke havde tænkt os.
Faktisk havde vi som udgangspunkt (igen) ikke så mange andre ting end Yellowstone planlagt......
......rent faktisk havde jeg løst planlagt en rute nordpå gennem Colorado og Denver, som Torsten samme eftermiddag, hvor vi skulle afsted, fejede af bordet, fordi en kollega havde en række anbefalinger til en alternativ rute.....og fik dem solgt.
Vi startede dog med at tage det første lange ben af vores tur, som planlagt, som en nattekørsel.
Turen ud af Texas er laaaang og relativt kedelig, så vi kørte afsted fredag aften og nåede efter en lang nat, med primært Torsten ved rattet, til New Mexico, hvor jeg som kortvarig chauffør og dermed den eneste vågne på det tidspunkt, kunne se solen stå op i ørkenen og indsnuse en dejlig tør, frisk og duftende morgenluft.
Vores ferie var begyndt og det føles simpelthen så vidunderligt at få det stadfæstet med en smuk solopgang i helt fremmede og smukke omgivelser.

Helt i tråd med vores konstant skiftende planer, måtte vi køre fra den første seværdighed ved Santa Fe i New Mexico, med uforrettet sag. Vi havde glædet os til at se "Tent Rocks" men ved indgangen til monumentet, blev vi bedt om at vende om fordi området var blevet oversvømmet......som følge af slukningsarbejdet af de store skovbrande, som hærgede i Juni omkring Santa Fe.
Så vi fandt kortet frem og endte med at køre til "Four Corners" det eneste sted i USA, hvor 4 stater mødes på et og samme punkt. Det lyder lige så interessant som det er. De 4 stater: New Mexico, Arizona, Colorado og Utah mødes på et punkt ude midt i ingenting i Navajo Nation, hvor man har lagt en bronce-plade (som agerer stegepande i juli-solens ubamhjertige varme) ned i hugget granit. Navajo-indianerne har i en pæn radius omkring krydset, boder hvor der sælges diverse indianer-tingeltangel og dét er præcist hvad man finder her, hverken mere eller mindre.
Vi stod pænt i kø for at lade os forevige i hver sin stat og tog derfra med en enkelt drømmefanger og fornemmelsen af at dette ikke ville blive oplevelsen, der ville komme til at markere denne sommers erindringer.

Heldigvis havde vi en smuk tur derud igennem et vekslende og forundeligt ørkenlandskab, hvor vi passerede Shiprock, der er resterne af en vulkan og en meget smuk og prægtig klippe.

Meget løst og groft indtegnet på et GoogleMaps-kort - så endte hele vores roadtrips rute med at se nogenlunde således ud.

View Larger Map

Et nyt år.......skoleår

2011-08-23T20:01:00.001-05:00

Pludselig er alle 3 unger afsted....
Jeg var rørt på deres første skoledag, da jeg fulgte dem alle 3 over på skolen og fik lov til at følge Olga ned til hendes klasse, hvor hun blev budt hjertlig velkommen.

Men idag var næsten værre, da jeg lod dem gå afsted selv over vejen. At se Sigurd tage Olga's hånd, mens han og Aksel var hendes øjne og ører i trafikken og hun blindt bare lod sig lede afsted over til skolepatruljen, fik mit mellemgulv til at lave en underlig manøvre.
Det tager kun et millisekund, fra man sidder med dem som hjælpeløse babyer, til.....nåja;o)

Still here....sort of....

2011-08-23T00:17:00.002-05:00

Jeg har formået at få lagt en lille brøkdel af vores billeder, fra vores nyeligt overståede Roadtrip anno 2011 ud på min Facebook-profil......det er så også dét!
Jeg har en masse oplevelser som jeg frygtelig gerne vil have skrevet blogindlæg om, inden at de forsvinder....men....
Jeg har været i et antiklimaktisk chok efter at vi kom hjem for lidt over en uge siden og har haft oplevelses-abstinenser.....med alt hvad det indebærer af ukonstruktive brokke-gloser over varme, hverdag, vasketøj og mere vasketøj, som eneste tankevirksomhed - mens jeg har overværet ungerne, der jublende lykkelige over at være hjemme og med afsindig lege-entusiasme har spredt deres legetøj og legeglæde ud over hele huset......NOGEN er glade for at være hjemme og glæder sig (måske) til hverdagen.....som jo er indtruffet idag! (Måske mere om det senere)
I arbejdet med at sortere i billederne fra vores tur, sølle 5000 billeder på 14 dage (hvilket før den digitale jubeltid, i gammeldags rullefilm ville svare til at jeg havde fyret næsten 140 film af (10 film om dagen)- som hvis de alle blev fremkaldt, ville begrave os i et bjerg af papirbilleder!!) sad jeg et øjeblik og lod mig overvælde endnu engang over alle vores fantastiske indtryk og utroligt smukke og ubegribelige oplevelser og al den fantastiske tid vi har sammen i familien og blev enig med mig selv om at hvis jeg nogensinde - af en eller anden grund - formastede mig til at synes, at jeg ikke opnåede dét, som jeg havde ønsket for mit liv - så skulle jeg have et hårdt spark over skinnebenet.......og nogen skulle vride mig i næsen.....
.......
....vi har endnu engang internt i vores lille familie, fået konstateret at - "at rejse er at leve" - er en sandhed som vi med hjerte og sind på alle mulige måder deler med HC Andersen
Vi har fået krydset en del ting af på vores "Bucket List" (den berømte liste over ting, som man gerne vil se eller opleve inden man dør "...before you kick the bucket" - hvilket måske bedst kan oversættes til at "stille træskoene") og som Lone Kellerman i sin tid sang om Venedig, så er der steder, som bare fylder bægeret helt op og man kan læne sig tilbage og føle at man har oplevet og set det ypperste og at nu behøver man ikke mere!

Jeg vil straks vende tilbage.....når der igen starter blot en smule tankevirksomhed op igen - forhåbentlig med en række indlæg om vores fantastiske tur.

Skrammer og rosenrødmen

2011-07-26T08:42:00.000-05:00

Ungerne har det fremragende når vi er i Danmark på ferie.
De har alle 3 fået et meget rosenrødt billede af, hvordan livet i Danmark er. De ser kun landet klædt i lysende grønt, med prægtige sejlende skyer på en Madam Blå himmel. De drøner rundt på græsplæner med bare tær, uden gran af bekymring for stikkende, bidende og giftigt kryb - (de undgik ikke et par smertefulde stik af humlebier, der var på overarbejde i kløverblomsterne) og leger vilde lege i græsplænen, laver bål og brænder sig på alt for varme marshmallows, får mavepine af umodne mirabeller og æbler eller af al den modne frugt, som de plukker direkte fra buske og træer, mens solen nænsomt varmer i nakken eller regnen siler.
De bare ben bærer præg af udendørslivet og for drengenes vedkommende, ligner de drengeben, som jeg altid har forestillet mig sunde drengeben skulle se ud, godt smurt ind i græssaft og jord, godt skrammede og let blodige.
Olga's ben forblev på mystisk vis rene og fine.....i modsætning til hendes fødder, der knapt kunne skelnes fra græsplænen.
Fra det øjeblik, ungerne stod op, til de kom i seng - ofte alt for sent (fordi solen står højt på himlen til næsten midnat og narrer forældrene til at tro at det stadig er tidligt og langfra sengetid) var de alle 3 udendørs og fuldt optagede af at lege. Regnvejrsdagene var straks lidt værre at udfylde - men blev i flere tilfælde brugt siddende ude i bilen(!!!) hvor regnen trommede på taget mens Nintendospillene lystigt bibbede. Regnvejrsdagene talte vi heldigvis ikke så mange af under vores besøg - hvilket er heldigt for os og totalt forvridende i forhold til ungernes billede af Danmark.

Tilbage her i Houston er udendørslivet igen taget fra ungerne.....med mindre at det foregår i poolen. Varmen er overvældende og solen brænder, så man næsten kan mærke nakkehårene forkulle......og Danmark står for ungerne, som det eventyr de er frataget.
Så kan man nok så ofte fortælle ungerne om de lange, trange vintermåneder, hvor natten har ædt dagen og alt udenfor er gråt, vådt og mudret - og hvor skønt det er at sidde her på terrassen i Houston i 28 graders varme og grille fra november til og med maj - fordi ungerne hører det ikke og har internt besluttet at selv den mest kolde, mudrede, grå, sjappede og mørke januardag i Danmark er meget sjovere og hyggeligere end noget som helst Houston kan tilbyde....
Nogen har muligvis et alvorligt realitetschok i vente, til den første regnfulde og blæsende november med dagligdag og lektier tilbage på dansk jord.
Hvis det bliver tilfældet, skal jeg nok love, at jeg vil prøve at undgå - med iskold regn, silende ned ad ansigtet, på indkøb i eftermiddagsmørke - at gjalde af mine lungers fulde kraft: "I told you so!"

I øjenhøjde med ukrudtet

2011-07-08T02:51:00.001-05:00

Kigger ud i sommerhushaven, hvor regnen siler ned.
Regnens larm på udestuens plastiktag overdøver alt - lige med undtagelse af et par solsorte-hanner der synger i badet og ude i den regnvåde morgen, i alt det frodigt grønne ligger drengene i teltet og sover til den øredøvende lyd af dansk sommer.......eller er der alligevel stemmer derude?
Det er nemt at nyde en plaskvåd regnvejrsdag, når vejret indtil nu primært har bestået af flotte sommerdage med himler så fuldt mættede himmelblå, som farven på Madam Blå, mens en let brise løfter duften fra hybenroser og hyldeblomst til en højere enhed.
Der er noget helt uforligneligt ved en dansk sommer, som f.eks. græspollen, som ikke fås bedre andre steder!
Vi er blevet fuldtallige igen her i sommerhuset, efter at Torsten endelig også er kommet til landet.
Inden det, prøvede jeg ihærdigt at få bugt med en langhåret græsplæne her i sommerhuset og slog på 3 timer halvdelen af plænen, hvorefter jeg ikke NÆNNEDE at slå mere.......det havde naturligvis ikke noget at gøre med at jeg var næsten følelsesløs i hænderne fra græsslåmaskinens vibreren eller at 3 timer kun havde bragt mig halvvejs igennem plænen eller at jeg slog ud på armene af græspollen på trods af heftig medicinering med antihistaminer.....nej, det var fordi, det langhårede saftige græs med al dens blomstrende ukrudt pludselig forekom mig meget, meget smukkere end den brune, tørre kortklippede plæne jeg trak efter mig......og trætheden overfaldte mig, da jeg kastede mig ned i den langhårede del af plænen og kiggede på en uendeligt blå himmel med ungerne og vores tanker fløj meget bedre i det lange græs end i det korte......blev vi enige om!

Skt. Hans på poolkanten

2011-06-24T09:11:00.000-05:00

Der er brand forbud her i meget store dele af Texas.....
.....lige op til den 4. juli, amerikanernes frihedsdag, som traditionelt fejres med stort anlagte fyrværkeri-shows rundt omkring og hvor folk også selv gerne fyrer lidt krudt af.
Det bliver der ikke noget af i år - faktisk er det forbudt at sælge fyrværkeri her i Houston pt. på grund af den ekstreme tørke vi oplever i år.
.....også selvom vi fik et par timers silende regn i onsdags, den første større mængde regn vi har fået i år, så rækker den regn ikke til at gennemvæde den totalt udtørrede jord, som har lagt vådområder/sumpområder helt tørre, så den sprækkede og knastørre sumpbund er dækket af døde ildelugtende fisk....
Det nuværende brandforbud gælder helt frem til midt i oktober!

Men brandforbud eller ej, så havde vi altså en skandianvisk fejring af solen, som vi partout måtte holde i hævd. Vi måtte have et godt gammelt dansk Skt. Hans bål, bare et lille et......sådan helt hemmeligt her i haven.......sådan helt ubemærket!

Vi har erhvervet os et bålfad, som skulle indvies og inviterede gode venner over (det er vigtigt med gode "partners in crime") til at grille og ungerne kunne lege i poolen.....inden at vi med onde hensigter ville tænde et prangende Skt. Hans bål (her bør man forestille sig bålet på Skagen Strand) og sætte en gigantisk heks' liv til......

Ok, virkelighedens verden var lidt anderledes, vi fik antændt en bunke grillkul i bunden af bålfadet og lagde et par forkølede stykker træ ovenpå, fremstillede - meget Jørgen Clevin-agtigt - en lille bitte heks, som fik den tvivlsomme ære, at blive sendt til Bloksbjerg (men vist nok bare endte som forkullede papirstumper ude i poolen) og en eller anden i selskabet sang - lidt forkølet - første vers af Midsommervisen og så var formaliteterne OG bålet som sådan overstået.
Varmen er overvældende - omend ikke uudholdelig, men at sidde udenfor og spise grillmad og tænde bål i 35 graders varme, er altså ikke helt optimalt.......for vi voksne.
Ungerne derimod elskede det......selvom de også på et tidspunkt fik nok af at sidde og holde fast i en snobrødspind udendørs i varmen og langsomt - én efter én søgte indenfor i dejlige kølige omgivelser, så forældrene, hver kunne sidde omkring gløderne med en vifte af snobrødsstænger.....
Det var dog superhyggeligt!
På trods af, at det ikke syntes optimalt med et bål i 35 graders varme, så kan man ikke tage hyggen ud af et bål, med snobrød, s'mores og mørket, der falder på og ihvertfald slet ikke et lidt hemmeligt og forbudt bål - der naturligvis aldrig nærmede sig en brandrisiko.

Kære Fotograf

2011-06-23T08:50:00.003-05:00

Jeg beklager den rungende tavshed her på bloggen.....
Ungerne har sommerferie og der er gået børne-aktivering og -pasning i dagligdagen, med at smøre brød, finde is-pinde, slukke virtuelle ildebrande, varte op, arrangere småprojekter og ture ud af huset etc.

Men computeren og specielt nyhederne, som jeg nærmest kun får via nettet, får jeg dog tid til.
Det handler jo om prioritering......
.......jeg faldte idag, via NPR over følgende side, der er brugergenereret, dvs. enhver der vil, kan tage et tilsvarende billede og lægge det ind på siden. Det er helt fantastisk og en vidunderlig ide.
Jeg er vist mildt sagt, den små-nostalgiske type, der synes at smågulnede og udblegede fotografier rummer en masse plads til fantasien om levet liv og jeg synes at ideen om at genopsøge hedegangne græsmarker fra barndommens- og/eller ungdommens - i tilbageblik- ubekymrede tilværelse, med et udbleget og gulnet fotografi i hånden, er en rørende og hjertevarmende ide, som jeg må dele med Jer!
Det hænger måske nok også lidt sammen med vores forestående Danmarkstur, som vi glæder os til og som er lige om hjørnet og som jeg slet ikke er har haft tid til at forberede mig nok på........
.....nok om det - vi har et fly vi skal nå!

Her er et par eksempler og nedenunder findes linket til siden, som jeg gerne vil udbrede.
Tag et kig:

Dear Photograph

http://dearphotograph.com/

Sort Enke

2011-06-14T10:21:00.000-05:00

Aksel kom løbende, med store glade øjne og sagde på hans bedste "danglish":
"Nu har jeg set en Black Widow med min own eyes!!"
Torsten og jeg kiggede på ham og smilede måske en anelse overbærende og sagde: "Har du set en edderkop?"
"Ja, ja, ja, lige derude i poolen!"
Aksel hopper i poolen og går over og peger op under kanten, hvor Torsten så lægger sig ned på knæ og kigger ind under kanten for at se den edderkop, som Aksel troede var en Sort Enke.
Torstens fingre, kommer meget tæt på edderkoppen, som straks forsvinder ind i en sprække og vi når ikke at se hvad det var for en slags.....men der er ingen tvivl om, at vi voksne har mere end almindeligt svært ved at tro på at Aksel har set rigtigt!
"Jo, den havde sådan nogle røde pletter på ryggen!" siger han.

Olga og Aksel leger videre i poolen og edderkoppen glemmes igen.

Lidt efter er de trætte af at være i vandet og jeg hopper i, for at få en svømmetur.
Da jeg efter endt svømning, læner mig op ad kanten, kommer jeg til at kigge, der hvor Aksel havde udpeget den "Sorte Enke" og ser en sort langbenet edderkop.
Jeg går over og kigger nærmere på den og ser ganske rigtigt en fin sort edderkop med røde pletter ned ad ryggen og ved nærmere eftersyn ses det røde timeglasformede mærke på undersiden af denne "SORTE ENKE"!!!!
(Kan I høre de skingre violiner fra Hitchcock's "Psycho" spille?)

Her sad indbegrebet af uhyggelige edderkopper - selveste "Mama-jeg-dræber-og-spiser-mine-mandlige-bekendtskaber" på vores poolkant!
Heldigvis havde vi lært at Den Sorte Enke ikke er dødelig.......som sådan.....næsten......kun dødelig for små børn eller for svækkede personer. Vi havde på "betryggende" vis hørt at stikket gør dig syg.....
".....meget syg! - Så syg at du ville ønske at den bare havde været dødelig!"
Så det var kun med let rystende hånd at Torsten indfangede den lille elegante dame.

Da hun nu var indfanget og ungerne (og en nervøst sitrende mor, med kameraet som våben) havde studeret hende gennem forstørrelsesglas, så enhver fobi og/eller frydefuld skræk blev bekræftet og tilfredsstillet, så blev vi enige om at tage på eventyr ud i den nærliggende park, George Bush park og sætte hende fri.
Måske virkede det for uoverskueligt bare at træde på hende.....måske virkede det også som spild, bare at slå hende ihjel.......måske gik der bare pædagogisk natur-skole i den........da vi med edderkoppen fanget i ungernes insektglas med lup og godt forseglet med to STORE og STRAMME elastikker omkring låget, så låget ikke kunne falde af inde i bilen (fik jeg lige prikket til en fobi dér?) kørte hele familien ud i parken, for at sætte en lille sort edderkop med røde pletter ud i et træ, langt væk fra alt og alle.

Vi gav hende navnet "Barbara" eller "Barbarella" inspireret af Den ældre George Bush's hustru, når nu hun blev sat ud i George Bush park.....selvom jeg hælder mere til Jane Fonda-tangenten, som navnet ledte videre til.

Lagt ned.....

2011-06-09T14:50:00.005-05:00

Vi har sommerferie og passionsblomsterne blomstrer og sætter store frugter!
Ungerne skulle være ude i poolen (den pool, som er en historie for sig......men det bliver en anden gang) og lege eller bare løbe rundt og gå hinanden på nerverne, fordi de skal genlære at administrere den store åbne fritid, der i alt for store mængder, engang for længe siden, blev betegnet som "roden til alt ondt" - men som for ungerne er et hvidt stykke papir, der skal fyldes ud....
Men de er simpelthen lagt ned af en rigtig modbydelig og ondsindet virus - (hvilket måske nok er selvforklarende og indbegrebet af ordet virus, at den er modbydelig og ondsindet!!!)
Først gik Olga ned med flaget med høj feber og klager over ondt i brystet........som ved et besøg hos lægen blev fastslået som lungebetændelse (omend en meget let lungebetændelse, der kunne ses på røngtenbilledet som en lille bitte grå skygge nedest i venstre lunge - men ikke desto mindre....) og halsbetændelse.
Hun en er nu på en penicillin-kur, der kunne give enhver dansk gris baghjul!

I dag, små to dage efter Olga's feber - ligger drengene bælgøjede, udmattede og slatne ovenpå en nat med uhyggelige feberdrømme......ondt i halsen
....og jeg er også lettere udmattet efter at have overværet drengene, der med åbne skræmte øjne havde kortvarige intense mareridt, som jeg ikke kunne få dem revet ud af og blot måtte forsøge at køle deres gloende ansigter ned med kolde fugtige klude, ind imellem, at de peb over kvalme og ondt allevegne....
Der er ingen af drengene, der viser tegn - endnu - på lungebetændelse så jeg venter lige med et evt. lægebesøg....(også eftersom det tilsyneladende er en virus der er tale om)

Det er blevet en stående joke, her i familien, at hvert eneste lægebesøg resulterer i en medicinkur af en eller anden art, der nogengange virker som en overreaktion på småproblemer.
Jeg har været til læge med Sigurd, der havde ondt i hælen og kom derfra med (dyr!!!) astma-medcin fordi han hvæsede vist lidt.
Det samme gjorde sig gældende ved et besøg for fodvorter......var der ikke også lidt forkølelse og hoste, som skulle have noget medicin!
Jeg har været nede med Olga, der skulle have en vaccination og fik alverdens smerte- og feber-nedsættende børnemedicin med hjem, blot for at komme evt. eftervirkninger i forkøbet.....
Jeg er blevet sendt til røngtenfotografering med Sigurd, det samme med Olga og ligeså med Aksel, blot for at være sikker på at lægen ikke overså noget.....hvilket naturligvis er vældigt betryggende - men ikke særligt tillidsvækkende overfor lægens kompetencer - jeg har konstant en følelse af, at der bliver skudt gråspurve med kanoner.....og er måske ikke helt tryg ved at ungerne skal udsættes for al den røngtenstråling igen og igen (hvilket også gør sig gældende hos tandlægen, der "for en sikkerheds skyld" lige vil tage røngtenbilleder af tænderne - hvert halve år - for at være sikker på at de ikke overser et lille bitte hul i en af mælketænderne!!!)
Det er jo som den velkendte Molbo-historie, hvor storken skal jages ud af kornmarken.
Jeg har tit en følelse af at jeg kommer hjem fra lægen med en konstatering af symptomerne.....som straks behandles medicinsk - uden at årsagen til symptomerne nogensinde er oppe at vende.

Fjerner man symptomerne, så er man jo også næsten rask!

Torsten har siddet til møder med folk, der helt klart var syge, men med tilstrækkelige mængder medicin og febernedsættende medikamenter, til at de kunne holde sig oprejst........og de samme personer sidder flere uger senere, stadig på medicin og klager over at de ikke kan komme af med den dumme forkølelse - som måske ville have været overstået i løbet af et par dage, hvis de havde givet kroppen fred og ro og lov til at bekæmpe den.
Desuden er det den slags mennesker, der er skyld i at dumme, grumme, ubehagelige virusser er på sejrstogt blandt alle mødedeltagernes familier og venner!!!

Igen kommer "Søster-Klid" op i mig. Jeg er overbevist om at det er skidt at man fylder medcin i sine børn, straks de viser tegn på let forhøjet temperatur.
Jeg tror også på, at der er et eller andet skævt i at lægebesøg er en service, som man betaler for.......hvor der er krav om kundetilfredshed, som lægerne bedst opfylder ved at få "kunderne" til at føle sig taget alvorligt og behandlet.....(har selv siddet og svaret på brugerundersøgelser i lægernes venteværelse) og følelsen af at være blevet "behandlet" er vel større hvis man kommer hjem med en recept og lidt medicin og et røngtenbillede, der viser ingenting - og forsikringsselskaberne betaler helt sikkert overpriser til læger og radiografer for de tilbudte ydelser, som forsikringstagerne tilbagebetaler i gigantpræmier og så er fødekæden jo sikret!
.....og enhver fejltagelse, som kunne skyldes, at noget overses og som sikkert ville blive straffet med monstrøse sagsanlæg, forsøges elimineret, med førnævnte gråspurvekanoner.

Vi prøver idag på bedste "Klid-vis" at få drengene ovenpå med te, hygge, hjemmebag, is og vældig meget omsorg....ihvertfald i første omgang....med mindre lungebetændelses-delen er en uundgåelig krølle på denne virus' repetoire - fordi så tager jeg ingen "klid"-chancer - så må selv de største penicillin-kanoner gerne blive kørt i stilling - også selvom der er tale om en virus!

For en god ordens skyld skal det nævnes at det jo også har sine super-gode sider.....sundhedssystemet herovre.
F.eks. når vi bliver sendt til røngtenfotografering, så sker det på selvsamme lægeklinik og ventetiden er intet mere end 10 minutter. Billederne fremkaldes straks og når vi yderligere 10 minutter senere sidder inde hos lægen igen, kan vi straks få resultatet.
Her er ikke timevis af ventetid på et hospitals røngtenafdeling og timevis af ventetid på at en læge efterfølgende får tid til at kigge på røngtenbillederne.
Den samme effektivitet gælder diverse podninger for baktusser......hvorefter lægen straks kan gå igang med at udfærdige sine yndlingsrecepter.

Tørke

2011-06-06T10:45:00.002-05:00

Stod midt i at frembringe familiens (ok.....det inkluderer vist kun de voksne...) nye yndlingsspise: Ceviche til aftensmaden, da jeg pludselig opdager at det er begyndt at regne udenfor.
Jeg råber til resten af familien, der er travlt optagede af diverse aktiviteter rundt omkring i huset, at "DET REGNER!" - hvilket afføder en kædereaktion af jubel - "Juhu, det regner!" - "Næh se, det regner!" osv.
....
....der står jeg med hænderne smurt ind i limefrugt, tomater og fisk og danser en regndans, som respons på, hvad der viser sig kun at være 2 minutters dyrebart regnvejr..... og havedøren åbnes så duften af nyfalden sommerregn kan trænge indenfor og hele sceneriet forekom mig pludselig helt absurd......

Stort set hele Texas og omgivende stater er ramt af ekstrem tørke. Dette forår har budt på rekordlave mængder af nedbør og den tørke har sammen med kraftige vinde og varme, været skyld i store steppe- og skov-brande, besynderligheder som udbrud af tyfus (fordi mus søger ind i folks hjem pga tørken og dermed smitter folk med tyfus) - og overfyldte dyreinternater (fordi vildtlevende dyr efterlader deres unger, når der ikke er mad eller vand nok) og så et landbrug/kvægdrift der ligger i ruiner, fordi der ikke er vand til køernes græs eller den dyrkede bomuld og andre afgrøder.

Udover Texas' tørke har dette forår budt på ekstreme vejrsystemer andre steder i USA - med meget ubetryggende storme, tornadoer og oversvømmelser, der har jævnet hele byer med jorden, taget menneskeliv (blot i byen Joplin i Missouri kostede en tornado over140 mennesker livet) og NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration) forventer at årets orkan-sæson, der løber fra 1. juni til 30. november bliver over normal....altså der forventes mere orkan-aktivitet end normalt - altsammen "La Niña's" skyld.....

......men da jeg under min regndans kigger ud i haven, som er placeret i dette ekstreme tørkeramte Texas, er vores pool fyldt med det mest liflige klare blå vand og havens græs er stadig grønt som følge af vores daglige vandinger med sprinklerne og hvis man kigger rundt i nabolaget, er der alle steder grønt og frodigt, som altid.....det er da absurd!

Men tilbage til regndansen og den dyrebare regn...... her er vi berøvet jublen og forundringen, der er forbundet med den første sne og har nu overført dette til en længe savnet og en alt for sjælden gæst, regnen......jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den overstrømmende, jublende glæde finder et meget lille sted at ligge på, hjemme i Danmark.

Billedet er taget ved en restaurant ved Lake Travis, der ligger nord for Austin.
Lake Travis besøgte vi i Memorial Day Weekenden og har flere gange været nede og bade i søen. Denne gang var der ekstremt lavvande i søen, nok til at jeg målløs spurgte om de var igang med at fylde søen op.....ok der var flere der trak på smilebåndet over det - ellers yderst intelligente spørgsmål.....

Graduation

2011-05-25T18:24:00.002-05:00

Olga dimiterede eller graduerede fra sin børnehave.....
Hun slutter børnehaven sammen med en stor gruppe andre skoleklare børn og det festligholdes naturligvis på bedste amerikansk vis, med en Graduation og hyldesttale til "Class of 2011" som denne gruppe af børnehavebørn fra British Private Prep nu kan kalde sig.
Det var vældigt sødt og meget sjovt at se de små poder vandre op og give lærerne hånd og bukke og modtage et stramt rullet diplom med en sort sløjfe omkring.....og til slut kaste deres flade hatte op i luften.

Jeg tror ikke at alt det formelle hurlumhej gav så meget mening for ungerne - men skolen skal dog trods alt have ros for at holde selve cermonien og hyldesttalen meget kort, så de små unger ikke nåede at blive alt for utålmodige eller urolige.....eller.....

Med det sagt så kan jeg ikke lade være med, mens jeg står der og kigger på en graduation fra en børnehave, at tænke på tegnefilmen "De Utrolige" - hvori en SuperhelteFar har flg. dialog med sin kone:
Konen, skuffet: "Jeg kan virkeligt ikke tro, at du ikke engang vil deltage i din egen søns graduation!"
Manden: "Det er ikke en graduation! Han går fra 4. til 5. klasse!"
Konen: "Det er en cermoni!"
Manden: "Det er psykotisk! De bliver ved med at finde nye måder, at fejre middelmådigheden på......"

Det var en fin anledning til lidt fest og til at få taget nogle billeder!

Lige i rette tid.....

2011-05-24T19:36:00.002-05:00

......til sommerferiens rejse-frenzy.
Grimsvötn Vulkan på Island er i udbrud og truer lufttrafikken.

Men flot og spektakulært er det!

Billedet er taget af en islandsk fotograf ved navn Örvar Atli Þorgeirsson. Mandens Flickr-side kan findes her med flere billeder.

Forårs-ballet

2011-05-24T08:05:00.000-05:00

Mens Farmor besøgte havde Olga den ære at give opvisning for hende og en "lille smule" andre mennesker med sit ballet-hold.
Ligesom det var tilfældet med ballet-opvisningen til Jul, så foregik opvisningen i den lokale Baptist-kirke, som "pryder" bybilledet med sine monstrøse dimensioner!
Dennegang var der dog ryddet en hel sal, med tilhørende kæmpe scene til balletopvisningen og adskillige hold skulle vise stolte familiemedlemmer og snurrende kameraer hvad de formåede at præstere.

Der var en venlig asen og masen blandt forældre med stoltheden udenpå tøjet og japansk fremstillet hardware i hænderne og jeg kan slet ikke sige mig fri for, at få en stor rund varm følelse af indeni af overvældende stolthed over at se disse små piger indtage scenen foran overvældende mange mennesker, ikke blot Olga og hendes hold, men alle disse små piger.....kald mig bare Mor!
Det var en vældig "tøset" aften, med strut, fjer og indbundne blomster, der blev overrakt til pigerne, af forældrene, når de var færdige med opvisningen.
Jeg har lavet en lille smagsprøve af Olga's opvisning her på siden og hvis man gerne vil se hele opvisningen, med sine hele 4 minutter, findes den fulde film i dette link.

Faktisk fortjener det ikke mere opmærksomhed - men....

2011-05-21T16:29:00.007-05:00

Jeg er glad for at kunne læse i nyhederne at den såkaldte "Raptus", der skulle markere starten på Verdens undergang har slået fejl i Europa!!!

Her venter vi lidt endnu....

Imens tjener en hedensk, ikke troende, rationel mand styrtende på, at love at tage sig godt af de efterladte kæledyr, når deres ejere tager på himmelfart.
Læs artiklen her:

Hvem vil lufte min hund??

Nedenstående video er bare en fjollet indføring i hvad det hele drejer sig om. Den er oversat til engelsk tekst nederst.

Den forsvundne fuldmægtig fra Corpus Christi?

2011-05-20T16:13:00.000-05:00

Et billede fra Corpus Christi, hvor ungerne har overmandet en skulptur på en smuk aften ved Golfen.
Skulpturen er lavet af Mel Chin og forestiller en hund, der trofast og lydigt står og kigger op på sin ejer, der netop er blevet "beamet" af sit rumskib, opsnappet af aliens eller bare revet væk af en af Golfens orkaner - tilbage står kun ejerens fødder......og så den trofaste hund.......overdænget med unger, hvoraf den ene lider den tort, at være indehaver af 2 hoveder!
(Eller også skyldes det blot lange lukketid på kameraet)

Der er folk her i USA, af en eller anden religiøs overbevisning, der har fået den ide, at jorden vil gå under imorgen......kl. 6.......øh, mon det er Eastern Time?......eller Pacific Time?....eller.....(USA har hele 6 tidszoner fra de østligste stater hele vejen over Alaska og Hawaii) De har forudsagt og forberedt sig på denne dag gennem laaang tid og jeg sidder og spekulerer over hvad mon de får tiden til at gå med - på denne, deres allersidste dag - inden jorden går under!
Jeg spekulerer også på om de mon vil være skuffede, hvis det viser sig at deres beregninger har slået fejl og jorden endnu står d. 22. Maj.
Nå, men jeg har så brugt denne sidste dag på at gøre rent, være i trænings-centeret for at pine mig-selv og skrive blog-indlæg og være på facebook.....og det kan man jo ikke just kalde det ultimative udbytte af mulighederne på jordens sidste dag.....så jeg satser stærkt på at nogen har taget fejl...........igen!

Observeringer i rødt

2011-05-14T08:58:00.001-05:00

I Brazos Bend, hvor en stor del af vores fritid lægges, findes George Observatory, som er en del af Houston Museum of Natural Science.
George Observatory har 3 kuppelformede teleskoper, der hver lørdag aften står til rådighed for almen-befolkningen, som kan komme indenfor og få et formidalbelt glimt af Månens kratere og Saturns ringe, mens entusiastiske mennesker står klar til at forklare om de ting man ser i teleskoperne og med et venligt....men måske lidt træt smil, gentage i én lang uendelighed, at man ikke må røre teleskoperne: "Please don't touch the telescope! Thank you", når børn som voksne griber ud efter okularet med hånden inden at øjet lægges til.
Jeg har kort beskrevet stedet i et tidligere indlæg og hvordan turen op til teleskoperne går gennem en af Brazos Bend's søer/moser hvor der efter solnedgang er en sand symfoni af højtkvækkende frøer - både store og små frøer i bas og tenor, summende natsværmere så store som underkopper og ildfluer, som tilsammen maler et eksotisk lyd- og natte-billede, mens bæltedyr dovent vandrer over stien.

Vi besøgte stedet igen forleden lørdag aften efter en skøn aften med picnic i Brazos grønne frodighed, og kom op til de tre teleskoper indstillet på henholdsvis Månen og Saturn og en mindre hær af frivillige, der havde sat mobile teleskoper op, der kunne aflaste de lange køer til de tre store teleskoper. Her stod bla. unge bumse-hærgede pubertets-drenge med stemmen i overgang og formidabel megen viden om stjernehimlen og Månens kratere, Stilhedens Hav etc.
Det er et vidunderligt sted!
Der hviler en dæmpet ro over stedet, hvor kun røde lamper bryder nattemørket, for ikke at ødelægge nattesynet og store menneskemængder næsten hviskende, lister rundt som røde skygger, mens stjernerne træder i karakter, kommer jeg pludselig til at tænke på "Månebase Alpha".....
Jeg tror, at det hører til blandt et af mine absolutte favorit-steder.......
.......altså Observatoriet og ikke "Månebase-Alpha".......

Glasfiberklædte kæmper

2011-05-11T10:22:00.001-05:00

På en plads, gemt i et industrikvarter, her i Houston, står alle USA's kæmper side om side.....og allerbagerst tårner The Beatles og overskuer hele historien, muligvis mens de stadig nynner melodien til "Imagine"....

Foran alle andre, står Bush Sr. og Obama.

Der væltede en masse symbolske sammenhænge frem på dette spændende sted, fyldt med malet glasfiber, hvor USA's præsidenter gennem tiderne står skulder ved skulder.......bag pigtråd!

Stedet og busterne tilhører efter sigende en 80+ årig mand, ved navn David Adicke, der for mange år siden tjente en masse penge som ejendomsmægler. På et tidspunkt opgav han sit borgerlige arbejde og med sin optjente formue, slog han sig ned som kunstner/skulptør og har blandt andet fremstillet disse mange buster, som nu står mange steder i bla. Houston og ved Mount Rushmore og sikkert mange andre steder i USA.
Spændende opdagelse, som Torsten viste frem på en af vores sjældne, men uhyre værdsatte "dates", dennegang med nævnte udflugtsmål og efterfølgende formidabel middag på anbefalelsesværdige "Hugo's" mens ungerne var i gode, trygge hænder derhjemme med Farmor!

Prægtigt

2011-05-09T21:23:00.000-05:00

Nakken helt tilbage og munden fyldt med superlativer.
Aksel ved Bayou'en med cyklen.

George Ranch

2011-05-09T08:03:00.000-05:00

En cowboy og hans hest!
Med uhyre megen omsorg malet bag et stort busket overskæg, blev dagens støv og sved spulet af "Blue" og der var ingen tvivl om at det var en belønning, både for cowboy'en og hans hest.

Royalt bryllup

2011-05-01T13:33:00.003-05:00

Der har været et bryllup.......
.....og hvis nogen skulle formaste sig til at sige "Hvilket bryllup??" så skal de enten ha et los for at være stædigt påtagede republikanske ignoranter eller de skal tilhøre den millimy del af den vestlige verdens befolkning, der har forment sig selv adgang til ethvert elektronisk medie.......(her kunne jeg lynhurtigt komme i klemme - da jeg slet ikke vil komme ind på de mange der eksempelvis har mistet alt, i de hærgende tornadoer i Alabama....fordi.....)
Selv her i republikanernes vugge, hvor grundstøtten til hele denne selvudråbte "førende nation" blev støbt på en indædt misfornøjelse til ødsle kongehuses doktriner, blev dette bryllup og et enkelt kys genudsendt til kvalmegrænsen......og for alle vi, der IKKE stod op kl. 3-4 stykker om morgenen for at følge cermonien fra dets spæde start, var det såmænd rart, at kunne tænde for fjernsynet på et hvilket som helst givet tidspunkt og se dette unge par, give hinanden sit Ja! og et lille kys på en balkon foran en udsøgt lille flok mennesker......og så iøvrigt slukke fjernesynet resten af dagen, velvidende at man nu havde fået dagens nyheder.
Olga går jo i børnehave på "British Private Prep School" der ikke - på nogen måder - svigter sine aner.
Her fastholdes en accent, der synes mere britisk end britisk og børnene lærer om det britiske flag og om "Afternoon Tea" og jeg vil nænsomt beskrive stedet, på dagen for det kongelige bryllup, som "på den anden ende"!
Her blev der en uge i forvejen, delt indbydelser ud til alle børnene, hvor de var "cordially invited" til at fejre et "Royal Wedding" og skulle troppe op i skolen/børnehaven iklædt deres bedste søndagstøj.
Olga satte virkelig en ære i at blive så royalt præsentabel som mulig med bredskygget hat og fjerboa (og prikken over i'et med flip-flops på fødderne) og da jeg afleverede hende, gik hun ind blandt små bitte habit-, slips- og hatte-klædte drenge og pigerne havde tilsvarende hatte, flæsestrømper og store strutskørter på.....selv de ansatte, var i det strammeste skrud og havde krøllet og fønnet håret, der var bundet op med store blomster eller små kække hatte med slør.
Det var et udstyrsstykke, så jeg næsten fik tårer i øjnene og ungerne havde en vidunderlig dag med bryllupskage og is på menuen.

Med smerte skal smerte fordrives......eller sådan noget vås!!

2011-04-26T22:16:00.001-05:00

I husker måske min hastigt nævnte rygskade for et par måneder siden (ellers gør jeg!!!) hvor jeg havde den noget blandede fornøjelse at være sat totalt og fuldstændigt ud af spil i et par dage......jeg bliver til stadighed jævnligt påmindet, at der er opstået et svagt punkt i min ryg, som ikke sådan lige umiddelbart kan trænes væk (har prøvet det der med at hvile det væk og beklage det væk og fylde det med chokolade.......og selvom jeg ved, at det må komme som et chok, så virkede ingen af delene!!!)
Jeg har trænet min ryg op igen - så godt jeg kunne - og fornyeligt troede jeg mig klar til at starte på løbebåndet igen........hvilket jeg hurtigt konstaterede var en fejlvurdering!
Jeg måtte ty til Plan D eller E eller Å.....en plan jeg aldrig havde forestillet mig skulle komme på tale....jeg måtte have hjælp til at få min ryg i form igen, og jeg måtte have hjælp af en af de spændstige, proteinpulver-pumpede overarme nede i træningscenteret.

Så nu er jeg godt (ok, ikke et velplaceret ord i denne sammenhæng) igang med et træningsforløb med Dave, en 28 årig venligt selvcentreret, hjertligt småsludrende slavepisker, der lidt overbærende smiler, først ad mig, så til sig selv i spejlet.....over de dyrt betalte og smertefyldte sveddråber, der hagler af mit ansigt mens jeg kæmper for at løfte en eller anden vægtstang bare en sidste gang og mit smil bliver mere og mere sammenbidt og anstrengt, mens han sætter en lille finger på vægten og siger: ".....og så liiiiige 5 mere....."
Idag ville han så, udover mine mave- og rygmuskler liiiige at "VI" skulle træne armene.....
Jeg orker ikke at gå i detaljer, mest fordi blot dét, at trykke tasterne ned på dette tastatur gør ondt på steder, som jeg ikke troede var en del af min krop.....jeg vil blot sige, at jeg fik en masse sympatiserende blikke fra stort set alle andre nede i træningscenteret, da jeg var færdig ( -færdig- som i fuldstændigt udsplattet og heldigvis ALT for træt til at prøve at oversætte udskidt æblegrød til engelsk).....selv dét at få migselv bugseret hjem, bar præg af rent held....fordi jeg havde faktisk ikke kræfter tilbage i mine arme, til at styre bilen andre steder end ligeud.......

Nu vil jeg kravle ind i seng og håbe på at hverken dagen imorgen eller dagen i overmorgen kommer til at indbefatte noget som helst, der skal bruges arme til......
eller mavemuskler.....
....og ja, jeg betaler for det......og ja, jeg gør det frivilligt.....og ja, jeg sagde VENLIGT "Vi ses!" til Dave, da jeg gik....hvilket jeg ihvertfald ikke mente!

Her er lidt plat fra Jim Carey.....;o)

Udstationeret rodløshed

2011-04-25T11:03:00.001-05:00

Jeg kan huske at min Farmor for mange, mange år siden, gjorde sig bekymringer over min storebrors rejse til USA som udvekslingsstudent, da han var 17 år gammel.
Hun brugte ordet rodløs og det var første gang jeg overhørte nogen bruge det ord.
Jeg var 7!
...og da jeg hørte min Farmor bruge det ord, opfattede jeg det meget konkret. Faktisk var min første tanke, at rodløs var et positivt ladet ord, et udtryk for uandede muligheder. Jeg forestillede mig et træ med en stor tyk stamme, som kunne svæve afsted på eventyr, fordi det havde sluppet sin rødder - men noget i min Farmors ansigtsudtryk, lod billedet af træet falde med et brag.
Jeg har siden tit tænkt på denne allegori og det varslende i min Farmors ord, som med tiden på en eller anden måde har fået mere vægt. Ikke fordi hun fik ret i forhold til min brors udlandseventyr, men fordi jeg med tiden af egen erfaring, fandt at rodløs, gør hjemløs.
Nå, alt dette for at fortælle, at livet som ekspat eller udstationeret, i det store hele har været meget nemmere for os end jeg havde turdet håbe på, inden vi forlod et januar-grumset København og ankom herovre. De frygtede afsavn og hjemmelængsler har vi uden problemer overkommet og nedkæmpet. Der er simpelthen ikke grænser for hvad der kan spises væk!
De sidste par måneder har dog budt på de første mærkbare kriser.....vi har kappet et par ankertov til Danmark og vi står foran at skulle tage en aktiv endelig beslutning om vores fremtid.
Vi har solgt vores andelslejlighed på Vesterbro, hvilket jo kun er godt.....sådan overordnet set. Det har jo ikke skortet på "frit-falds-prognoser" i forhold til Københavnske andelslejligheders værdi og vi fik solgt lejligheden indenfor et par måneder og trukket en pris hjem, der lå lige en tand over "ren-foræring".
Dét der virker forstyrrende i det billede er at ankertovet til Vesterbro nu (og højst sandsynligt for altid) er kappet. Vi har intet der forbinder os til Vesterbro længere, andet end gode venner, som vi heldigvis kan besøge - men den del af vores selvopfattelse, der indbefatter Vesterbro, har ikke længere noget fodfæste.
Det samme har gjort sig gældende for mit fodfæste i Hammerum, hvor min Fars død kappede dét ankertov.....og samtidig med at jeg var en tur nede og vende i en selvmedlidende grød af "jeg savner at have familie omkring mig" og "jeg fratager mine børn den luksus, det er at have et tæt forhold til deres fætre og kusiner" så kunne jeg pludseligt høre min Farmors ord runge, fordi jeg ville bare gerne "hjem".......men...tjah, hvor er hjem?
Her kommer den STORE beslutning ind i billedet, fordi Torstens nuværende kontrakt udløber til maj næste år og her var det klare mål, at så ville vi drage hjem fra denne udstationering og fortsatte vores "normale" liv i Danmark igen.....men den beslutning har det sidste halve års tid været udsat for et massivt bombardement af spørgsmål, som bliver sværere og sværere at besvare, både fordi "hjem" er blevet ukonkret og fordi vores normalitetsbegreb er kølsprængt.

Hvor skal vi flytte hen?
Hvad er vores muligheder?

Vil vi frivilligt vende hjem til det vi kom fra med fuldtidsarbejde for os begge to, der medfører logistiske mareridtsløsninger, som er alle danske småbørnsfamilier forundt, for at få familieliv og arbejdsliv til at mødes et sted på midten. Hvorfor frivilligt underlægge sig 3 måneders bælgravende mørke om året og skat på chokolade?
Hvorfor i alverden synes Danmark at rumme den frihed, som vi begge synes er ethvert barn og/eller ungt menneske forundt, når nu danske unge er Verdenskendte for at drikke sig sønder og sammen hver eneste weekend (torsdage inklusiv)

Men så sker det, at jeg får en folder med hjem fra Olga's skole, hvor de lige netop har fået taget klassebilleder.
Folderen hedder "Kidsafe Security Card" og de billeder, som fotografen har taget af Olga, er blevet føjet ind i et kort, hvor der er gjort plads til at man klæber et par hår af sit barn ind i en boks, med titlen DNA og laver sit barns fingeraftryk for alle 10 fingre og så iøvrigt skriver ALLE personlige oplysninger ind......en lille ekstra "gave" fra National Center for Missing and Exploited Children og fotografen, til når politiet en dag ringer på din dør og har brug for disse oplysninger......!
Så er det at jeg ved, at vi hører ihvertfald ikke hjemme her! Hvor skræk og advarsel deles ud med rund hånd og husk nu at naboen er potentiel øksemorder.....
.....og så er jeg klar til at pakke de kuffeter og bide den sure vestenvind i mig og lade mine børn vokse op i den danske middelmådighed, der stadig dufter skønt af gensidig tillid til at vi vil hinanden det bedste.
Lige indtil at jeg læser den danske vejrudsigt.......

Timelapse Video

2011-04-23T09:31:00.003-05:00

Lad dit kamera tage et billede for hver 30 sekunder, 5 minutter eller hver halve time og sæt det sammen til en video.....
Dét er hvad timelapse video går ud på i korte enkle træk og dét lyder da ikke særligt svært.....vel?
....og det er vidunderlige lækkerier der kommer ud af det!

The Mountain from Terje Sorgjerd on Vimeo.

The Aurora from Terje Sorgjerd on Vimeo.

Det vil jeg gerne bruge mit næste liv på at lære!

Samtaler over aftensmaden

2011-04-19T19:22:00.003-05:00


En ganske smuk Bluebonnet (Texas' statsblomst) og relativt duftløs!

Havde en aldeles underholdende samtale med ungerne under aftensmaden.
Aksel spurgte om man som kunstner godt kunne lave kunst med andet end maling....om det var iorden at lave kunst med farvekridt!?
Så tog samtalen naturligvis fart og alle kunne bidrage med forslag til en lang række ting, som man kunne bruge til at lave kunst med og af.....og vi kom til at snakke om Duchamps, Serrano og Lemmerz og måtte uundgåeligt omkring Manzoni, fordi han jo.....på trods af, at hans nok mest kendte kunstværker er 50 år gamle (hvilket jeg lige fandt ud af, at de er præcist i år), så har han brugt et materiale, der måske er det mest forståeligt uforståelige.....og som selvfølgelig fik maden til at sprutte ud af munden på vores skraldgrinende unger, der virkeligt kunne forstå det forrygende forrykte!
"Nej! Er det virkelighed eller bare en historie du finder på??" spurgte de, mens deres øjne pludseligt fik helt nyt liv, over hvor uhyre interessant kunsthistorie kan være.
Det var utroligt underholdende at snakke med dem om kunst på dåse og hvordan det "værste lort" kan blive sin vægt værd i guld og ungernes jordnære interesse i dåsens lugt - og betagelse over at noget så gammelt som 50 år gammel lort kan blive solgt og udstillet...
Men den bemærkning, der alligevel tog flest kegler, var fortællingen om at enkelte af disse dåser, sidenhen er eksploderet!

Billedet er hentet fra Tate's hjemmeside.

Jeg er faktisk rimelig sikker på at de nok ikke opnår at lære om Manzoni i den Texanske Elementary skole, blandt andet fordi mine unger ikke vidste at "Lort" direkte oversat bliver til "Shit" - men troede at det blev til "Poop"! Faktisk troede de (til min pludselige overraskelse) at "Shit" bare var et grimt ord for skrald (!) og et ord som man (far/mor) kun bruger, når noget går helt galt for én (ham/hende)!
Hvordan skulle deres lærer kunne fortælle om Manzoni uden at bruge det strengt forbudte ord???
Det er længe siden at de boede på Vesterbro og kun kendte ordet Lort og blev helt forvirrede når nogen brugte ord som "Puha" og "Pølser"!!!
Nå, det var den aftensmad!
(Håber ikke at jeg ødelagde Jeres!)

Vaskemaskinen

2011-04-15T18:54:00.003-05:00

Jeg får ofte opfattelsen af at jeg får vasket alle mulige hemmelige skatte i stykker!
For det meste får jeg tømt drengenes lommer inden at deres bukser ryger i vaskemaskinen....meeeen ind imellem glipper det..... Ind imellem må jeg stoppe vaskemaskinen, når lyden af tungt lommefnuller bliver for voldsom og vaskemaskinen er på randen af sammenbrud! ....og ind imellem lykkes det bastant lommefnuller, at komme hele vaskeprogrammet igennem, tilsyneladende i live...inden at det bliver hentet ud..... Til et par unger, der straks stopper det i nye rene (men kun delvist tomme) lommer!
Her er dagens fangst, der havde undsluppet lommerne inde i vaskemaskinen og det er ikke noget specielt syn, ej heller en af de helt store fangster....men én af de fangster, som jeg fik held til at fotografere, før det igen var fordelt ud i bristefærdige lommer!
"Hvorfor?" spørger jeg ofte og svarene er utallige.....fra "Jeg er ved at lave en samling!" over "Den er flot!" og "Jeg kan lide den" til "Jeg fandt den!" og det sidste svar er jo indlysende!!
Vi synger ofte sangen om bankens 20 millioner, og den giver ekstra genkendelse herhjemme!
Jeg læste iøvrigt om en letvægtsundersøgelse fra Storbritanien, der stadfæstede at familier med 2 piger, var de mest harmoniske og lykkelige. (Undersøgelsen gav ingen angivelser af aldersforskelle eller andre forstyrrende parametre.....)
(I'm looking at you Kansas City og Knebel....)
Familier med 2 drenge og en 1 pige lå helt nede på en 8. plads og da jeg ikke har prøvet andet, skal jeg ikke gøre mig klog på noget som helst andet end at familier med 2 piger, højst sandsynligt, må undvære den ind imellem tvivlsomme.....men usandsynligt livsbekræftende - ære, at finde sådan en bunke inde i bunden af vaskemaskinen!
Jeg vil lade Jer tage listen i øjesyn, selv....og overlade den uundgåelige kløen i hårbunden til Jer!.....

‘BEST’ TO ‘WORST’ COMBINATIONS OF CHILDREN:

1. Two girls

2. One boy and one girl

3. Two boys

4. Three girls

5. Three boys

6. Four boys

7. Two girls and one boy

8. Two boys and one girl

9. Three boys and one girl

10. Three girls and one boy

11. Two boys and two girls

12. Four girls

.......ps, jeg undlader at fortælle om de bunker af vasketøj, der må vaskes på ny, fordi lommerne har været fyldt med tætskrevede lapper papir, som nu er fordelt ud på alt tøjet, som små selvlysende, hvide stykker fnuller......

Månekigger

2011-04-12T19:19:00.001-05:00

En aftengåtur ved bayou'en mens solen gik ned. Ungerne lagde sig i græsset og spejdede efter manden i månen.....et par sekunder senere eksploderede Sigurds ene øje, til en rød og kløende jordbær-parfait og nysene kom rullende..... "Nej, nej Mor jeg har bare fået et eller andet i øjet.....aaaa.....det er ikke.......AAAaaaatjUUUh!!!....allergi!"

Vi havde lige været til informationsmøde på drengenes skole.....efter sommeren er det nemlig også Olga's skole. Hun starter i Kindergarten efter sommerferien.
Dén side er jeg ikke sikker på at jeg er kommet til endnu!
Olga er superklar, selvfølgelig!

Grøn Anole

2011-03-28T22:08:00.004-05:00

Dette er hvad havens grønne anoler (de for tiden allesteds nærværende firben) må igennem........små nysgerrige fingre, der griber dem om livet og hiver dem i halen og pludselige smeltede hjerter, der bygger hjem til dem og lover dem evig kærlighed......indtil, en ond mor tvinger de solgte børnehjerter til at slippe det nye navngivne kæledyr ud i yucapalmen igen, hvor den forhåbentlig kan forsætte sin fornemme opgave med spise en masse masse flyvende kræ.....helst dem med blodsugende tendenser!! Anolerne skifter farve alt efter omgivelser og humør - hvilket svinger fra en festlig grøn til en behersket brun - men ungerne ville prøve om den ikke ville skifte farve til Olga's badedragt og måske prøvede den faktisk........hvem ved?
Anolerne har været omtalt i tidligere indlæg her og her.

Fredericksburg - med indlagt tyroler-stemning

2011-03-26T12:26:00.000-05:00

Tyske udflyttere, der flygtede fra de politiske, økonomiske og sociale forhold, der gjorde sig gældende i 1840'ernes Tyskland, valgte i stor stil at bosætte sig midt i Texas, hvor de grundlagde et par Tyske byer, med tysk-klingende navne, bla. Fredericksburg (opkaldt efter den prøjsiske Prins Frederick)
I Fredericksburg kom tyskerne på god fod med Comanche-indianerne og fik lavet en aftale om at dele jorden med hinanden. Der blev lavet mange af dens slags aftaler over store dele af Den Nye Verden - men denne aftale, mellem Comanche-indianerne og den tyske repræsentant: Baron von Meusebach er en af de eneste aftaler lavet mellem den hvide mand og en oprindelig amerikansk-indiansk stamme, der aldrig blev brudt.......af den hvide mand!

Fredericksburg er idag en idyllisk turistby, der hylder sin tyske arv med lokale bryggerier, tyske vejskilte, høj tyroler-musik der strømmer ud fra restauranter, som tilbyder lokalt brygget Hefe-Weisen, Wienerschnitzel (svinekødsudgaven) og Gullasch......og ned ad fortorvene vandrer folk med slørede blikke, skæve smil og plastik-krus i hånden, for her tilbydes fadøl eller vin i plastikkrus-to-go.....selv tøjbutikker og kunst-gallerier lokker kunder til, med skilte om Wine/beer-to-go eller Wine-by-the-glass......

Byen kaldes også Fritztown og eftersigende findes her en dialekt, kaldet Texan-German, som opstod med de første indbyggere.
Vi havde Fredericksburg som base, de første par overnatninger i vores SpringBreak og nød godt af byens afslappede stemning, der på trods af et massivt ryk-ind af mennesker i anledning af ferie og "Texas-Hell-Week" som er et stort cykelløb, der strækker sig over 8 dage i byen, emmede af turist-fælde-idyl på den bedste måde.

General Nimitz (en stor kanon af en General under 2. Verdenskrig i Stillehavet) kom fra Fredericksburg, hvorfor byen i stor stil hædrer hans navn og nu huser Det Nationale Museum for Stillehavskrigen (National Museum of the Pacific War) der på trods.....eller måske lige præcis i disse tider: på grund af dens tunge tema er et besøg værd.
De kan et eller andet med deres opbygning af udstillinger herovre.
Jeg måtte igen forlade et museum med røde øjne og et tungt sind over hvor barsk og voldsom krig er.....og hvor meget man glemmer hvad krig betyder for de mennesker.....de ofte helt uskyldige mennesker, der må bøde for gale mænds storhedsvanvid, med uerstattelige menneskelige tab og ubegribelige lidelser!
......og historien om hvordan også det japanske folk, led under Stillehavskrigen, syntes ligeledes at gøre ekstra indtryk ovenpå jordskælvskatastrofen. Pludselige var museumsbutikkens patriotiske Pearl Harbour-plakater lidt malplacerede.

Enchanted Rock

2011-03-26T01:20:00.001-05:00

Uha, hvor tiden, for tiden flyver!
Endnu en Spring Break (ungernes skoleferie her i forårsmånederne, der vel bedst kan sammenlignes med vinterferien eller efterårsferien derhjemme) er alt for hurtigt overstået......og som om det ikke er nok, så er der oven i købet forsvundet endnu en uge ovenpå den, uden at jeg er helt sikker på at jeg var klar til dét!
Vi havde en formidabel uge, i Spring-break......igen!
Vi pakkede bilen og kørte afsted ud i det texanske forårsland, for at opleve the Hill Country, som den del af det centrale Texas, der ligger nord for San Antonio og vest for Austin, kaldes.........ganske rigtigt gættet, på grund af det bakkede landskab.......som er meget, meget skønt, smukt og bugtende.

Mange gange er vi blevet anbefalet et besøg ved Enchanted Rock, som er en lyserød granit monolit, der ligger nord for Fredericksburg i Hill Country, kun knapt 4 timer herfra.
.....og selvom små 4 timer, i Texas målestok, er en lille dagstur, så skulle det åbenbart tage over 2 år at få os selv fragtet op for foden af denne naturskabte, let lyserøde gevækst, der vokser ud af et smuk område.
En monolit er en geologisk betegnelse for et bjerg eller en klippe, der består af en enkelt sten. Andre betegnelser for stedets store sten er "Monadnock" eller "Inselberg" Hvilket ligeledes er geologiske betegnelser for hvad Enchanted Rock er, nemlig en stor sten, der har modstået erosionen og ligger som en enlig klippe, der rejser sig højt over et område.

En relativ tidlig formiddag vandrede, kravlede, sprang, hoppede, møvede vi os vej op til toppen af Enchanted Rock, én stor sten, der strækker sig til omkring 556 m over havets overflade (til sammenligning, kan jeg oplyse at Himmelbjerget er 147m) dog rejser klippen sig blot 130 m over det umiddelbart omgivende landskab.
Stedet har naturligvis sine egne utallige indianer-legender og andre folkloristiske legender tilknyttet. Blandt andet nævnes klippens sukkende, klagende lyde i solnedgangen, der har givet fantasien frit løb gennem tiderne. Nutidens geologer tilskriver de klagende lyde, det faktum at granitten trækker sig sammen i den svalende aftenluft, efter at have været varmet kraftigt op af dagens sollys.

Klippen har en vandresti, der går i direkte linie fra parkeringspladsen ved foden og op på toppen af klippen, kaldet The Summit Trail.
Af uvisse årsager synes undertegnedes familie's medlemmer altid at ville en alternativ rute....man skal endelig ikke gøre som alle andre.....hvorfor vi naturligvis moslede hen over en masse andre sten, klipper og ikke anlagte ruter, for at nå toppen.
Omkring selve klippen "Enchanted Rock" findes flere klippetoppe, huler og andre klatremuligheder, som vi i høj grad benyttede os af.
Vi fik også besejret Turkey-Peak og kunne efter endt ekspedition tælle 3 par ødelagte bukser (alle 3 revet på den til tider skarpe granit overflade) en grundig hudafskrabning på en rumpe og på et knæ og et maltrakteret kamera, der slog et par kolbøtter og tog en rutsjetur på et par meter ned mod en gabende afgrund, men blev reddet i sidste sekund...(.og kun lader til at have lidt overfladisk skade (pyha!!!)) så alt i alt var det en vellykket dag. Ungerne var ihvertfald ikke til at stoppe......

Vi kan roligt føje klipper med klatremuligheder til listen over steder hvor vores unger ikke høres klage den mindste smule over at skulle gå i et par timer. Yderligere punkter er naturligvis strand og .......øh......og øh.... nå, 2 punkter på en liste er vel også en slags liste.....

Til sidst vil jeg nævne at det var godt at vi var ankommet til klippen, først på dagen, fordi da vi tog derfra, var monolit-klippen virkeligt overbefolket og vi kørte forbi en bilkø på minimum et par timer, der ventede på at komme ind i naturparken, med den lyserøde granitblok.
Vi kunne glade køre forbi dem, ind til Fredericksburg og tage på Tyroler-restaurant!

Vildsvin

2011-03-08T19:11:00.000-06:00

I Texas findes et levn fra de Spanske erobrere, conquistadores, som erobrede og bosatte store dele af den "Nye Verden": Amerika!
På deres erobringstogter havde de naturligvis medbragt nødvendige ting, såsom mad og drikke til den lange rejse og til at kunne overleve den første tid i den Nye Verden.....heriblandt bla. levende heste og grise.
Grisenes efterkommere.....tjah, de lever nu i stort antal i den Texanske natur, hvor de trives og formerer sig på bedste vis.
Der er anslået mellem 10.000 og 15.000 vildsvin i den nærliggende George Bush Park, som strækker sig over 32 km2. Det er en relativ høj svinetæthed.....!
I Texas er det anslået, at der er over 2 millioner vildsvin, hvilket skal sættes i forhold til, at der på landsplan findes omkring 4 millioner vildsvin og her i Texas er svinene kun velsete af hyggeturister - som os - der er ude og spankulere i skovene og nyder at få et glimt af svinene. Alle andre har ikke meget til overs for svinene, der pløjer jorden op på fineste, grundige vis og i løbet af en aften kan en familie af vildsvin sagtens pløje en fint anlagt fodboldbane op, i jagten på snegle, rødder og andet nam nam.
Det er naturligvis ikke kun fodboldbanerne i eksempelvis George Bush Park det går ud over. Det er også landmandens fine marker og deres afgrøder, der møjsommeligt pløjes op og efter sigende, skal man ude i skovene, hvor folk færdes og jager, passe på, fordi man risikerer at blive tromlet ned af en hidsig vildsvinefar, der har fået sin krumme stødtand ud af den forkerte mundvig og nu vil lade det gå ud over nogen.....
I George Bush Park forsøger man at holde bestanden nede, ved at sætte fælder op og aflive de indfangede svin, omkring 3-400 stk om året. Man har tilladt jagt med bue og pil på svinene og der har ovenikøbet været forslag fremme om at man skulle tillade en mere intensiv jagt på svinene og så donere vildsvinekødet til de hjemløse og fattige i byen. Det er vel den såkaldte "win-win"(??) - som der vist ikke kommet noget konkret ud af, endnu.
Mange, mange ture, har jeg trampet, listet og gået gennem vores nærliggende skov, der ligger i udkanten af George Bush Park og har spejdet efter de omtalte svin, som er blevet spottet af mange andre end mig. Sporene efter svinene er mange og tydelige og ofte helt friske, men at se dem inde blandt træerne har ikke været mig og ungerne forundt......indtil i søndags, hvor vi på gåturen pludselig ser hele "Familien Grynt" der har listet sig ud af skoven og har godt gang i at vende vandrestien om på hovedet.

Et sjovt syn, der naturligvis blev nydt bedst gennem kameralinsen, hvor mangt en Texaner nok gerne havde set på dem, gennem et kikkertsigte, med indbygget skydeskive......

Dertil vil jeg lige bringe nedenstående billede, der viser et vildsvin, der blev nedlagt i Conroe, nord for Houston............
Sådan én ville jeg være ret ked af at møde......er vist alt jeg kan sige om det kæmpe dyr!
Billedet er hentet her

Ajaia ajaja.....eller roseate spoonbill.......eller rosa skestork.

2011-03-05T17:00:00.007-06:00

En anden smuk forårsbebuder her i det sydlige Texas, er "rosa skestork" - hvis latinske navn er dejligt nemt at huske: "Ajaia ajaja" (lidt ligesom at slå sig selv over fingrene!)
Den lyserøde skestork, der ved et hurtigt øjekast, sagtens kunne forveksles med en Flamingo.....ihvertfald hvis man fokuserer på farven.....(her ville David Attenborough krumme tær og Ingvald Lieberkind rotere i graven og sammenligne det med, at man forvekslede en Ferrari og en Volvo bare fordi de begge er røde....) ankommer til Brazos Bend i stort antal i marts måned og besætter hele øer ude i søerne, hvor de yngler og sender nye kuld flyvende candyfloss på vingerne.

Farven, får storkene - lige som tilfældet er med flamingoen - fra deres kost, der primært består af rejer og andre skalddyr, som de skovler op af vandet, ved at bevæge deres brede skenæb fra side til side.

Smukke er de!

Som en sidebemærkning skal det nævnes at storkenes æg blandt andet er en vellidt delikatesse for fire-ants (de myrer, der lever under fødderne på os her i Texas og som har et irriterende smertefuldt bid, der ind imellem kan give voldsomme hævelser og smertende blærer!) og det giver lidt næring til forestillingen om at disse myrer ikke bare er myrer, men rent faktisk er glubske rovdyr, undsluppet fra en science-fiction-horror film fra 1970'erne, og de har ganske rigtigt tænkt sig at fortære hele dit højre ben, i det øjeblik de sætter tænderne i din lilletå!!!!

Forårets komme

2011-03-05T09:18:00.002-06:00

Endnu engang blev et af tallene i min alder skiftet ud....
Jeg kan sagtens huske mine forældre have denne alder......og svinger lidt mellem at tænke, at det gør mig ligeså gammel som jeg husker dem være, dengang jeg selv var meget mindre end jeg husker at jeg var.....
...og at tænke:
Hvor var mine forældre unge, dengang hvor jeg var meget mindre end jeg husker at jeg var.

(.....jeg var naturligvis meget mindre end jeg husker, jeg var.....fordi mine børn har en tilsvarende alder og på ingen måde er så store, som jeg husker og altid har syntes at jeg selv var....synes jeg nu!)
Forvirret?
Kort fortalt er jeg endnu engang blevet overbevist om at hukommelse er selektiv og meget let påvirkelig.....og nu har min hukommelse så lagt sig fast på at mine forældre var meget unge, dengang for +30 år siden.

Min fødselsdag foregik i høj sol, skønne 25 grader C og med blomstrende træer.....og det var sørme ikke allerværst!

Katy Rodeo and Livestock Show

2011-02-27T10:28:00.000-06:00

Mens Mr. T. mæsker sig med rugbrød og fiskefrikadeller i Danmark har jeg haft ungerne med til det lokale rodeo her i Katy.
Her stod den på sausage-on-a-stick og char-grilled burgers....
.....og en masse underholdning.
Vi måtte alle konstatere at det kan være svært at bevare anstændig coolness, når man forsøger at holde sig fast på en sparkende hest med en hånd......

Eller i børnenes tilfælde.....at holde sig fast på et løbende får....

Til gengæld var der masser af coolness over alle de hjælpe-cowboys, der højt til hest, sørgede for at få de konkurrerende cowboys og dyr i sikkerhed efter endt konkurrence, alle iklædt lyserødt for at støtte kampen mod brystkræft.
Et spørgsmål om at være "Tough enough to wear pink"!

Da Silver Spur Ranch greb vores hjerter og gav os ondt i rø.....!

2011-02-20T16:11:00.006-06:00

Houston er mange ting.
Houston er rigtigt mange ting, men den internationale Metrolpol, Houston er langt, meget langt fra det Texas som vi alle havde en forestilling om, inden at vi ankom her for første gang. Faktisk var vi endda nået til en erkendelse af, at dét Texas kun eksisterede i gamle westernromantiske bøger og film og i vores stereotypificerede hjerner og havde meget lidt hold i virkeligheden.

Det varede så lige til, at vi tillod os selv et par dages ophold på en såkaldt "Guest-Ranch" eller "Dude-Ranch" i Bandera-området, vest for San Antonio.
Et par dages ophold på Silver Spur Ranch!

Vi havde tøvet en masse, fordi jeg igennem alle mine teenageår og mit voksenliv har været hyserisk allergisk overfor heste....og Sigurd har haft tendens til at udvise samme sure, trælse og kedelige allergier som undertegnede......hvorfor jeg havde besluttet at det var udelukket med et Ranch-ophold, hvor den primære attraktion var guidede ture på hesteryg, flere gange om dagen.
Nu havde vi blot hørt så utroligt meget godt om de Ranch-ophold.....og specielt Silver Spur Ranch, at vi besluttede at med en god dosis antihistaminer i lommen til Sigurd og mig, så måtte sådan et ophold kunne afprøves mens Torsten søster besøgte os - og hvis allergien tog overhånd kunne vi jo altid flygte ind i storbyens larm igen.

Så nu står vi her efterfølgende med en dreng, der gerne vil adoptere en ged, ved navn Lassie, 3 unger der nu ikke har lyst til at være herhjemme i Houston mere, 30.000 hjemmegjorte tegninger af børn til hest......ikke bare tilfældige heste men "Lightning" eller "Bandit" eller "Lazy H" eller "Canejo" med små cowgirls/cowboys på vej ud i solnedgangen med stjerneskud over hovederne og fulde måner.....dertil skal lægges en mor, der ikke kan få armene ned, over at det lykkedes hende og sønnen, at være i ekstrem nærkontakt med heste, æsler, geder, longhorns, hunde og dertilhørende hø og halm uden at eneste nys blev udløst hos nogen og lidt kløen i et øje hurtigt fortog sig igen.......
(Jeg er ikke sikker på at Verden står længere, når noget så stadfæstet som min allergi overfor heste, fejler at lægge mig ned med feber, kløen, nysen og vejrtrækningsproblemer, sådan et sted.......ligenu rumsterer skeptisk sejrsjubel indeni.....)

Jeg kan ikke understrege nok, hvor SUPER-FANTASTISK-VIDUNDERLIGT disse par dage var.
Hjemlig, afslappet hygge i skønne omgivelser, med hjemmelavede, traditionelle, solide, Amerikanske kaloriebomber af nogle måltider, der blev serveret på faste tidspunkter, efter at kokken havde slået på klokken, mens tiden, hvor vi ikke fortærede Countryfried Steak eller hushpuppies , blev brugt på ryggen af en hest eller på en halmballe på en trailer, langsomt kørende i solnedgangen, ude blandt ranchens Longhorns, der lige var familieforøget med kalven Charlie eller med at håndfodre æsler og ponyer, der trissede frit rundt på ranchen og om aftenen under myriader af stjerner, kom ned til bålet, hvor ungerne ristede marshmallows til "S'mores" og forsøgte at vriste en enkelt marshmallow eller en kiks ud af ungerne.

Nætternes stjernehimmel var enestående, på trods af en prægtig fuldmåne og solnedgangene ikke mindre prangende.......og mens man forsøgte at få øjne om morgenen - i sengen, under quilten - i værelset "Calamity Jane"- lød det forsigtige dagslys udenfor af hestenes gumlen nede i plastikspandene fyldt med morgenmad, og ranchens "Wranglere" der larmede med seletøjet mens de sadlede hestene op til dagenes rideture og gæssenes hæse skrigende lyde, gedernes brægen og æslernes "Iiiihaaaa"!

Rideturene forgik i områdets bjerge og skove og var smukke, skønne og (sagt af en totalt heste-ukyndig familie - "dudes") næsten hjertegribende bevægende med så store prægtige dyr under bagen.
Drengene var komfortable og trygge ved de store dyr og da Olga var for lille til at kunne deltage i de lange rideture ud i skoven fik hun lov til at blive trukket lidt rundt i folden ad flere omgange, på "Lightning" og nød det med krukket rankhed og et genert smil i mundvigen.

Vi har allerede - på trods af smertende bagdele - booket plads til et par dages besøg igen i SpringBreak, hvilket måske var eneste årsag til at vi formåede at få ungerne ind i bilen, for at kunne komme hjem.

På hjemturen kørte vi ind til Bandera, som er den selvudråbte "Cowboy Capital of the World" (!!Intet mindre!!) og løb helt tilfældigt ind i et "Shoot-Out", hvor en række udklædte cowboy-typer hærgede gennem byens hovedgade og skød til højre og venstre med løst krudt (og fik startet alle folks bilalarmer) og endte med at lave et par store skyde-scener, hvor publikum i mere eller mindre grad inddragedes.

Aksel blev ufrivilligt inddraget i deres hurlumhej, da han gemte sig i en tom tønde, der stod på fortovet. Han ville gemme sig lidt for larmen fra deres skyderier og da de skydegale cowboys så dette, løftede de tønden op og slæbte en rædselslagen Aksel ud midt på gaden, hvor de højlydt snakkede om at ville skyde "The Monkey in the Barrel" Jeg hentede en rystet Aksel op fra tønden og fik ham ind på fortorvet igen, hvor han stadig forblev genstand for flere bemærkninger, der morede alle andre end stakkels Aksel;o)

(På billedet er han stadig kæk og uvidende om hvad hans lille gemmested ville føre med sig)

Torstens søster, Silja blev dernæst hevet ud på gaden, til en skudduel med en anden publikummer og formåede at skyde en af de skurke-cowboys, der prøvede at blande sig i duellen......altsammen til vild jubel og stor morskab hos alle tilskuer.

Jo, vi har været i det vilde vest og .....og et eller andet sted tror jeg sørme, at vi alle lige forelskede os lidt i Texas!

Generationer...

2011-02-14T16:50:00.002-06:00

På en gåtur, hvor vi snakkede om gamle egetræer, der havde stået i flere hundrede år og var plantet af mennesker for længe, længe siden, kom snakken ind på hvordan flere hundrede år sådan er i menneskeår........generationer......
Olga ville helst gerne have et ansigt eller navn på en person, der var flere hundrede år gammel.....hun ville gerne vide om Morfar havde plantet egetræet dér!
Snakken fortsatte indtil Olga i princippet forstod konceptet og fastslog at jeg nok snart døde.........fordi jeg var jo gammel og når man er gammel så dør man!!!.....derefter skulle hun være Mor og have sine egne børn!
Tjoh.....forsøgte jeg.....-selvom jeg er GAMMEL, så er jeg jo altså ikke helt SÅ gammel....endnu......jeg regner med at blive gammel-gammel og sandsynligvis også smadder sur og træls og sidde i en gyngestol med slumretæppe og svinge med en stok og råbe på kaffe, af mine svage lungers fulde kraft.
Hvortil Silja (ungernes faster) tørt fastslog at jeg jo nok nærmere ville sidde og råbe på en LATTE!
Generationernes bevægelse....

Frost

2011-02-12T09:28:00.003-06:00

En skøn smuk gåtur i skoven ovenpå endnu en nat med frost.

Rimfrosten hængte stadig i skyggesiden.

.....en frosen besynderlighed var disse stakkels planter, der tilsyneladende var eksploderet i frosten. Alle disse stængler havde fået strutskørt på af frosne plantesafter, der havde ødelagt stænglen og langsomt sevet ud.........dét er ihvertfald vores teori.

Har senere "googlet" mig til at planten går under det populære navn, "Frost Weed", fordi den har denne egenskab hvor den danner fantastiske isformationer i frostvejr....
Se selv mere her!

Sandsten og marmor i tøndemål

2011-02-07T08:37:00.000-06:00

Sådan helt tilfældigt fandt vi ud af, at der ikke langt fra hvor vi bor findes et overdådigt hinduistisk tempel.
Bygget i hvid tyrkisk kalksten og italiensk marmor, uden brug af metalkonstruktioner af nogen art. Altsammen håndudskåret i Indien og fragtet hertil som et puslespil og samlet over en periode på 1½ år. Templet stod færdigt i 2004 og hedder noget så mundret som Swaminarayan Temple Houston
Vi har besøg af Torstens søster, Silja og vi blev alle - behørigt afklædt vores fodtøj - vist rundt af en rar hinduistisk mand, der fortalte om alle templets udskæringer, de afbildede profeter og reinkarnationer, der allesammen var møjsommeligt og detaljerigt udskåret i marmor. Fantastisk!!
Selvfølgelig var der fotografering forbudt inde i templet!.....men udenfor kunne man knipse løs.....hvilket jeg så gjorde.
Spøjst besøg i et lille stykke Indien i Houston.

Frosne skildpadder

2011-02-06T09:26:00.005-06:00

Nede ved bayouen.......(for en god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på at en Bayou er en langommeligt bevægende flod, eller en å, af den slags som man kender fra Louisiana's sumpområder, (og fra resten af det sydlige USA, ved den Mexikanske Golf) hvor vandløbet ofte forsvinder ind i skovbunden og lader træerne stå i vand og som sådan ikke har en definerbar bred. Betegnelsen bayou bruges dog også om alle de vandløb, der findes heromkring, både de ægte bayous og de af-mennesket-udgravede kanaler, der sørger for at fragte regnvand væk og ud af bebyggelser, ved de jævnlige voldsomme regnskyl.)
Her en lille sang om "The Bayous" fra "The Princess and the Frog"

Nå.......nede ved bayouen havde frosten (fra årets vinterdag her i Houston, hvor der blev rapporteret om over 1000 trafikuheld, på én dag, som følge af isglatte veje....!!) givet is på vandet.
Vi går ofte forbi disse vandhuller på kanten af bayouen og ser ringe i vandet, efter dyr der forsvinder i skjul inden at vi når at se dem.
Idag havde isen gjort store dele af bunden synlig og alle vandhullernes skildpadder lå nede under isen og - troede jeg i første omgang - var druknet da de ikke kunne komme op og trække vejret.
De lå helt stille - også selvom jeg kom meget tæt på dem med mit kamera, så jeg konkluderede, lidt tungsindet, at de var gået til i frosten.
Min viden om skildpadder, om krybdyr i det hele taget, er yderst begrænset, så da jeg så en skildpadde under isen bevæge sig lidt, skyndte jeg mig hen og prikkede hul i isen for om muligt at redde den (mit moderhjerte MÅTTE redde denne stakkels skildpadde fra druknedøden) hvorefter jeg så skildpadden forsvinde længere ud i vandhullet og ned i det mudrede dyb, langt væk fra mig og fra det livgivende hul i isen.
Torsten, mit altid beredte leksikon - min offline Wikipedia - kunne selvfølgelig (med en let hovedrysten) berette at skildpadder kan leve uden ilt i laaange perioder og når kulden rammer, så går de i hi og kan ligge under vandet i ugevis - måske månedsvis!!
Så disse frosne skildpadder ligger bare i kortvarigt hi og da vi på hjemturen gik forbi de samme vandhuller, hvor isen nu var smeltet i solskinnet, var de døde skildpadder ganske rigtigt også væk.

......og vi fandt også noget af skjoldet fra et bæltedyr.....

Snowgasm.....

2011-02-02T20:27:00.005-06:00

Måtte lige tilføje denne "nyhedsudsendelse" til indlægget, der meget godt beskriver stemningen hernede;o)
(37 grader Fahrenheit, svarer til lige knapt 3 grader Celsius!)

Fra Texas og hele vejen op til Maine, har et kæmpe vintervejrssystem sørget for en såkaldt "Snowpocalypse" eller "Flurricane" eller "Flurraclysm" eller "Icetastrophe" eller "Flakeocide" (ord, der muligvis er opfundet af kreative vejrfolk for at beskrive massive snestorme lidt mere kulørt og popsmart, så de gør sig godt på TV.....?? )
De hjemmebryggede ord florerer i medierne for tiden på grund af ovennævnte system, der har sørget for massivt snefald og isnende blæsevejr med dertilhørende sammenstyrtede tage, nedfaldne elledninger, knækkede træer, lukkede skoler og flere tusinde aflyste flyafgange og lukkede lufthavne.
Her er et billede, fra en af NASA's satelitter, af snestormen der dækker over store dele af USA.

Billedet er hentet på NASA's Flickr-side

Helt lokalt, her i vores lille hjørne af Verden, hvor vi som så ofte før, får et piskesmæld af halen af et eller andet bizart vejrsystem, er vi gået fra behagelige 23 grader og en høj luftfugtighed, der gav lidt sved på panden på en formiddags gåtur i skoven, til at vi har frost i dagtimerne og en isnende hård blæst, der går gennem marv og ben.
Jeg var lige inde og tjekke vejret i DK og kunne konstatere at der var varmere i Danmark end her i Houston og det kommer til at koste dyrt rundt omkring igen.
De fleste af vores planter i haven tåler ikke frost og jeg kan igen.....selvom jeg har været ude med lagner og tæpper og har dækket en masse af.....konstatere at stort set alle planterne har fået sorte blade og alt hænger slattent ned og er dødt.....også indenunder lagnerne.
Oveni det sprang et vores vandrør i frosten og de har lovet endnu lavere temperaturere i nat!
Suk!
Det er altså besværligt at bo et sted hvor frost skal være en bekymring! Intet er indrettet efter at der kommer frost, så vi risikerer at frosten laver seriøs ravage.
Skolerne aflyser alle udendørs aktiviteter og truer med at holde lukket, hvis der kommer sne (som de lover imorgen og fredag) Strømmen afbrydes på grund af frosne ledninger, der knækker og/eller grene der blæser ned og afbryder strømmen......det er det rene snowmageddon....
.....og tænk, fordi vi kommer fra Skandinavien, synes alle Texanere at mene at vi/jeg føler os/mig rigtigt godt tilpas i denne kulde og NEJ, det kan jeg berolige alle med, at dér er jeg personligt meget lidt skandinavisk!! (de andre i familien må tale for sig selv;o)
Glemte jo helt at nævne at idag er Groundhog Day, som jeg beskrev nærmere sidste år, og Punxsutawney Phil så i år ikke sin egen skygge, så foråret skulle derfor komme tidligt.......
Hvordan gik et med Kjørmens Knud derhjemme?

Små hemmeligheder

2011-02-01T10:30:00.007-06:00

Hver dag når Olga kommer hjem fra børnehaven, så tager hun skoene af og leder nede i sine strømper efter dagens små skatte, som hun finder på gulvet i børnehaven eller på jorden ude på legepladsen og varsomt gemmer i sine strømper.
Det amerikanske skolesystems gulerodspædagogik udmønter sig i et overflod af fine små klistermærker, som børnene får som belønning, fordi de har været dygtige, søde ved de andre børn eller bare som anerkendelse af, at de har deltaget i en aktivitet. De gives ud med rund og mild hånd og ungerne elsker dem! De får dem ofte placeret på kinden, på hånden eller på tøjet, hvorfra klistermærkerne efter en periode, mister taget og daler som små glitrende skatte til jorden, hvor Olga så kan finde dem.......og putte dem i strømpen......
- som resultat af manglende lommer.

Det fik mig til at tænke på min Mormor, der ofte havde kastanjer i sine lommer......og ligesom med Olga, når lommerne ikke var der, så var hendes strømper det næstbedste sted.
Der sad så et par kastanjer i hver af hendes strømper og når hun en sjælden gang imellem sad ned, så skubbede hun med hænderne lidt rundt på kastanjerne, så de masserede hendes fødder og ankler........ifølge gammel folketro, kan kastanjer modvirke gigt.

Dertil kan jeg huske, at jeg engang læste, at Niels Bohr også havde haft kastanjer i sine lommer og da en journalist ville vide hvorfor han havde dem dér, så havde Niels Bohr svaret, at han havde gigt i hænderne og havde hørt at kastanjerne kunne hjælpe mod det.
Den forbløffede jounalist havde efterfølgende tvivlende spurgt om en Verdensberømt Fysiker virkeligt troede på den slags gammelt overtro, hvortil Bohr svarede at han havde hørt, at de virkede selvom man ikke troede på det!

Niels Bohrs billede er hentet her

Søndagstrummerum....

2011-01-24T14:00:00.004-06:00

I søndags var vi på en lille gåtur i den nærliggende skov.
Vi har en fundet en skøn tur, der går ned langs vores nærliggende bayou og ind i skoven, hvor al den texanske natur udfolder sig omkring os.
Selvom vi alle går rundt og skutter os i det uberegnelige januar-vejr, hvor dagene skiftevis byder på blæst, regn, sol og frostskader på planterne om natten, så varmer solen trods alt de gode dage op til 22-23 grader, og får alt til at summe omkring os, med tropiske insektlyde og frydefulde fuglelyde, såsom spættens hakken efter biller og søvnige larver og vi hører puslen i krattet og spejder til stadighed efter de vildsvin, som er blevet spottet af mange bekendte og familiemedlemmer (inkl. Torsten) - men endnu ikke af ungerne eller undertegenede.

Turen igennem skoven er skøn og vild og byder på skønne, sjove og endda drabelige opdagelser, sådom slangeskeletter og igår en forholdsvis stor udefinerbar dyreknogle.....med undren over hvilket stort rovdyr der havde efterladt det på sit spisebord.....

Skoven bliver ikke som sådan passet. Faldne, rådne træer får lov til at ligge og slyngplanter af anselig størrelse tvinger andre træer i knæ.
Der hænger lianer ned overalt og mange af dem er som skabt til Tarzan-lege for ungerne.

Der mangler vist lidt tro på sin egen Tarzan-formåen....der er ikke rigtigt samme kraft og rumklang som i Weissmüllers signatur-kald!

Søndagens tur var min første gåtur i 5 dage, efter at have været sat helt og aldeles ud af spil i et par dage på grund af en forstrukket muskel nederst i ryggen.
(Jeg fortæller altså ikke at det skete nede i Fitness-centeret, hvor der ved indgangen burde hænge et avarselsskilt til folk over 40 - jævnf. tidl. indlæg!!! "Her tages ikke ansvar for indbildt ungdommeligt vovemod, for folk over 40!"......Nej, jeg nægter at fortælle at jeg måtte humpe yderst uelegant ud af Fitnesscenteret, efter et utroligt grimt smæld i ryggen, for - om muligt - at komme hjem, inden at smerterne ramte for alvor, men nåede kun til bilen, hvor jeg måtte ringe efter min kære mand, der sad i møde, fordi jeg på ingen måde ville være i stand til at transportere mig selv hjem....endsige til den læge, som senere heldigvis konstaterede at der IKKE var tale om en diskuspolaps, men derimod nok en fibersprængning eller en forstrukket muskel)
Jeg måtte bide i det sure æble og erkende at jeg INGENTING kunne: jeg kunne ikke ligge ned, sidde ned, stå op eller gå.....jeg kunne bare spise en ekstra stærk smertestillende (ordineret af lægen) og en ekstra stærk muskelafslappende (ordineret af samme læge....med formaninger) og så gå ud som et lys og håbe på at det gik over af sig selv! (og at jeg ikke-aldrig-nogensinde skulle nyse igen, efter det enkelte nys, som fik ryggen til at føles som "huggeblokken-lige-i-det-øjeblik-at-arbejdet-er-overstået-og-øksen-knaldes-ned-i-huggeblokken-for-at-blive-der..........permanent!"
Dét gik stort set over af sig selv, efter et par trælse dage. Jeg er stærkt på vej op af alderskalaen igen, efter at have følt mig som 127 årig. Jeg kan stort set bevæge mig rundt uden problemer og har kun ømhed og træthed tilbage i den nederste del af ryggen.....så hvem ved, med lidt held har jeg snart fat i selvbedraget igen og er atter på løbebåndet....
Nå, man skal kravle.....før man kan gå......før man kan løbe....før man kan selvbedrages, så turen i skoven var en gåtur i den rigtige retning og ungerne fandt ovenikøbet også et par Geocaches, (en skøn leg vi fik genoptaget en smule mens vi havde familiebesøg over julen).

Vanvittigt.......

2011-01-20T18:29:00.010-06:00

беби-йога, платона и лена

En russisk kvinde har lavet sin egen form for baby yoga, der skal lære børnene, fra de er helt små, at være frygtløse og modige.......
.......hvortil man nødtvunget må tilføje: ....hvis de vel og mærke overlever.........
Det ser helt vanvittigt ud......og jeg får helt koldsved!

Forestil Jer, at hun til en instruktionstime i "Babyyoga" spørger om hun ikke lige må låne din baby, fordi hun vil lige vise de her super-GODE øvelser mod luft i baby's lille mave..........

......får baby'en så også en vodka bagefter som belønning???

One Day on Earth

2011-01-19T11:52:00.002-06:00

Sidste år, på den strengt binære dato: 10/10 '10 - var det for engangs skyld ligegyldigt om man befandt sig i USA eller i DK, hvis man skulle skrive datoen. Amerikanerne skriver deres datoer helt omvendt af hvad vi hjemmefra er vant til.....f.eks ville dags dato være:
01/19/11 eller
January 19th 2011
og ikke
19/1 '11 eller
19. januar 2011
hvilket tager umanerligt lang tid at vænne sig til og virkeligt giver problemer, når man -med krummede tær - opdager at man rent faktisk ikke kan huske hvornår man har fødselsdag - men kun kan den remse med tal, som indgår i ens danske personnummer, som man plejer at lire af sig, når man bliver spurgt om fødselsdato.....og som pludselig vender forkert og giver mig fødselsdag i februar istedet for i marts.....men det er også ligemeget, nu hvor de alligevel har fundet ud af stjernetegnene måske ikke længere passer, som man troede og nu har givet mig vandmanden som stjernetegn og ikke de der fisk der trækker i hver sin retning, som alle astrologisk interesserede sagde passede LIGE præsic på min personlighed......
Nå, det var en tangent....

Sidste år på den føromtalte internationalt overensstemmende dato 10.10.10 eller 10/10/10 var folk over hele Verden blevet opfordret til at drage ud iført videokamera og fortællelyst og beskrive deres hjørne af Verden i løbet af lige netop de 24 timer.
Hvad der startede som en græsrodsbevægelse blandt nogle få filmskabere rundt omkring i Verden, for 2 år siden,voksede sig stort, større og størst og endte med at blive genstand for bla. De Forenede Nationer's interesse.
Eventen, bevægelsen, organisationen hedder "One Day on Earth"

Løbende er filmene tikket ind og igår usendte One Day on Earth besked om at deres arkiv nu er offentlig via "Live-video-map", hvor alle deres film-fortællinger fra d. 10.10.10 er plottet ind på et verdenskort og man kan vælge og søge (dette link introducerer hvorledes deres "live-video-map" kan bruges) blandt tusindevis af film, lavede af frivillige i hele Verden!
Det er en skøn, skøn oplevelse at se disse mere eller mindre smukt lavede film fra hele Verden og jeg må simpelthen opfordre Jer alle til at gå ind og kigge lidt rundt og tage på rejse rundt i Verden.
God Tur!!!

Min dag, d. 10.10.10 foregik på fodboldbanerne med drengene, der var ude og spille deres første fodboldkampe og Aksel tabte en fortand under sin fodboldkamp, til stor jubel!
.......derfor billedcollagen øverst, der begrænser sig til, at blive mit beskedne bidrag til One Day on Earth.

40 (forty) is the natural number following 39 and preceding 41 (kilde: Wikipedia)

2011-01-17T11:07:00.001-06:00

Tjah, jeg har jo fornemmelsen af at jeg kender det og ved lige præcis hvad det drejer sig om....dén dér 40 års fødselsdag, der på én eller anden besynderlig måde afslutter ungdomsårene i alle folks bevidsthed.
Herfra går det eftersigende kun den gale vej.....
Jeg har endnu, at møde én eneste, der kan fortælle mig at 40 har været begyndelsen på et anderledes skønt og fantastisk eventyr, hvor man føler ungdom og livsenergi fylde én med kropslig styrke og velfungerende fysisk formåen af enhver art.....eksempelvis:"....jeg har efter de 40 pludselig været i stand til at tage 200 armbøjninger, mens jeg læste Anders And højt for ungerne og jeg har pludselig set min mave og talje, på magisk vis, blive 40 cm mindre mens håret bliver mere og mere kraftigt og skinnende og jeg har bestilt en rygsækferie, hvor vi skal overnatte på 1mm tynde liggeunderlag i telt i 4 kilometers høje, fordi det føles pludseligt så forfriskende at vågne om morgenen med iltmangel......." well, I forstår vel hvad jeg mener!
Næh, jeg har til gengæld mange, der ynder at gøre et eksempel ud af, at de PÅ TRODS af at de har rundet de 40, stadig magter at udføre almindelige fysiske opgaver og øvelser uden ugelange efterfølgende smerter og stadig formår at spise et pænt stykke kiksekage og drikke et enkelt glas dessertvin uden at livvidden vokser 3 numre og blodtrykket når nye alarmerende højder, mens lysten til fysiske udfoldelser svinder i samme takt og hovedet pludselig føles som om det befinder sig klemt under en dansende elefants venstre bagfod mens man pludselig får en akut trang til at hvile sig i vandret, udstrakt stilling, blot et lille døgn eller to..........
Jep......dét er så den nye virkelighed, som min søde, ungdommelige mand, nu helt uforskyldt er blevet en del af.....helt automatisk......fordi sådan er det jo med tiden og med alderen og med.........forfaldet, som synes at skulle ramme ekstra hårdt, her efter de 40;o)
Den stakkels mand, der naturligvis ikke føler sig en dag over 39, rundede 40 i denne weekend og det markerede vi på ægte nedtonet 40+-vis, ved at hygge os med børnene og søbe kabelTV med letromantiske/humoristiske film, et glas champagne, der på ægte 40+ vis ville straffe hårdt dagen derpå og let hyggelig 40+-romantisk sludder...og så sprede fødselsdagen ud over hele weekenden.
Ok, det blev til en anelse mere end det.....faktisk fik vi en fin oplevelse ud af at være på bla. "Fogo de Chao", som er et brasilliansk steakhouse, hvor kødet tilberedes på Gaucho-måden (Gaucho er det nærmeste man kan komme en sydamerikansk ækvivalent for Cowboy) hvilket helt basalt betyder at de tilbereder deres kød til perfektion over åben ild og serverer kødet (alle deres 15 forskellige udskæringer og tilberedninger) ved at bringe det til bordet, på et spyd, hvorfra de skærer kødet direkte ned på tallerkenen og dertil en fuldstændig overdådig salatbuffet med alt hvad hjertet begærer og m.e.g.e.t mere til!!! .

Vin, kød, stemning og opmærksomhed gik op i en sjælden højere enhed (vi talte på intet tidspunkt, mindre end 15 tjenere på gulvet....hvilket ikke siger så meget, men det var indenfor synsvidde på en overskuelig halvstor restaurant!) Vi blev - alle 5 - forkælet på alle leder og kanter.
Ud over brasilliansk kødkultur, holdte ungerne stort anlagte shows for deres fødselsdags-Far, som undervejs var sikkert placeret i ungernes gave-til-"Gamle Far": En "all-american" gyngestol, der i virkeligheden hører til på vores ikke-eksisterende veranda.
Der blev tid til museumsbesøg, sushi, hjemmelavet overdådig Ceviche (fisk og skaldyr marineret i citron/lime-saft med urter) en tændt pejs, (her har været afsindigt koldt....regnvejr og under 10+ grader), en masse hyggelig samvær og så en masse "festlig"oprydning og rengøring, som kompensation for den weekend-tur, som vi alle havde håbet på skulle foregå, mens "Far-fyldte-sshh"......men måtte opgive i sidste øjeblik fordi.....nogen har travlt på arbejdet!....Jo, vi har ramt 40+ og alt hvad det fører med sig, hvilket vi har fejret - på forunderlig vis med en masse snak om fortiden og ikke så meget om fremtiden....er det normalt for 40+??......sammen med en 40+ hovedpine til at bevise at det skete med bobler og manér!

Tjen ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karusellen.....

2011-01-12T13:35:00.001-06:00

....eller hvordan den nu går, den gode gamle revy-vise.
En billedcollage fra en formiddagstime,
med en kop kaffe,
ved en karusel i Katy Mills (det nærliggende shoppingcenter),
hvor den flinke karusel-dame lod karusellen køre......uden betaling.....blot for vores skyld, således at vi (en veninde og jeg) kunne lege med kameraer og lukkertider.

....og det kom der en stribe fantastiske og sjove billeder ud af....
....som I så skulle belemres med!
Mens jeg sidder her og åbenbart ikke har andet at give mig til, mens Olga er hjemme og sløj og varm og pudser næse i ét væk.

Dødsensfarlig politisk retorik

2011-01-11T17:34:00.002-06:00

Kongress-medlem Gabrielle Giffords, blev for nyeligt skudt ned, sammen med en lang række andre uskyldige mennesker, af en forstyrret ung mand, i Arizona.
Giffords overlever, stadig på et hængende hår.....det var der 6 af de andre skudofre, som tilfældigvis var tilstede ved et valgmøde i Tuscon i lørdags, der ikke gjorde.
Selve skudepisoden har naturligvis fået meget mediedækning, og en meget hadsk og opildnet politisk retorik, der er gået forud for denne ultimativt tragiske hændelse, er blevet kædet sammen med tragedien og beskyldningerne fyger i den politiske lejr....
Gabrielle Giffords var demokrat og hendes navn var blevet brugt ivrigt af det såkaldte "Tea Party" og Sarah Palin i deres vel bitre kampagne imod demokraternes og Obamas sundhedsreform her i USA.
En af Sarah Palins kampagne-reklamer viser direkte kiggertsigtet fra et gevær og peger det mod bla. Giffords navn og placering.

Smårystende at man overhovedet vil tillade den form for retorik og hovedrystende dårlig dømmekraft fra en republikansk kvinde, der måske gør sig forhåbninger om at være republikanernes næste præsidentkandidat.

Selvom republikanerne over én kam nu forsvarer sig og mener at denne politiske retorik umuligt kan have noget at gøre med lørdagens nedskydning, så er det et faktum at "The Tea Party" og bla. også Sarah Palin har gjort sig bemærket i det sidste års tid ved at puste til en meget hadsk stemning, blandt en noget uhyggeligt ensporet amerikansk befolkningsgruppe med øje for intet andet end at få fjernet Obama fra magten........jo før desto bedre.
Oveni alt dette er en Baptist Kirke med store armbevægelser, fra Kansas, igang med at forberede en blokade af begravelserne for de uskyldige ofre i lørdagens nedskydning, bla. en 9-årig pige, fordi - som de siger - så er nedskydningen:

"GUD's VILJE!"

og

"Gud placerede det gevær i gerningsmandens hænder!"

......jeg lader det lige stå lidt.....

Skræmmende hvor mange mentalt forstyrrede mennesker, der pludseligt dukker op og lur mig om de ikke sandsynligvis allesammen stemmer på "The Tea Party"!!!

Stor, større, Texas...

2011-01-09T19:11:00.002-06:00

På en af vores gåture i naboparken, der jo er opkaldt efter den tidligere præsident, George Bush (den ældre, uden W.) fandt vi disse fantastiske fraflyttede sneglehuse, som Aksel står og holder i hænderne.
De var der i massevis og Torsten fortæller at han ofte har set dem på hans løbeture...
....jeg har aldrig set dem før.
De er fantastiske......flotte......og store........så store, at man begynder at kigge sig nervøst over skulderen efter husejeren.......dén der store bredskuldrede snegl, der lige var på besøg hos naboen og nu er vendt tilbage og ser nogen fifle med hans hus......
Jo, jeg kan sagtens få en dårlig nats søvn ud af at forestille mig størrelsen af de snegle, der kan trives her i disse Texan-size luksus-sneglehuse.

Vinbjerg-snegle go home!

Jeg vil lige indskyde at mærket nederst i billedet, er fra et billedredigeringsprogram, som jeg har på prøve;o)

Censur.....igen!

2011-01-05T19:48:00.002-06:00

Argh!
Jeg har lige læst at Mark Twain's "Huckleberry Finn" fra 1884 skal genskrives og alle de grimme racistiske udtryk, som "Nigger" eller "Injun" (mindre flatterende navn for amerikanske indianere) skal fjernes og erstattes af mindre farlige og mindre provokerende ord.
Det er jo ikke første gang at man i den politiske korrektheds navn (eller som følge af diverse kommissioner, etc.'s afgørelser) har ændret i mere eller mindre litterære værker!
Jeg vil nævne, Tintin's skaber Hergé, der for nyeligt er blevet anklaget for racisme, for tegneserier lavet for over 80 år siden, hvor den almindelige holdning i Europa omkring racisme var ganske anderledes....... og iøvrigt igennem tiden har fået sine tegneserier censureret, da Kaptajn Haddock's profane sprog er blevet renset ud i nyere udgivelser.
Der er også Lucky Luke, der pludselig mistede sin cigaret i mundvigen.
Jeg vil også nævne at jeg hver aften, sidder og synger "Elefantens Vuggevise" for ungerne og jeg synger troligt og pænt "Imorgen får du en kokosnød, og den skal du bruge som rangle"....selvom jeg voksede op med at Jumbo fik en lille "Negerdreng"(og ikke den oprindelige "niggerdreng") som rangle.......
....men hvis vi lader som om at perioder, hvor den hvide mand undertrykkede og kaldte andre folkslag for nedværdigende navne, aldrig har eksisteret, lærer vi jo ingenting.....og så risikerer vi måske at historien gentager sig.
Man tager en roman fra 1884 og omskriver den i 2011, for at nutidens unge ikke skal få de forkerte ideer eller fordi man ikke tillægger dem nogen selvstændig kritisk tankegang. Man overvejer slet ikke, at man ved at læse en bog som eksempelvis "Huck Finn", måske kunne modne et sind, der kunne gennemskue og se uretfærdigheden i den oprindelige historie. Nej, man vælger at omskrive den og gøre den "ufarlig" og fjerne det, der måske kunne stadfæste en uretfærdighed og som kunne stå som et vigtigt tidsbillede.....og efterlade noget, som måske (måske ikke?) vil tage brodden af hvad racismen var og ultimativt endda uskadeliggøre racismen.....
Det er et skævt spor at komme ind på, synes jeg! Det er en letkøbt beskyttelse af børnenes uskyldige univers, som grænser kraftigt op ad noget historieforfalskning.
Det skal selvfølgelig lige siges, at det idag ikke er muligt at finde Huckleberry Finn på de fleste børnebiblioteker og at man med omskrivningen, måske ville kunne gøre den tilgængelig for børn (og deres sarte sind). Det er altsammen op til lokale forældrebestyrelser (eller enkeltstående helikopterforældre, med bekymringen uden på tøjet), der uden større besvær kan fjerne store litterære værker fra børnenes univers, hvis de finder dem blot den mindste smule anstødelige!

.....og endnu en liste over fjernede og forbudte bøger.

Til gengæld har Aksel en lærerinde i sin 1. klasse, som ynder at kalde en af Aksel's klassekammerater for "Little Monkey" fordi han er mørklødet og på alle mulige måder er det jo fuldstændigt forrykt!
Det er jo ligegyldigt hvad man prøver at censurere sig ud af, hvis man på skolerne har lærer, der står i klasseværelserne og gør lige præcis dét, der er streget ud med sort tusch i de store litterære værker.....og det har helt klart en meget, meget mere uheldig indvirkning på ungerne end når ungerne læser en fantastisk bog, hvor skældsord bliver brugt i flæng for at understrege racismens grimme ansigt.
Til Aksel's forsvar skal det siges, at han fortalte os historien om lærerinden (som han iøvrigt er meget glad for) fordi han syntes at det var forkert at kalde nogen navne.
Der er håb for ham.
Måske skulle vi finde en originaludgave afg Huckleberry Finn og læse den med ungerne??

Nytårshilsen.....

2011-01-01T12:24:00.002-06:00

En lidt forsinket nytårshilsen fra os alle 5, med en lang billedkavalkade fra året der gik.
Agnes Obel står for musikken og ungerne er det primære, de næste 8 minutter.....ikke stort anderledes end hvad de jo er til daglig.
Må 2011 byde på ligeså mange fine, spændende, sjove og oplevelsesfyldte timer som det nu brugte år.

Til dem der savnede en hvid jul (Olga) og så os andre.....

2010-12-30T15:42:00.004-06:00

.....der ikke bor på Bornholm......
Flot ser det ud på tilpas lang afstand....
......og taget med en andens kamera.....
.....mens udendørstemperaturen her, igen har listet sig op på 24 grader C og solen skinner.

December 2010 Blizzard Timelapse from Michael Black on Vimeo.

Julen i Houston, 2010

2010-12-29T17:03:00.000-06:00

Støvet har lige knapt lagt sig efter den massive jule-invation, der nu er draget videre på deres erobringtogt af Den Nye Verden.
Med vemod i hjertet så vi dem igår, drage videre, sekunder før at vi alle kollapsede under vægten fra indtaget julegås, flæskesteg, frikadeller, rødkål og leverpostej og . .så . .videre.....og med åndenød lavede en hemmelig pagt om ikke at indtage én eneste kalorie mere i år.
Juletræet er plyndret og et sidste snif af dens skønne granduft blev trukket gennem næseborene, inden at den blev båret i skammekrogen, på fortrappen, i regn- og tordenvejr, og nu blot venter på at blive fragtet på sin sidste rejse til genbrugspladsen for udtjente juletræer.
Den gjorde det godt og holdte elegant på sine nåle, lige til det sidste.
Olga er ked af, at julen nu sirligt er pakket i kasser og stillet væk.....men som hun selv påpegede: meget mere ked af at seen ikke kom.....selvom de texanske temperaturer kortvarigt, virkelig prøvede at tilfredsstille hendes hemmelige ønske.
Drengene derimod har blikket stift rettet mod nytårsaften og alt hvad den tilbyder.....og det har nogengange kunnet overstråle julens gaveregn og nisseklædte varme....så mens vi venter på endnu en stor aften og lader huset stille finde tilbage i vante folder, mens ungerne igen har indtaget deres domæne i de kortvarigt udlånte værelser ovenpå og sengetøjet efter 9 overnattende gæster tumler rundt i vaskemaskinen, vil jeg dele lidt ud af en dejlig jul i familiens skød.
Med håbet om en skøn overstået jul og et vanvittigt spændende og fantastisk morsomt Nytår i vente til alle derude.

Forberedelserne, med juletræet, gingerbreadhouses og julemandsbesøg, hvor ønsker genert hviskes til en julemand, der talte fuldstændigt som Mrs. Doubtfire....

På NASA, Space Centeret her i Houston med hele familien samlet!

Juleaften og en samling af skønne fætre og kusiner foran juletræet i Texas.

Juleaften....

Julefrokost med snaps i Olga's kaffestel og spil og leg.

2. juledag i Brazos Bend med grillede hotdogs til frokost og alligatorer der frøs for meget, til at ville kigge frem, med et par enkelte undtagelser. Eftermiddagen på stranden i Galveston med Portugisiske Orlogsmænd (Kan I huske dem???) på stranden i solnedgangen.

Og meget meget mere......

Det har været komprimeret, hektisk og ganske fornøjeligt.
.....og nu må I have mig undskyldt mens jeg lige kollapser foran fjernsynet for at se Texas Bowl på ESPN. Baylor Bears møder Illinois Fighting Illini i en college-footballkamp og på sidelinien står skønne Christina (Nederste billedcollage, nederst til højre i den røde trøje) og spiller sin trompet til sin sidste opvisning til en fodboldkamp.
Go Christina!!

Længe ventet

2010-12-22T13:31:00.003-06:00

Idag er det onsdag og i søndags satte en del af min familie ud for at rejse herover. Faktisk skød de rejsen igang allerede lørdag, da et vedholdende snevejr jo helst ikke skulle forhindre dem i at nå frem til lufthavnen i tide, så de var på den sikre side ved at overnatte i nærheden af lufthavnen.
Men snevejr overalt i Europa aflyste adkillige fly....også afgangen, der skulle fragte familien Danmark til Frankfurt blev aflyst og først 2 dage senere kunne de få nye pladser.
Ak!
Tirsdag meget tidlig morgen skulle være næste afgang, men tænk sig, det sneede stadig og en forsinkelse på 4-5 timer fra Billund resulterede i, at den videre forbindelse over Atlanten lettede uden Julens vigtigste passagerer.
Det var jo så ikke kun disse rejsende, min familie, der havde været lidt uheldige med aflyste fly og stærkt forsinkede fly, så at få plads på et nyt fly inden for en overskuelig fremtid (som f.eks INDEN jul) var tæt på umulig.
Jeg forestiller mig en hob af flysæde-tørstige gribbe, der med næb og klør, kæmper om hvert eneste sæde, der kan få dem ud og væk fra Frankfurt Lufthavn....
Nå, skæbnen ville at der senere på dagen, (nok fordi der var 5 andre uheldige rejsende, der ikke nåede deres fly til Newark (en af lufthavnene i New York)) - dukkede 5 pladser op i flyet til New York og vores 5 gæster, kom afsted over Atlanten!!
Nu sidder de så i flyet på vej fra New York, herned og ankommer om en times tid.....selvfølgelig uden deres baggage, fordi den lille krølle skulle deres rejseeventyr også lige have med.
Vi glæder os, til endelig at få dem indenfor døren og til at vi endelig kan starte julen.....sådan rigtigt.

Jeg har lige opdaget at stærkt forsinkede gæster, giver ekstra arbejde......et totalt fjollet forsøg på at fremstille sit hjem, for nogen, der skal se det for første gang, med helt nystøvsugede gulve.......(!).........fordi, det jo helst skal præsenteres fra sin bedste side.....og deres ankomst har flyttet sig så tilpas mange gange til at jeg har kunnet nå at juble rundt med min yndlingsaversion, støvsugeren adskillige gange.
Nu har jeg så støvsuget gulvet for sidste gang, inden at vi får gæster.....det har jeg lovet migselv og jeg løber rundt og skuler til ungerne, når de spiser brød eller bare går rundt.....og drysser genetisk materiale på gulvet.....
Lad julen komme, med et stort indryk af længeventede gæster fra Danmark og Kansas City og freden for støvsugerlarmen sænke sig.....please!
Glædelig Jul!

Football

2010-12-20T11:07:00.003-06:00

Et boldspil, hvor bolden primært transporteres rundt på en bane i hænderne på en række mænd, gemt under en moderne plastik-letvægts-brynje og i stramme tights, kaldes her til lands: Football og spillet, som vi kender som fodbold, hvor spillere løber rundt i alt for store flagrende shorts og ikke rører bolden med andet end fødderne, kaldes for soccer. Tjah fornuften og logikken er umiddelbar svær at greje, man skynder sig bare at acceptere det med et smil og husker at sige soccer, når man mener fodsparkende bold og football, når man mener et spil afledt fra rugby hvor bolden flyttes rundt i favnen....

Torstens arbejdsplads havde til årets julefest, for de ansatte og ægtefæller, arrangeret en række billetter til at se det lokale "fodboldhold": Houston Texans mod de besøgende Baltimore Ravens i Houstons gigantiske stadium, "Reliant Stadium" med plads til 71.500 siddende mennesker.
Billetterne indbefattede bespisning på stadium og adgang til sidelinen mens begge hold varmede op og derefter en siddeplads til at overvære kampen....meget meget langt over græsniveau, men med usædvanlig skøn udsigt og overblik over hele menageriet.

Vi startede, som sagt, nede på banen med at overvære radio/tv-værter, der velsminkede, og vældigt krukkede, gjorde sig kloge på aftenens spillere - spillerne, der varmede op, strakte ud og gjorde sig til, mens fans, fra begge lejre, råbte og skreg efter dem.
Det var en ret sjov, anderledes og intens oplevelse, hvor alt var nyt for os og jeg fuldstændigt overvældet, tog en masse billeder og slugte det hele med hud og hår, inden at vi, en halv time før kampens start, fik pænt besked på at forlade banen og gå mod vores siddepladser.
Vores siddepladser var langt oppe under taget og da kampen startede kunne vi kigge ud over et stadium, med 71.500 siddepladser, hvor ikke mange tomme sæder var tilbage.....taget i betragtning at priserne for siddepladserne rangerer fra $16 - $750 og at Houston Texans vistnok betragtes som et noget gennemsnitligt hold, (der dog - vist nok -har fået mere vind i sejlene de sidste par år) så er det alligevel en imponerende opbakning.

Fodbold....altså den amerikanske version, er en stor ting, herovre. Det er for mange den ultimative underholdning og når man ser hele hurlumhejet, med ekstrem høj og hårdtpumpet musik, maskotter der flyver ned fra taget, fyrværkeri og en meget højtråbende speaker, der sammen med cheerleader-pigerne - denne aften i små sexede nissepige-uniformer (der kan få enhver rødstrømpes tæ'r til at krumme uopretteligt langt og smertefuldt bagud) der altsammen gejlede stemningen og underholningsværdien op, så virker det også forståeligt, selv på sportslige analfabeter som os, at dette er oplagt som en god aften ude, for hele familien. Der er underholdning for enhver smag......omend man(vi) måske efterlades lettere målløs.
Det er ikke ret meget fodbold....altså rent spil, der foregår. Spillet afbrydes konstant af spilmæssige årsager, time-outs men også pga at tv-stationerne, der transmitterer kampene, skal have plads til reklameblokke og ligeså snart kampen er kortvarigt afbrudt, blæses afsindigt højt musik ud af højtalerne og storskærme viser reklamer og dommerafgørelser vises som tekst på endnu andre skærme mens cheerleader-nisserne gør deres mærkværdige ting og vindere af diverse konkurrencer annonceres og og og......og pludselig - uden at man har opdaget det, er kampen igen igang og en ny pause allerede opstået.....og hele hurlumhejet vil ingen ende tage.
Det er et velterettelagt show, hvor underholdningen multitasker. Storskærmene opfordrer fans til at lave larm, så modstanderholdet ikke kan konferere og i modsætning til i Danmark (her tænker jeg på nyeligt overståede håndbold-kampe) bliver der også opfordret med god samvittighed til Buh-råb, når modstanderholdet træder ind på banen eller er i angreb.....her er der ingen fine fornemmelser om spiletik etc. her er der bare dømt show!!!
Spillet i sig selv består af 4 "kvart-halvlege" på hver 15 minutter.
Da spillet, som nævnt, konstant afbrydes, varer kampen langt længere end den ene time, den var tiltænkt og da vi efter 2 timers spilletid med noget der grangiveligt lignede et svidende nederlag til Houston Texans, besluttede at vi hellere måtte vende snuden hjemad til ungerne og barnepigen, var 2. kvart-halvleg kun lige overstået.
Vi kom hjem til barnepigen, der fulgte kampen på tv og som kunne fortælle at Houston Texans havde kæmpet sig op til NÆSTEN at vinde men i forlænget spilletid, alligevel måtte se nederlaget i øjnene.

Bemærkelsesværdigt var det at være bænket ved siden af alle disse Texans fans, der faktisk havde en rigtig hyggelig aften og morede sig på trods af, at hjemmeholdet var langt bagud. Jeg undrede mig lidt over den manglende nedslåede stemning, som plejer at præge taberholdets tilhængere. Om det skyldes at spillet åbenbart hurtigt kan vende eller som vi blev enige om derinde, at folk er der mere for showets, stemningens og oplevelsens skyld end for selve spillet.....tjah?.....eller også var det fordi vi sad oppe blandt $16-$30-betalende gæster og ikke nede blandt dedikerede $700-tilhængere.
.....og en sidste ting, som jeg tror ender som et selvstændigt indlæg her på bloggen....engang.....er de cheerleadere!!! Jeg kan simpelthen ikke greje at man her i USA, hvor man er så ekstremt hysteriske med bar hud og naturlig nøgenhed, og hvor man i børnenes univers fjerner alt der minder om kavalergange og undertøj, men så til alle sportsarrangementer præsenterer disse barbiedukker, med alt for meget make-up og en minimal påklædning og kropsbevægelser, der læner sig kraftigt op af noget lummert.........
Nå, men som Torsten siger, så er det jo bare fordi at jeg er misundelig.......og kedelig dansk......og snerpet.....og hirsegrødsagtig........
..........???
Nå, det indlæg kommer nok.....

Dansen går...

2010-12-19T21:52:00.001-06:00

"Nu er det jul igen...og nu er det jul igen...." rundt om poolen til afskedsfest for en dansk familie, der - før de ved af det, står hjemme i sne, kulde og mørke på dansk grund igen......og de glæder sig!....!

Status117

2010-12-10T07:53:00.000-06:00

Det er allerede blevet december igen.
Med fare for at gentage mig selv for 117 gang, men HVOR bliver tiden af???
Det er 2 år siden at vi lettere hektiske og meget, meget forkølede sad i venteværelset på den Amerikanske Ambassade, med en milliard papirer på os, nogle ret ugidelige unger, der virkeligt prøvede at opføre sig dannede og fornuftige, men sådan nogle størrelser har nu engang sådan en underlig fjeder monteret bagi, som helt umotiveret selvudløser med jævne mellemrum og katapulterer børnene op i en anselig højde med et kæmpe hvin, for derefter at lade dem hoppe rundt i cirkler i flere minutter inden de igen når øjenhøjde og kan bringes i ro igen.......
......Hvad!?
Sker det ikke for Jeres børn.....??
.....
Ambassaden og papirnusseriet, der trak i langdrag og forsinkede vores afgang ganske mange gange, er nu et sjovt minde om en underlig tid i opbrud, med et ventende eventyr foran os som en gulerod og en spændt og usikker fornemmelse i maven. Flytterod og pakkenelliker allevegne og pludselig er der gået to år og jeg har for en uge siden pakket de sidste flyttekasser ud....de allersidste!! (på ære!) som stod i drengenes klædeskab, indeholdende vintertøj til børnene, som de forlængst er vokset ud af og ikke har haft syndeligt brug for herovre. Nu ryger det til genbrug!
Tænk at vores oprindelige løse plan var at blive her i et enkelt år....måske to allerhøjst.....nu er planen jo 3½ år ialt, hvilket synes at være lige om hjørnet med den fart som tiden har på.
Et par bekendte, et dansk par, der har boet her i Houston i 10 år, står foran at skulle tilbage til Danmark. Et Danmark som deres børn kender fra sommerferier, men ellers primært kun har andenhåndskendskab til. De skal "hjem" til den savnede familie, leverpostej, levende lys, januarmørke og alt det bedste man ved og alt det værste man ved.
Jeg håber på at få lov til at høre en masse om deres hjemvenden, fordi snakken om hvad det vil sige at vende hjem til Danmark, væk fra de vaner og savn, fordele og ulemper, livet herovre tilbyder, har sat en masse tanker igang om vores egen hjemvenden.
Jeg kørte idag rundt i dele af Syd-Vest Houston, som jeg ikke kendte, i den evindelige søgen efter en habil og fast leverandør af hakket svinelever til leverpostej og fik pludselig en fornemmelse af at føle mig hjemme. Jeg havde GPS'en i bilen men brugte den ikke og selvom området var nyt for mig, så havde jeg overblikket over hvor i byen jeg befandt mig......det er ikke sket mange gange før!!
Faktisk plejer jeg at sidde med øjnene naglet til GPS'ens anvisninger, for at kunne finde hoved, verdenshjørner og hale i noget som helst i denne by.
Men ikke idag!
Idag følte jeg mig på hjemmebane.
Ihvertfald indtil at jeg trådte ind i et afsindigt stort kinesisk supermarked, hvor krøllede griseører var lavet til flæskesvær og hønsefødder var vacuumpakket i 100 stk.s pakker og akvarier med levende krabber, store fisk og hummere stod side om side med fantastiske montre fyldt med frisk fisk, blæksprutter, blå krabber (billedet) snegle, og kølediske fyldt med underlige, fantastiske og besværligt lugtende ukendte fødevarer, konkurrerede om opmærksomheden med grillede vagtler, grillede ænder med hovede og næb på, rejechips i alle regnbuens farver og hollandsk smør på dåse.
Wauv! Sikken skøn og eksotisk oplevelse.
Svinelever havde de masser af, men at hakke den???? Nej!
Jeg købte svineleveren og transporterede den over til min lokale slagter, som med lidt overtalelse gerne ville hakke den for 5 dollars, hvilket kun er en lille smule mindre end hvad jeg betalte for leveren....!
Hvad man ikke gør, for at få den lille smule Danmark på spisebordet!!

Når en peberkagebager...

2010-12-09T13:50:00.006-06:00

Så holdte StarWars sit indtog i kagedåserne.
De traditionelle, hyggelige og tilforladelige, kagemænd og koner, stjerner, hjerter og juletræer har nu taget form som Master Yoda, Darth Vader, The Millenium Falcon eller andre kendte figurer eller fartøjer fra Stjernekrigen.
Imellem hvirvlende mel og med fedtede fingre gennemspillede ungerne hele Star Wars sagaen i brunkagedejen og Olga havde ovenikøbet sørget for et korrekt Camilla Plum-hår!!
Venter nu bare på at en bid af Master Yoda eller Darth Vader vil fortrænge sukkerchokket til fordel for selveste "Kraften" så jeg derefter vil kunne pynte op til jul med bind for øjnene!
May the Force be with you.

Fodbold

2010-12-04T22:44:00.001-06:00

Drengene har overstået deres første fodboldsæson i den lokale FFPS-league.
FFPS står for "Fun Fair Positive Soccer" og er en forening, der startede for snart 25 år siden her i Houston.
En mand stiftede foreningen her i Katy i 1986 med 100 spillere med henblik på at skabe et hyggeligt og relativt konkurrencefrit miljø, hvor børn kunne spille europæisk fodbold på sjov (fun) og retfærdig (fair) vis. Han lavede en række regler, som skulle overholdes på banen og specielt på sidelinien, hvor tonen og tilråbene fra entusiastiske forældre skulle bakke børnene op og skabe en sjov og positiv stemning.
Han havde en ide om at børn spiller spil, fordi de synes, at det er sjovt og at de ikke er konkurrenceprægede som udgangspunkt og at alle børn har RET til at føle sig som en værdifuld del af et hold og at kampe skal være en sjov og positiv oplevelse, for alle.
På banen betyder det at ALLE børn, gode som mindre gode, får lige meget spilletid. De spiller 5 spillere ad gangen og får lov til at spille enhver position på banen. Som udgangspunkt må de ikke score mere end 3 mål pr. mand pr. kamp. Der føres ikke regnskab med målene (ikke fra de voksnes side) og for hver 5. minut skifter alle spillere position.

På sidelinien må forældre og evt. andre tilskuer komme med positive tilråb og ikke spilkorrigerende tilråb (ikke noget med "Aflever!","SKYD!!!" eller "Aaaj, du er for langsom!" eller "Hvorfor skød du ikke?" eller "Hvad er det for en dommer????" i den dur, som man hører sofakartofler, foran fjernsynet råbe, for døve øren, når landskampe ruller over skærmen)
Her dur KUN "Flot skud!", "Godt forsøgt!", "Flot forsvarsspil!", "Heja *indsæt holdnavn*" eller "Kom så *indsæt spillernavn*!"og det allerbedste er hvis man kan overskue at heppe på modstanderholdet også!
I første omgang var jeg lidt skeptisk over alle disse regler. Tænk at det nu skulle være nødvendigt at udstede regler til forældre, der sidder og overværer egne børn ned til 5 års alderen, der spiller klump-fodbold, om at de kun skal opmuntre deres børn, at de ikke må råbe grimme ting ud på banen!
Hvem ville sidde og råbe....noget som helst?
Men hold da fest, jeg havde lige glemt, den fantastiske "ånd" der hersker herovre, hvor tilråb aldrig er et forkølet "Flot" og hvor 'Jante' aldrig har fået en fod til jorden!
Her lyder et konstant gjaldende og gennemlevet "FANTASTISK! DU ER DEN BEDSTE" (i mange forskellige udgaver) - og den entusiasme går ikke tabt når det gælder forældrenes forventninger til deres børn!
Her er der ikke mindre følelser bag og det har i løbet af denne efterårssæson været mere end svært for mange forældre at holde de let spydige bemærkninger og MEGET højlydte udbrud af spilkorrigerende karakter indenbords, hvis ikke dagens spilleform har været optimal.....og det er egne børn, der får skuffede forældres nedgjorte forventninger at mærke......selvom de indimellem forsøges afleveret delvist pænt indpakket og diskret, da reglerne trods alt forsøges håndhævet. (Her har forældre med tosprogede børn en uhørt fordel!!! Kinesisk, spansk, japansk, portugisisk, dansk, svensk, fransk svæver over banerne......sammen med en masse udråbstegn.)
Der er så til gengæld heller ingen, der er blege for at skamrose.....eller at råbe til modstanderholdet, at de scorede et flot mål, eller udviste flot forsvarsspil.
Det har været en fantastisk skøn oplevelse!
Jeg har overværet mig selv, sammen med en række andre forældre, stå og gale alle børnenes navne på skift, alt efter hvem der havde bolden og føle hele kampen under huden og set mig selv og medspilleres fædre/mødre få gåsehud og danse sejrsdanse når holdet scorede!!
Der er så meget stemning ved de kampe og ungerne har elsket deres træningsaftener og deres kampe, hver lørdag.
De eneste elementer, der har været vrantne undervejs, har været stakkels texanske forældre, der i 10 graders varme på en træningsaften, har syntes at træneren burde aflyse...eller i det mindste afkorte træningen, fordi "det er jo helt urimeligt at børnene skal løbe rundt i SÅ KOLDT vejr, det må give muskelskader!!!" - ok, I må gerne trække på smilebåndet derhjemme under snedyngerne!
Idag var sidste kamp-dag og til afslutningsfesten, for hvert enkelt hold, uddeltes trofæer til alle spillere og alle blev rost for en fantastisk sæson og en flot indsats.
Jo, her er alle en helt!
.....vindere eller ej......
Men det skal ikke være en hemmelighed, at ved hver kamp - hvor alle voksne prøver at lade som om at de slet ikke har bemærket, registreret og mentalt noteret hver eneste scoring, der er sket i kampen - at børnene....alle...hver og én....er fuldstændigt med på hvad stillingen er og alle har helt sikkert, en bedre weekend, hvis resultatet var i deres favør - deres såkaldte ikke-eksisterende-konkurrence-mentalitet er på mærkværdig vis meget sejrstørstig.
....og det skal heller ikke være en hemmelighed, at jeg glæder mig til, for en kort periode, at få vores lørdage tilbage til fri leg, igen.
Vi melder dem jo nok højst sandsynligt til endnu en sæson i FFPS til foråret igen, hvor foreningen, der er gået fra 100 spillere til over 16.000 spillere på sine 25 år, kan fejre jubilæum.
....også selvom jeg hører folk sige, "Oh yeah, FFPS......that's like, REALLY low key soccer!!......but I guess....ahm......fun?"
.....!

December

2010-12-02T09:15:00.000-06:00

Tiden er kommet,
hvor man på sin vej rundt i nabolaget,
ved aftentide,
pludselig overvældes af blinkende lyshav.....evt. tilsat musik!

Naboer, der ikke vil stå tilbage for hinanden, får skabt disse lyslommer i byen, hvor ikke bare en enkelt galning med alt for mange stikdåser.......men indtil flere brushaner, dør om dør, skaber disse prangende vinterlandskaber/eventyrlandskaber eller bare oplyste kaosteorier i forhaverne, til vild jubel fra et indre barn og trafikken går umærkeligt istå mens man i sneglefart, indtager hver enkelt lille blinkende, lysende diode.
Et hurtigt snapshot, fra bilen, på turen hjem fra Aksels fødselsdagsfejring på Chuck-E-Cheese's (som er blevet ungernes fortrukne valg af "restaurant" når de får lov til helt selv at bestemme....til forældrenes langsomme, pinefulde og måske gradvist mere og mere tøvende samtykke)
Stemningsfuldt og masser af "ih" og "åh" fra alle i bilen.

Galveston

2010-11-28T13:48:00.003-06:00

En skøn, klar lørdag, med uvante kolde temperaturer på 15 grader C blev tilbragt på stranden i Galveston med at lede efter smukke skaller og myreløver.
Der blev lavet en lille konkurrence, hvor vi hver især samlede skaller og når vi afsluttede gåturen, tilbage ved bilen, ville alle kunne stemme på en muslinge/krabbe-skal og så ville skallen med de fleste stemmer vinde dagens konkurrence.
Det blev til en god lang gåtur, hvor ungerne ikke på et eneste tidspunkt klagede over trætte ben eller sultne maver eller bare ren og skær ugidenhed.....hvilket ikke kan lade sig gøre ret mange andre steder.
Vi kan tage på tur til spændende udflugtsmål ex. bygninger, parker, vandfald, bjerge.....hvad som helst og der vil være jamren og klagen fra én eller flere af vores børn, hvilket er blevet en så stor del af vores udflugtsritual, at når det udebliver, så er det som den sødeste larm i vores flossede ører.
Vi kan sige til børnene, at vi skal på tur, ud i det blå og lyden af dybe suk og "Nej, mor vi leger lige så godt" er overdøvende - mens en lille besked om at de skal gøre sig klar til at tage til stranden, straks får dem til at springe op og juble ud efter skovle og spande og fylde bilen med strandudstyr ( - igår, i de uvante kolde temperaturer endda også med dykkerudstyr, hvilket måske var lidt vel optimistisk!)
Af uransaglige grunde kan kilometervis af sand, vand og besynderlige skaller, der er skyllet i land, få små børneben til at trave og trave i en lang uendelighed ud i ensformigheden, der i børnehøjde er en skattekiste af oplevelser og fund.
....og myreløver fandt vi også mange af igår!
......og konkurrencen blev vundet af.....tjah, alle stemte på egne skaller, så det blev vist uafgjort!

Kalkunen.....

2010-11-26T10:27:00.000-06:00

Sikken kalkun!

Selvom vi, i et skønt, skønt selskab, gjorde alt hvad vi kunne, så er der nu kalkun på menuen, den næste uges tid......

...og vinen var uovertruffen, hvilket vi også har "glæde" af idag!

Thanksgiving

2010-11-25T08:37:00.001-06:00

Det er idag Thanksgiving og om lidt starter madlavningen, ikke bare her i huset men allevegne.
Jeg ser for mig alle disse imaginære skorstene, der om lidt begynder at ryge og ose og duften af kalkun, der langsomt lægger sig som en tåge i efterårslandskabet.
Familier er samlet, mens rejsebranchen gnider sig i hænderne. Det er uden sammenligning, årets største rejseweekend, da Thanksgiving overstiger julen i at være den højtid, hvor familier finder sammen på tværs af statsgrænser og tidszoner.
Vi bliver her og nyder venners besøg.
Jeg skal lave min første kalkun, med "stuffing" og er så småt ved at komme i omdrejninger, da den lille sag skal have 6 timer i ovnen!!!
Baggrunden for Thanksgiving-fejringen beskrev jeg kort sidste år - historien om de første pilgrimme, der havde bosat sig i det nye Amerika, som afholdte en taksigelsesfest for de indianere, der havde hjulpet dem til at overleve deres første år i nye omgivelser.
Børnene har igen, i dagene op mod højtiden fejret Thanksgiving i skole og dagtilbud med diverse aktiviteter og hygge, blandt andet med at formulere hvad de hver især er taknemmelige for og fremstille pilgrims/indianer-udstyr.
Olga er på billedet iført sin pilgrims-papirhat og ved siden af ses en "kalkun-hat" som de ligeledes fremstillede i skolen/børnehaven.
Igår aftes fremstillede Olga endnu en kalkun-hat og jeg vil ikke afsløre hvilken hat, der kommer fra skolen og hvilken Olga helt selv har fremstillet, blot sige at jeg at uden et sekunds tvivl foretrækker Olga's egenhændigt fremstillede kalkun.
Den er simpelthen for skøn!!

Lad madlavningen starte!

Det var en lørdag aften.....

2010-11-21T17:59:00.008-06:00

(Billedet er taget af Rikke, som derfor, sammen med et par andre af aftenens danske piger, desværre mangler på billedet. Dette er det eneste billede jeg har haft adgang til, da jeg ikke havde mit eget kamera med på bar....)

Jeg befandt mig på et dansegulv i den lokale bar, hvor indtil flere Stetson's fyldte godt op i luftrummet og gulvplankerne blev betrådt af spidse cowboy-støvler i fantastiske udgaver.
Luften var tyk af y'all og fuldfed country-rock og man kunne spotte indtil flere McCloud-overskæg og et par tommetykke cigarer, sikkert placeret i mundvigen på umælende mænd.
Den mest gennemgående påklædning var jeans og førnævnte cowboystøvler - men enkelte kvinder, gjorde virkelig Dolly Parton ære og svævede rundt oppe på 15cm høje hæle med en kavalergang så øjensynlig og fremhævet som havde den en kortlæser-funktion.....
Serveringspersonalet jonglerede tunge serveringsbakker, med drinks og ølflasker (og Jägermeister-shots i alle regnbuens farver), i strakt arm over hovederne på folk på det tætpakkede sted, mens alle siddepladser på stedet havde reservationsskilte og - viste det sig senere - var bestilt og betalt for, af forudseende koncertgæster.
Vi var en flok danske tøser, der luftede ørerene, på en velfortjent pigeaften.
På et skønt initiativ, var der bestilt billetter til koncert med "Uncle Kracker" på "Mo's Place" som er den lokale bæverding med koncertscene, dansegulv og seriøs westernstemning.
Iklædt mere eller mindre egnet western-outfit, fik vi hele den texanske westernbar-kultur lagt for vores fødder- tilsat musik, der måske kunne minde om Henning Stærk, Big Fat Snake eller det oprindelige DAD da de stadig hed Disneyland After Dark.
Aftenen endte med at blive et kulturelt-antropologisk studie i rendyrket form, hvor jeg kunne konstatere at ikke alle klichéer i Hollywoods film er vildt overdrevne. Fra at have tænkt, at sådanne barer og mennesker umuligt kan eksistere i virkeligheden....måtte jeg ved selvsyn fastslå at jo! det gør de og dét, blandt andet, lige her i Katy, Texas!
Testosteron blandet med rigelige mængder alkohol fik (naturligvis?) bølgerne til at gå højt og et stort slagsmål midt på dansegulvet blev afsluttet med, at en meget bælgøjet mand, blev fulgt til døren, af et par betjente og at en ældre herre, efter at have ligget bevidstløs i et stykke tid på dansegulvet, blev båret fra stedet på en båre.
Selv Østrogenen syntes at boble lidt aggresivt blandt aftenens (kunstige?) kavalergange og en kamp om en stol og retten til at sidde der, krævede en betjents indblanding, mens onde blikke afkortede mange liv.
Vi råbte os igennem en aften med et, for mig, noget uvant støjniveau og dansegulvet var konstant fyldt med folk der hjemmevant udførte line-dance, square-dance eller dizzy-dance....og stemningen var meget høj, højlydt, meget beruset og meget røgfyldt
Oppe på scenen sørgede aftenens stjernenavn for at fortælle fædrelandets vemodige kendsgerninger og for på patriotisk vis at hylde de udsendte soldater i Irak og Afghanistan og deres familier.......til stor jubel blandt publikum.
Aftenen sluttede lige pludseligt og gæsterne myldrede mod udgangen, lidt usikre på benene og kunne ude på parkeringspladsen stige ind i deres biler og KØRE hjem. Vi var blevet advaret mod at GÅ hjem og ventede længe og utålmodigt på en taxi, som her er en alvorlig mangelvare.....men når man så de mennesker, der bælgøjede selv sørgede for deres egen motoriserede hjemtransport, så virkede det jo ganske indlysende, hvorfor nattens veje ikke er noget at spøge med.
De er mildest talt dødsensfarlige.

Fik tilsendt disse stemningsfulde billeder fra samme aften, af Lene og måtte simpelthen dele dem med Jer! Man bedes lægge mærke til discokuglen med sadlen.

Free-lensing

2010-11-15T08:49:00.002-06:00

Gizmodo er en fremragende hjemmeside, der kalder sig selv for en gadget-blog, eller en blog om gadget-kulturen. Den omhandler alt-muligt og alt-umuligt interessant, som f.eks. nyheder eller anmeldelser af nye gadgets (det var f.eks. denne blog der fik fingre i en prototype af den nye Iphone4 inden den kom på markedet.........) eller gruopvækkende historier om chokolade, eller viser fantastiske film klip eller dumme video klip og indeholder mangt og meget skidt og unødig viden.
Siden har ligeledes en ugentlig fotokonkurrence, som jeg i en perfekt Verden ville deltage i, men da jeg (desværre?) ind imellem har andet at bruge min tid på, så bliver det kun til sporadiske besøg på siden, hvor jeg en gang imellem falder over noget utroligt, sjovt eller fantastisk!
For et par ugers tid siden, så jeg at ugens foto-udfordring var at tage fotografier med kameraobjektivet afmonteret fra kamera-huset.
Jeg har da aldrig hørt om en så respektløs behandling af sit udstyr, men måtte jo overgive mig, da jeg så billederne, som konkurrencedeltagerne havde sendt ind.

Det måtte og skulle afprøves.

Jeg drønede rundt med mit objektiv afmonteret kameraet, med fare for ridser, støv i kameraet etc. og tog et hav af billeder og fandt til sidst ud af, at man ved at vende objektivet omvendt, får en makro-effekt ud af det.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at det er en helt fantastisk leg!

Så er I advaret!

Jeg sad herefter bøjet over en buket blomster

og gennemfotograferede roser og liljer og deres støvdragere og glemte at trække vejret, mens jeg forsvandt i den verden, som man i gymnasiets biologi-timer en sjælden gang imellem befandt sig i, når man sad med et hår eller en spytklat under mikroskopet og kiggede på forstyrrende ting..........
......der bevægede sig???
Liljerne og roserne, så smukke og fantastiske i min hjemmekonstruerede makrolinse, hvor dybdeskarpheden er lig nul og derfor giver billederne denne let udsmørede og ikke eksisterende dybde.

Ud og leg....men pas på udstyret!

Ballettede ballerinaer

2010-11-13T10:58:00.004-06:00

Olga går til ballet.
Det gør hun sammen med en stor del af pigerne i sin børnehave.....der er ingen drenge, der deltager....
Der kommer en ballet-lærer ned til børnehaven og underviser pigerne, opdelt i aldersgrupper, i ballet i børnehave-tiden eller i umiddelbar forlængelse af deres almindelige dag dernede.
Ms. Sarah som balletlæreren hedder, havde arrangeret en lille opvisning af pigernes kunnen, nede i den lokale MEGA-kirke, en baptist-kirke, der størrelsesmæssigt ikke vil blegne voldsomt ved siden af Bella-centeret!
Baptist-kirken har for tiden jule-bazaar og midt inde i denne glitrende og duft-lys-duftende bazaar var en højthævet, himmelstræbende scene, hvor pigerne skulle fremføre deres pragtpræstationer med tilhørende julemusik.
Det var ganske enkelt stort!
Opvisningen startede med de mindste piger, der udklædte som rensdyr (en enkelt som Rudolf) skulle danse lidt.....men med undtagelse af en enkelt, valgte alle at stikke i hjerteskærende gråd, ved at blive placeret oppe på scenen.....mens Mor og Far stod let skuffede bag blinkende og snurrende kameraer. Nummeret blev en soloopvisning, gennemført af ballet læreren, der glad og entusiastisk forsøgte at opmuntre pigerne til at gøre som Ms. Sarah.......men ingen syntes at have øje for Ms Sarah.....
Et par opvisninger senere, med let svigtende deltagelse af de udklædte udøvere, der ganske enkelt forstenede lidt deroppe i de tynde luftlag, blev det Olga's tur.

Hendes hold af piger var klædt i bastskørt og andet hula-gear og dansede.......alt det de kunne....de fleste af dem.......til en af Beach Boys' californiske julesange.

Jeg lover Jer alle, det var fantastisk!
...........

Det var så fantastisk.....at forældreskaren som de eneste.....
.......havde tårer i øjenkrogene........
......og værdsatte det......
.......men vi var til gengæld også lagt ned....
dog tror jeg at, der ud over benovede forældre, var en enkelt eller to julebazaar-deltagere, der ganske uskyldigt var kommet til at overvære menageriet og som udtrykte diplomatisk glæde.

Sprinklerskygge....

2010-11-11T15:11:00.001-06:00

Sprinkleren efterlod en tør og farveløs skygge i forhaven.....

Guldsmede

2010-11-08T08:16:00.002-06:00

De er så fantastiske disse farvestrålende guldsmede, der hele efteråret har svævet omkring poolen i haven.
Jeg har før forsøgt at indfange dem, i flugt, med kameraet....men det har ikke ladet sig gøre (for at sige det mildt)
Men så endelig her i Brazos Bend, hvor efterårsforberedelserne var i fuld gang hos alle andre dyr, var der forårsfornemmelser hos et par guldsmede.
Meget stillesiddende og travlt optagede af andre ting, lod de sig fotografere!

Smukke og fantastiske dyr!

Tiden flyver

2010-11-02T19:11:00.002-05:00

...og pludselig har familiens yngste medlem på 4, tabt sin første tand og børnene synes med ét at have passeret et eller andet usynligt skel, mellem at være afhængig af vi voksne, til at være på vej ud for at kigge efter egen lejlighed....
Har lige læst en rystende artikel om et par 4-årige børn, der i New York cyklede ræs på fortorvet. De cyklede ved et hændeligt og ustyrligt uheld ind i en gammel dame, der væltede og brækkede hoften.....3 måneder senere døde hun.
De to 4-årige er nu blevet sagsøgt af den gamle dames arvinger, for at have medvirket til hendes død og en dommer har på forunderlig vis besluttet at disse 4-årige burde have vidst hvad deres handlinger kunne føre til og derfor kan stilles for retten!!!!
Deres mødre stilles ligeledes for retten....men det virker på en måde mindre i strid med fornuften, men det er en anden historie
Jeg er rystet over dette land og den dommer!
.....

Olga har på billedet stadig sit Halloween-kostume på. Hun skulle forestille Astrid fra filmen "How to Train Your Dragon" - en film som ungerne (og vi voksne) har nydt og nydt igen.
Dragen, der er hovedperson i filmen, kaldes for Toothless (tandløs) og det fik vi lidt sjov ud af....at Olga startede dagen som Astrid men kom hjem som Toothless.....ok...man skulle nok have været der;o)

Halloween årg. 2

2010-11-01T11:04:00.004-05:00

Sidste år beskrev jeg lidt om Halloweens baggrund, historisk set.
Hvordan Halloween var den aften på året (Allehelgensaften) hvor grænsen mellem dødsriget og de dødeliges Verden var mest utydelig og man kunne forvente besøg fra den anden side, på denne mørke, stormfulde efterårsaften.
Man bød afdøde familiemedlemmer velkommen med godterier og skræmte onde ånder væk med sine skrækindjagende "Jack-o-lanterns" (græskarhovederne).
Sidste år havde børnene klædt sig ud til Halloween i farlige spøgelses- og hekse-agtige kostumer og på turen rundt i nabolaget på slikrov, var de stort set de eneste uhyggelige udklædninger blandt børnene. Det undrede mig lidt, men det er tilsyneladende en naturlig udvikling i Verden, ikke kun i USA (som dog nok ofte sætter fodsporene som resten af Verden modstræbende træder i) hvor børnenes univers helst skal renses for alt ondt og farligt og hvor kirkerne, der ellers har et par grimme, grumme og okkulte skeletter i skabet synes at det er for farligt at hylde død og okkult uhygge.
Så her klædes de mindreårige fortrinsvist ud i prinsesse-, "Super-Mario"-, pruttepude- eller sørøver-kostumer (og kæledyrene i tilsvarende festlige ufarlige kostumer) hvilket man så kan mene om hvad man vil.

Jeg synes jo at traditionen er fin og jeg kan godt lide den oprindelige tanke bag uhyggen, som giver fin mening.

Halloween er i store træk blevet temmelig ufarlig og fastelavnsagtig for de små størrelser, men det er såsandelig ikke tilfældet med de store børn, dem man ville kalde teenagere og unge voksne.
Alle steder i USA fejres og forherliges uhyggen i den del af befolkningen, som menes at kunne tage afstand fra skræmmende ting og skelne fantasi fra virkelighed. Der laves udendørs og indendørs labyrinter, der giver gammeldags spøgelseshuse baghjul, hvor man får jaget en skræk i livet af maskerede og udklædte levende (håber jeg) mennesker og/eller mekaniske dukker, der huserer inde blandt rekvisitter og udsmykninger, der får små hår på armene til at hikste.
Eksempelvis her.....
Det er i en helt anden grøft.
Her ledes folk rundt i bygninger, hvor scenografien fra velkendte skrækfilm fra Motorsavsmasakren til Saw, Hostel eller hvad de hedder allesammen lægger stemningen og uhyggelige væsner, lemlæstede mennesker eller degenererede mennesker drøner rundt og jagter de (klækkeligt betalende) gæster med motorsave, økser eller bare vanvittige og psykopatiske grin.
Her bliver Halloween skubbet lidt i retning af skrækfilms-genren og en fejring af terror kommer på tale.

Men Halloweens største og mest veholdende skræk, terror og uhygge huserer helt andre steder......nemlig blandt småbørnsforældre!
Her overleveres grumme historier....også via nyhederne og i breve fra skole og børnehave, om at man skal HUSKE at undersøge børnenes slik, (hvis de får lov at gå ud) inden at de får lov til at sætte det til livs, fordi det er jo velkendt at enhver forbryder med respekt for sig selv ville fylde slikket med stoffer og barberblade......og man skal HUSKE at fylde sit barn med selvlysende og blinkende tilbehør og en chip til sporing, så de kan ses på lang afstand og findes igen, fordi det er jo også velkendt at børn lige netop denne aften kidnappes.....i store mængder!
Intet af ovenstående er sandt, men en lille forskrækket gruppe kan piske en stemning op, så man bliver panisk helt om i nakken. I hele landet bruges, hos ordensmagten, enorme ressourcer på at holde øje/vogte over forbrydere, der kunne have onde hensigter mod børn, så forældre med fred i sindet kan tage med deres børn ud på denne (u)hyggelige aften og ringe på hos velkendte naboer, som på denne ene aften af året pludseligt virker MEGET suspekte og farlige og helt sikkert kunne finde på at gemme barberblade i æblerne.
Jo adrenalinen kører hos alle i de dage, med undtagelse måske hos de børn, der bare glæder sig gule og grønne til at få Super-Mario-kostumet på, som godt-nok er blevet modificeret en smule med kilovis af reflekser, så det mest af alt ligner "Rød-mand-stå-grøn-mand-gå".

Vi havde en superhyggelig weekend.
Med masser af skræmmende E-numre.
...og turene rundt i nabolaget var smurt ind i valgplakater på grund af midtvejsvalget og ærgeligt var det at komme til huset med kvarterets flotteste og mest gennemførte udsmykning, der hvert år trækker stride strømme af unger og forældre ind og passere det ene Tea Party-skilt efter det andet på vejen til sliktruget, mens huset ved siden af, havde et lille forkølet "Demokraterne - din stemme betyder noget" skilt i forhaven og absolut intet andet, der kunne trække børnene ind. Vi fulgtes med bla.en hollandsk familie og den hollandske mor var inde og trykke "demokraten" i hånden og råbte flere gange TAK!, MANGE TAK! til hende......men Obamas vælgere var sky og i seriøst undertal og her midt i slikjagten var basisbegreberne for god markedsføring ihvertfald penslet ud i Halloween-udsmykningen.

Pause-signal!

2010-09-04T17:06:00.000-05:00

Blot for at fortælle at bloggen holder en lille pause...og at det ikke er fordi vi er stået af virkeligheden (eller vent....det er dele af os jo...) eller er flygtet til de varme lande.....(eller vent...dur heller ikke) eller er kommet i vanskeligheder.
Det er blot en pause.
Jeg har besluttet at lade bloggen stå for en periode og se hvordan det går.....
Det er meget muligt at det ikke kan lade sig gøre - også fordi bloggen er blevet en dokumentation af vores eventyr herovre og altid vil stå som en "rejse-dagbog" for os og derfor vil jeg sikkert med tiden, synes at det er vigtigt at holde den ved lige.
MEN......bloggen kan ind imellem være meget tidskrævende og har fyldt meget op i min hverdag. Jeg har nydt den og den har også fået mig til at opleve og mærke vores eskapader med mere eftertryk, men den er endt som en dårlig samvittighed i en hverdag, der efterhånden er blevet fyldt mere og mere op af andre ting og jeg har helt mistet fornemmelsen for hvad det er, jeg vil med den. Mine indlæg bliver mere og mere noget der skal overståes i den daglige dont....så en periode væk fra den kan måske hjælpe lidt på "blog-humøret" og måske et andet format eller...
Jeg må også indrømme at jeg er kørt død i at responsen på bloggen (- på de specifikke indlæg) er meget lille. Det bliver ofte lidt som en enetale ud i en sort sal, hvor man ikke har fornemmelsen af hvor mange tilskuere der er, hvem de er og om de alle er faldet i søvn.

Jeg har været utroligt glad for de kommentarer der er kommet og for de mails, der med mellemrum fortæller at bloggen bliver læst og på vores nyelige tur hjemme i Danmark, mødte jeg mange søde tilkendegivelser af at bloggen bliver læst og med fornøjelse.
Men dét på trods, har jeg fået svært ved at holde mig selv ved ilden (måske også fordi der er så mange andre ting i vores dagligdag, jeg pt. hellere vil koncentrere mig om) og kan fornemme at mine indlæg bliver mere og mere intetsigende.....og så er det på tide at tage en pause og lade tingene hvile for en periode.

Indtil videre har jeg mange andre projekter i skuffen og på tapetet og allevegne, som jeg gerne vil beskæftige mig med og koncentrere mig om......og ungerne har en masse aktiviteter her i efteråret, som jeg også gerne skulle være en del af.
......jeg vil højst sandsynligt vende tilbage til bloggen på et tidspunkt - når/hvis behovet melder sig og måske, hvis jeg får en supergod ide, der kan ændre den og gøre den smadderspændende for mig at skrive igen og helt uimodståelig for Jer at kommentere på så kommer den måske op og køre med jævnlige indlæg igen.....
....
Måske poster jeg bare billeder i en periode.....
Tjah....

Indtil da....

Vi er selvfølgelig stadig at finde på telefonen og tjekker postkassen og vores e-mails dagligt og vil meget gerne, på opfordring, dele vores dagligdag med Jer på den måde;o)

Mikrel i Tomat

2010-08-31T06:49:00.000-05:00

Historien om de tre små fisk....
Makrel-besættelsen hos børnene kører igen på fuld kraft og nu har jeg lige fundet ud af man også kan købe de lækre sager, for en mindre formue (naturligvis), i den lille norske butik ved den Norske Kirke her i Houston.....og Nordmændenes reklame for makrellen er en historie for sig.

Makrel i Salsa?

Overlevelse.....

2010-08-30T09:52:00.001-05:00

Dette er ikke første gang.
Men måtte i nat.....meeeget modstræbende.....fravige MIN plads i sengen, da børnene - alle 3 - drypvist i løbet af natten, fandt fra deres egne respektive senge ned i vores og langsomt.....men MEGET effektivt tilkæmpede sig plads og da jeg tilsidst befandt mig skubbet helt op i et hjørne uden mulighed for at strække benene eller flytte en arm uden at noget - med en tung vejrtrækning - ville styrte ud over kanten på sengen, så fortrak jeg.
Jeg dryssede søvnigt og med nederlaget malet i mundvigene op i Sigurds seng og fik noget, der vist nok betragtes som søvn, inden Olga imorges "kildede" mig vågen, ved at jage alle sine 10 små fingre ind i siden på mig, mens hun hvinede "GO'MOR'N!!!!"
Måske var der et lille bitte kort øjeblik....bare et splitsekund - hvor jeg ønskede alle børnene på overlevelsestur i ødemarken....måske i regnvejr......og i et utæt telt......uden mig.

Monarchen

2010-08-28T08:49:00.005-05:00

Denne sommerfugl, Monarken er en af de mest genkendelige og skønne syn, her i USA.
En flot sommerfugl med et vingefang på omkring 10 cm, der kan findes i det meste af USA og Canada, hver sommer.
Det, der adskiller denne sommerfugl fra andre prægtige artsfæller, er dens vandring.
Den overvintrer i Mexico i kæmpe kolonier og vandrer så i løbet af foråret op igennem USA og helt op til det sydlige Canada, hvorefter den vender om og vandrer tilbage til Mexico igen til efteråret.
En lang, lang vandringstur for sådan en lille flagrende fyr.
Det er faktisk så lang en vandringstur, at det tager sommerfuglen mellem 2-4 generationer - måske endda 5 generationer - at nå fra Mexico til deres nordlige sommerresidens.
Hvordan de efterfølgende generationer så ved, at de skal vende om og finde hjem til Mexico igen, er lidt en gåde for videnskaben.....
.......og gåder for videnskaben er noget vi kan lide!

Det giver plads til brug af fantasien.

En smuk fyr, her fotograferet i bjergene i Virginia, men den ses også jævnligt i vores baghave, på deres træk nordpå eller sydpå igen.

Ændringer og beslutninger.....

2010-08-25T00:46:00.002-05:00

Jeg er blevet for træt til at rette op på miséren.
Jeg opdagede en masse nye muligheder for baggrunde til bloggen og fik forvildet mig så langt ud på dybt vand, at jeg ikke kunne finde tilbage til udgangspunktet og det oprindelige blog-design....."så nu får det være".....ihvertfald indtil imorgen.
Det startede vist som en overspringshandling.....midt i at jeg var ved at skrive et indlæg....om en sommerfugl....

Jeg fik øje på en baggrund til bloggen, der viste en række industrielle vaskemaskiner.....af den slags som man har siddet og stirret sig blind på i diverse vaskerier og tænkte at det var oplagt for en "husmoder-blog"

......men trods mange forsøg med at tilpasse baggrunden til bloggen, så kunne jeg (på trods af - eller på grund af trætheden?) alligevel ikke forlige mig med de orange vaskemaskiner og nu er jeg blevet for træt i øjnene og i hovedet til at kunne tage en beslutning om noget som helst brugbart.....
Ændringer og beslutninger......
Fortsættelse følger højst sandsynligt.

(Tilføjelse: nu fik jeg tilføjet en baggrund til bloggen, af et af mine egne billeder af en alligator fra Brazos Bend....og det fungerer....ligenu!)

Skyline Drive

2010-08-22T22:49:00.004-05:00

Indlægget skulle have heddet Blue Ridge Parkway Part 2.....men det stykke af den bjergrige "Maguerit-rute", som vi manglede at opleve.....vi måtte jo forlade ruten, på vej nordpå, da skyerne havde pakket det hele ind og vi havde fornemmelsen af at køre på de snoede bjergveje med madpapir klisteret på bilvinduerne.......hedder, hvis man skal være lidt firkantet, ikke længere Blue Ridge Parkway, men Skyline Drive.
Skyline Drive er en "betalingsvej"....eller rettere.....så befinder vejen sig inde i Shenandoah National Park, som man betaler 15$ for at komme ind i, hvorefter at man har ubegrænset adgang i en hel uge.
Vi kørte på Skyline Drive i Front Royal i Virginia og havde 105 Miles foran os på bjergryggene i Shenandoah parken inden, ruten igen ville blive til Blue Ridge Parkway.
Turen var overvældende smuk. Masser af dyreliv og skønne, skønne udsigtspunkter.
Vejene er så tilpas snoede at hastigheden aldrig overstiger 60 km/t men den mest naturlige hastighed ligger langt derunder, fordi der er så meget at kigge på og man aldrig kan vide sig helt sikker på, om der står et drøvtyggende rådyr eller en doven sort bjørn omkring næste sving.
Shenandoah skulle eftersigende have den tætteste population af sorte bjørne i hele USA, hvorfor specielt jeg var meget opsat på at vi skulle se bjørne igen, efter vores "close encounter" med bjørnemor og to unger i Sequoia sidste år.....men heldet var ikke med os denne gang, selvom vi flere steder sad og kiggede ud over bjergene og skovene og kunne høre folk på vandretur, der gik og klappede ivrigt nede mellem træerne, sikkert fordi de måske har set friske spor el. lign. (Høj tale og klap holder bjørnene på sikker afstand). Til gengæld fik vi rådyr at se, i massevis og de var ikke særligt sky, så de lod os komme temmeligt tæt på, 5-6 meter, inden de fredsommeligt luntede ind i tæt bevoksning, hvor vi ikke kunne følge dem.
Vi tog en overnatning halvvejs igennem parken og nød at ligge i senge, under reproduktioner af diverse skønmalerier med fællestemaet "Brølende Kronhjort" og her i bjergluften gav det nu god mening.
Igen blev vi overvældet af kvaliteten af maden, som vi fik serveret heroppe i de tyndere luftlag, hvor de sagtens kunne have skruet priserne i vejret og kvaliteten i bund. Konkurrencen i området er meget lille.....nærmest ikke eksisterende.....man kunne jo vælge at køre ned ad bjergene i et par timer og finde et alternativ eller man kunne lægge sig ud til rådyrene og tygge i drøv sammen med dem eller forsøge at varme en pølse over en primus, hvis man ikke var tilfreds med at sidde ved et bord.....men det valgte de ikke at udnytte groft, der var utrolig sød service og kvaliteten og udvalget var langt over middel og priserne acceptable.
Både Skyline Drive og Blue Ridge Parkway følger i store træk, det der kaldes for Appalachian Trail, som er en vandresti på omkring 3500 km, der løber fra Maine til Georgia.
Denne vandresti er bla. kendt på grund af de mange vandrings-mænd og kvinder, der hvert år betræder den og utroligt nok er der hvert år en god del der insisterer på at tage HELE turen....alle 3500km på gåben!!
Er der nogen der er friske?

Pennsylvania

2010-08-20T10:05:00.003-05:00

Pennsylvania var en smuk "drive-by-oplevelse"(hvilket vores erfaringer med staten vist kun kan beløbe sig til).
Som en soldat havde skrevet hjem til sin kone (læst på Borgerkrisgsmuseet i Gettysburg og frit efter hukommelsen) "Min kære, Pennsylvania er så bjergtagende smuk og vidunderlig, at når krigen er slut og slaveriet bliver indført her, vil jeg sende bud efter dig og vi kunne leve her."
Ud over naturen i Pennsylvania, der er fantastisk med bjerge og frodige landbrugs- og skovområder, så bidrog de mange og meget smukke landbrugs-bygninger faktisk kun til skønmaleriet.
Store trækonstruktioner oftest malet i en karakteristisk rød farve, der afskaller meget pictoresque.
Jeg vil tro at ligesom med begreberne "Svensk-rød" og "Skagens-gul" i Danmark, så må der helt klart være et begreb der hedder "Pennsylvania-rød", ellers vil jeg hermed opfinde det begreb for en farve jeg er ret betaget af.

Gettysburg

2010-08-18T16:45:00.002-05:00

Den amerikanske borgerkrig brød i 1861 ud.
Det handlede altsammen om slaveri.
Abraham Lincoln havde vundet præsidentvalget i 1860 for det Republikanske parti, på en valgkampagne der først og fremmest slog på at slaveriet ikke måtte udvides til Stater, hvor det ikke i forvejen var tilladt.
7 Amerikanske syd-stater løsrev sig fra Unionen i protest mod den republikanske valgsejr og senere fulgte 4 andre stater trop og Konføderationen var skabt.
De to sider, Unionen og Konføderationen trak linierne op og krigen startede d. 12. April 1861 i South Carolina. Lincoln gjorde afslutningen af al slaveri til sit mål med krigen og lod englænderne vide, at han ikke ønskede deres indblanding.
Krigen var en grum intern kamp om retten til at bibeholde en livsform, der var lagt an på slavearbejdere, og unge mænd meldte sig frivilligt til hæren på begge sider, af overbevisning eller fordi de ville imponere kvinderne men oftest fordi det gav dem mulighed for at tjene lidt penge.
General Robert E. Lee, havde sejret i flere kampe, for de sydlige stater (konføderationen) og drog med en talstærk hær op mod nord, med det formål at komme så tæt på Unionens hjerte som muligt og væk fra det nu meget krigshærgede syd.
De to hære tørnede sammen i Gettysburg d. 1. juli 1863.
Kampen skulle vare i 3 lange, lange dage, hvor begge sider led sviende tab og hvor begge sider troede sig sikre på at de var tæt på at vinde.
Tabstallet var i Gettysburg det største i Borgerkrigen.....det skulle beløbe sig til omkring 50.000 tabte på 3 dage og General Lee måtte trække det korte strå og se nederlaget i øjnene og trak sin nu hårdtslåede hær tilbage til Syden på en tur, der beskrives som torturagtig.
Gettysburg blev vendepunktet i en krig, hvor konføderationen havde stået stærkt og blev begyndelsen på enden for konføderationen og slaveriet.
Krigen sluttede i 1865 - 2 år efter Gettysburg.

Vi besøgte museet i Gettysburg, der fortalte historien om Borgerkrigen på en utrolig flot og rørende måde.
De tre dages kampe bliver fortalt, som en dag ad gangen og drengene syntes at det var rigtigt spændende. De var begge meget påvirket af historierne, specielt de udvalgte breve hjem, der var skrevet af soldaterne.
Det er en grum historie som ikke kan blive fortalt nok, -at krig er grusom!
Men det blev gjort rigtigt fint, uden at det blev penslet ud med drabelige billeder.

På museet fik drengene mulighed for at blive hvervet som menige i hæren. De fik en times undervisning i hvad det ville sige at være soldat under borgerkrigen og fik lov til at marchere rundt, parrere ordrer og skyde med legetøjs-forlade-geværer.
Efterfølgende kørte vi på en planlagt rute, rundt på de store slagmarker, der er spækket med kanoner og rejste mindesmærker og kunne næsten lugte gammel krudtrøg i det grønne, smukke landskab.

Med til historien om det drabelige slag med det store tabstal, hører historien om det ene civile dødsfald.
Det var dengang at man kæmpede mand mod mand og de civile blev holdt udenfor kampene......lige med undtagelse af 20-årige Ginnie Wade, der stod i sit køkken og bagte brød, da en vildfaren kugle dræbte hende.
Tjah, jeg er bange for at fremtidens historiebøger ikke kan rumme navnene på alle de civile tab, som nutidens fjernstyrede krige forårsager, hvad enten det er forsætteligt eller ej.